Investorviden

Nyt opkøb: Nu ejer topchef for 19 millioner kroner i C25-selskab

Billede
Topchef køber 12.000 aktier mere. For to måneder siden var det hans tre sønner, der købte aktier i selskabet.
Billede

Af
Christian Kjær

Redaktør, ck@shareholders.dk

Topchef i ISS Jacob Aarup-Andersen har købt 12.000 aktier selskabet for 1,5 millioner kroner. Anskaffelseskursen lyder på 125,51 kroner og aktierne er købt torsdag formiddag, meddeler selskabet.

Topchefen ejer nu 146.000 styk ISS-aktier til en værdi af knap 19 millioner kroner.

”Med annonceringen af de nye og fortsatte aktiekøb sender Jacob Aarup-Andersen et stærkt signal. Mange ledere køber kun aktier i deres virksomhed som konsekvens af lukrative optionsaftaler. Når en leder bruger sine egne penge og køber aktier på markedsvilkår er signalet bedre og stærkere,” siger investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen i en kommentar til aktiehandlen.

Signal om attraktiv pris
Investeringsøkonomen peger desuden på, at det er et signal om, at prisfastsættelsen vurderes at være attraktiv i forholdet mellem, hvad der er indregnet i aktiekursen, og hvad selskabet håber at kunne opnå.

ISS-aktien steg mere end 20 procent i dagene efter regnskabet for første kvartal. Siden har aktien tabt mere end halvdelen af den stigning.

Til gengæld bliver der måske endnu mere at tale om over middagsbordet hos Jacob Aarup-Andersen og familien.

Sønner køber også ISS-aktier
Tilbage i marts købte topchefens tre sønner nemlig også ISS-aktier for i alt 178.598 kroner. Det fremgik dengang af en insidermeddelelse fra ISS.

Sønnernes handler skete til gennemsnitspriser på mellem 110,55 kroner og 111,25 kroner.

Efter topchefens opkøb af 12.000 ISS-aktier, steg aktien fredag med 3 procent til kurs 129,95.

Billede