Seneste Makronyt: Rentefrygten fortog sig – optimisme i eurozonen
Den øverste chef i Federal Reserve, Jerome Powell, fik i løbet af ugen talt markederne til ro igen, da han i en tale til Repræsentanternes Hus endnu en gang slog fast, at centralbanken ikke har travlt med at løfte renterne.
Med til at genoprette den overvejende gode stemning på markederne var også, at der fra begge sider af Atlanten var tegn på solid økonomisk genopretning. Her viste antallet af nytilmeldte ledige i USA et fald til 411.000 fra 418.000 ugen før, mens ordreindgangen på varige goder steg med 2,3 pct. i maj, hvilket var den største fremgang siden januar.
Derudover bød ugen også på PMI-tal fra USA, der dog viste et lille fald – om end fra et relativt højt udgangspunkt - mens PMI-opgørelsen fra eurozonen viste gode takter.
Endelig bekræftede den tredje opgørelse af BNP-væksten i USA, at den amerikanske økonomi som ventet voksede med 6,4 pct. i første kvartal af 2021 i forhold til kvartalet forinden opgjort i annualiserede tal.
Inflationen steg – men ikke mere end ventet
Der bliver i disse måneder holdt skarpt øje med den amerikanske inflation, da investorerne venter på praj om, hvornår den amerikanske centralbank kan finde på at løfte foden fra speederen og begynde at tilpasse sit enorme opkøbsprogram.
Fredag kom der så tal for PCE-kerneinflation, der er Federal Reserves (Fed) foretrukne inflationsmål. Den steg helt som ventet 3,4 pct. på årsbasis i maj, hvilket var identisk med økonomernes estimat indsamlet af Bloomberg News.
Det sendte de amerikanske renter en smule i vejret, men ellers gav det ikke anledning til stor opstandelse blandt handlerne.
- Vi mener ikke, at de her data vil påvirke Feds nuværende planer for reduktionen af den ekstraordinære stimulus og renteforhøjelser, lød det efterfølgende fra Chris Zaccarelli, investeringschef hos Independent Advisor Alliance, til nyhedsbureauet Reuters.
Den amerikanske centralbank har en målsætning om en inflation på gennemsnitligt 2 pct.
Servicesektoren trak amerikansk PMI ned
Onsdag var der PMI-tal på menuen fra både eurozonen og USA, som er en opgørelse over indkøbschefernes syn på fremtiden.
De amerikanske indkøbschefer havde i juni et mere pessimistisk syn på aktiviteten i den amerikanske økonomi, end tilfældet var i måneden før ifølge den foreløbige opgørelse.
Indekset landede i juni på 63,9 mod 68,7 i måneden før.
Indekset for industrien overraskede positivt, mens der omvendt var skuffende takter fra servicesektoren, hvor PMI således blev opgjort til 64,8 i juni mod økonomernes forventning om 70,0 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. I måneden før var tallet 70,4.
For industrisektoren landede PMI på 62,6 mod ventet 61,5 og 62,1 i måneden før.
Omvendt var der optimisme at spore i eurozonens PMI-tal, der endte bedre end ventet som følge af en pæn fremgang i servicesektoren.
Faktisk har der ikke siden årene før finanskrisen været så højt tempo i et opsving i eurozonen end lige nu.
Sådan lød konklusionen fra Sydbank efter onsdagens tal.
- Fremgangen hænger sammen med, at vaccinationsprocessen er godt i gang i de europæiske lande. Derfor bliver mange restriktioner i øjeblikket rullet tilbage. Det er positivt for den økonomiske vækst, skriver Kim Blindbæk, der er seniorøkonom hos Sydbank, i en kommentar.
Samtidig er der igen ved at komme mere balance mellem industri- og servicesektoren, efter at servicesektoren i sagens natur har været presset under nedlukningerne af restauranter, caféer, frisører, massører og lignende.
I juni steg indekset for servicesektoren nemlig til 58,0 fra 55,2 i maj, viser den foreløbige opgørelse onsdag.
Det var helt som ventet blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
For industrisektoren blev niveauet på 63,1 i juni, mens økonomerne havde ventet en lille tilbagegang til 62,3, og dermed kunne det samlede PMI opgøres til 59,2 mod ventet 58,8 og et niveau på 57,1 i maj.
Dansk detailsalg steg i maj
De omfattende genåbninger lod sig aflæse af det danske detailsalg i maj, der viste en stigning på 0,9 pct. i forhold til måneden forinden.
Stigningen i maj kommer efter et fald på 6,5 pct. i april. Maj var den første hele måned, hvor de store butikker kunne slå dørene op, og det har givet pote for forretningerne.
