Investorviden

Nyt skattesmæk til danske investorer

Billede

Hidtil er der ikke blevet tilbageholdt udbytteskat ved udlodning fra danske virksomheder til danske udbyttebetalende investeringsforeninger. Det vil ændre sig, hvis et nyt lovforslag vedtages, og resultatet vil være en øget beskatning for investorerne, fordi udbytte fremover vil blive beskattet både ved udbetaling fra selskabet og ved udbetaling fra investeringsfonden.

Lovforslaget er en konsekvens af en EU-dom, der har til hensigt at ligestille udenlandske investeringsfonde med danske. Tyskland, som også er blevet ramt af EU-dommen, har valgt at kompensere investorerne for den øgede beskatning, mens den danske regering – noget skuffende, men næppe overraskende – har valgt at lade hele ekstraskatten på cirka 100 millioner kroner ende i statskassen.

Hos Dansk Aktionærforening kalder direktør Mikael Bak den mulige øgede beskatning for et selvmål: "Det vil være noget at et selvmål at øge beskatningen på de fonde, som rigtigt mange danskere sparer op i. I forvejen har vi nogle af verdens højeste skatter på aktieinvestering, og mange investerer i enkeltaktier uden at være klædt ordentligt på," siger han og uddyber: "Det handler i sidste ende om
bedre spredning af risikoen også hos de nye investorer. Her vil det være et helt forkert signal at sende, hvis vi gør det mindre attraktivt at investere gennem fonde."