- Der er ingen tvivl om, at dagens tal bekræfter, at butikkerne har oplevet solid omsætning efter der igen er åbnet op, lød det efterfølgende fra Louise Aggerholm Hansen, chefanalytiker og privatøkonom hos Danske Bank.
Mulighederne for at komme mere ud i samfundet satte også skub i tøjsalget, der steg 11,5 pct.
Oliepriserne steg for femte uge i træk
Den globale efterspørgsel på olie vokser fortsat, og samtidig er olieproducenterne varsomme med at øge udbuddet alt for meget. Det sendte for femte uge i træk oliepriserne i vejret.
Organisationen af Olieeksporterende lande plus allierede, Opec+, overvejede ifølge Reuters balancegangen mellem den stærke efterspørgselsvækst i USA, Europa og Kina mod stigningerne i coronasmitte i andre dele af verden.
- Risikoen er, at Opec+ vælger at være for konservative, og vi derfor får udbudsunderskud efter august. Markedet har i hvert fald momentum bag Opec+. Det er virkelig i deres hænder, lød det fra Vivek Dar, analytiker ved Commonwealth Bank, til Reuters.
OVERSIGT OVER KOMMENDE MAKROØKONOMISKE NØGLETAL OG BEGIVENHEDER
TORSDAG DEN 24. JUNI
10.00: Tyskland: IFO-indikator, juni
13.00: Storbritannien: Rentemeddelelse
14.30: USA: Engroslagre, m/m, maj
14.30: USA: Ordreindgang af varige goder, maj
14.30: USA: BNP-vækst, årsbasis (3.opgørelse)
14.30: USA: Privatforbrug (3. opgørelse)
14.30: USA: Nytilmeldte ledige, uge 24
14.30: USA: Fortsat ledige, uge 23
15.30: Raphael W. Bostic, chef for Federal Reserve i Atlanta, og Patrick T. Harker, chef for Federal Reserve i Philadelphia, diskuterer pengepolitik.
19.00: James Bullard, chef for Federal Reserve i St Louis, taler
FREDAG DEN 25. JUNI
08.00: Tyskland: Forbrugertillid, juli
08.00: Danmark: Detailsalg, m/m, maj
10.00: Eurozonen: M3-pengemængde, y/y, maj
14.30: USA: Personlig indkomst, maj
14.30: USA: Privatforbrug, maj
14.30: USA: PCE-kerneprisdeflator, y/y, maj
16.00: USA: Michigan-tillidsindeks, jun (endelig)
17.35: Loretta J. Mester, chef for Federal Reserve i Cleveland med stemmeret i FOMC, taler
19.00: Eric Rosengren, chef for Federal Reserve i Boston, taler om finansiel stabilitet.
TIRSDAG DEN 29. JUNI
01.30: Japan: Detailsalg, m/m, maj
08.00: Danmark: Konjunkturbarometer, juni
11.00: Eurozonen: Forbrugertillid (endelig), juni
11.00: Eurozonen: Økonomisk tillid, juni
11.00: Eurozonen: Industritillid, juni
11.00: Eurozonen: Servicetillid, juni
14.00: Tyskland: Forbrugerpriser (foreløbig), y/y, juni
15.00: USA: Boligpriser, m/m, april
16.00: USA: Forbrugertillid, juni
ONSDAG DEN 30. JUNI
01.50: Japan: Industriproduktion, m/m, maj
03.00: Kina: PMI industri, juni
03.00: Kina: PMI service, juni
08.00: Danmark: BNP-vækst, Q1
08.00: Danmark: Arbejdsløshed, maj
09.55: Tyskland: Arbejdsløshed, juni
11.00: Eurozonen: Forbrugerprisestimat, y/y, juni
14.15: USA: ADP-jobrapport, juni
15.45: USA: Chicago PMI, juni
16.00: USA: Igangværende bolighandler, m/m, maj
17.00: Mary C. Daly, chef for Federal reserve i San Francisco med stemmeret i FOMC, taler
TORSDAG DEN 1. JULI
01.50: Japan: Tankan-rapporten, Q2
02.30: Japan: PMI industri, juni
03.45: Kina: Caixin industri-PMI, juni
09.55: Tyskland: PMI industri (endelig), juni
10.00: Eurozonen: PMI industri (endelig), juni
11.00: Eurozonen: Arbejdsløshed, maj
11.00: Danmark: Dansk PMI, juni
14.30: USA: Nytilmeldte ledige, uge 25
14.30: USA: Fortsat ledige, uge 24
15.45: USA: PMI industri (endelig), juni
16.00: USA: Anlægsinvesteringer, m/m, maj
16.00: USA: ISM industri, juni