Når de små fisk går efter de store fisk

Denne artikel blev bragt i Aktionæren 8/2019.

Gennem årene har Dansk Aktionærforening spillet en central rolle i gruppesøgsmål på vegne af aktionærer, som er kommet i klemme. Foreningen har hjulpet de involverede investorer med at oprette deres egen forening og derigennem få mulighed for at afprøve om de kunne få erstatning. Det skete i sagerne mod Amagerbanken, som blev afgjort sidste sommer, og det er ligeledes sket i sager vedrørende Tønder Banks og OW Bunkers konkurs.

Fælles for sagerne har været, at aktionærerne er blevet efterladt med værdiløse aktier, efter at en ledelse har ført selskabet i konkurs. I de seneste år, er fokus flyttet mod selskaber, der ikke er gået konkurs, men hvor aktiekursen er faldet markant på grund af, hvad aktionærerne ofte oplever som ledelsessvigt.

De nye typer af sagsanlæg er drevet af udenlandske advokatfirmaer og forsikringsselskaber, som lever af at drive denne type søgsmål og få betaling, når et søgsmål enten bliver vundet i retten eller forligt. Senest så vi et sådant søgsmål i VW-sagen.

I dansk ret er der endnu ikke faldet væsentlige afgørelser om erstatning til en gruppe af mindre, private aktionærer i et børsnoteret selskab, der er ”going concern”, det vil sige som stadig er i live. De fleste sager, som dukker op i disse år, for eksempel Danske Bank, Novo Nordisk og Vestas (sagerne omtales i næste nummer), har omfattet større institutionelle investorer. Som mindre investorer bliver vi oftest efterladt på perronen - alene af den grund at vi er små.

Samtidig har almindelige, danske investorer også haft det ganske fornuftige udgangspunkt, at der skal meget til, før man sagsøger sit eget selskab og medvirker til at dræne den fælles kasse. Det gælder ikke mindst, når der er mulighed for, at selskabets kan rettes op og værdierne genskabes.

En dyr affære for de private investorer

Som mindre aktionær i et selskab kan det være en betydelig udgift, hvis man hver for sig skal anlægge sag mod selskabet. Det er ikke hensigtsmæssigt, at der anlægges flere lignende sager – hverken for sagsøgerne, de sagsøgte eller domstolene. For at imødekomme dette blev gruppesøgsmål indført i dansk ret i januar 2008.

Gruppesøgsmål er en særlig procesform, der giver flere personer adgang til som gruppe at anlægge én fælles sag. Der er hermed skabt et godt værktøj til at hjælpe mindre, danske investorer, som har lidt tab på grund af vildledende eller forsinkede oplysninger til markedet, en konkurs eller et mangelfuldt prospekt.

De danske erfaringer

Til trods for, at gruppesøgsmål er en relativ ny opfindelse i Danmark, er procesformen ved at vinde popularitet, og der har været anlagt en del sager, især efter konkurser. Eksempler på dette er de sager som opstod i kølvandet på Finansiel Stabilitets overtagelse af nødlidende banker og OW Bunkers kollaps.

I sagerne omkring Tønder Bank, Amagerbanken og OW Bunker tog Dansk Aktionærforening som nævnt initiativ til, at der blev etableret foreninger, som kunne føre et gruppesøgsmål. Derudover har gruppesøgsmål været anvendt til retssager om digital tinglysning og moms af licensbetalinger.

I Danmark ser vi endnu ingen klar tendens til at gruppesøgsmål bliver forligt, inden de bliver afgjort i retten. For nyligt blev der indgået forlig mellem Finansiel Stabilitet og bestyrelsesmedlemmer i den krakkede Amagerbank. Det var desværre et forlig om andre forhold end dem, der blev afprøvet i den sag, som de private aktionærer havde anlagt og tabte efter en afgørelse i sommeren i 2018.

Baggrunden for at der ikke endnu har være forlig i gruppesøgsmålene er nok, at retspraksis endnu ikke er udviklet og det forventede resultat derfor er ukendt for begge parter. Det kan betyde, at lysten til et forlig ikke er så stort, da begge parter vurderer chancen for at vinde større end risikoen for at tabe. Med tiden - det vil sige, når retspraksis er større - vil der måske ses en stigning i antallet af sager, der bliver forligt, som man har set det i udlandet, og særligt i USA.

Tendenser fra USA

Gruppesøgsmål stammer oprindeligt fra England, men er for mange bedre kendt som ”class actions” fra USA. En statistik viser, at ud af de 100 største sager i USA i perioden 1999 til 2018 målt på forligsbeløb, så blev 31 sager afgjort de første 10 år frem til 2009, mens der i de følgende 10 år blev indgået forlig i hele 69 sager.

Stigningen i antallet af sager og forlig skal formentlig ses som en konsekvens af finanskrisen, der medførte en del søgsmål fra investorer, der havde tabt penge. Den største af de 100 sager (hvilken?) havde et forligsbeløb på 7,2 milliarder dollars, så det kan være meget store summer, der er i spil.

Det ser altså ud til, at der i USA er tendens til, at mange gruppesøgsmål bliver forligt inden domstolen træffer afgørelse. Det hænger sammen med, at en retssag er langvarig og medfører høje sagsomkostninger og dårlig omtale særligt for virksomheden. Advokatfirmaet i USA med det største antal sager fra ovennævnte Top 100 oplyser, at 75 % af deres forlig indgås i den indledende sagsforberedelse og efter at en sag er godkendt, som gruppesøgsmål.

Det er dog som dansk aktionær vigtigt at være opmærksom på, at det amerikanske system er markant anderledes end det danske, og at det i høj grad er advokatfirmaer, der starter mange søgsmål.

Den danske og den amerikanske model

En række betingelser skal være opfyldt for at kunne anlægge en sag som et gruppesøgsmål i Danmark. Det kræves, at der er tale om ensartede krav, hvor retten i Danmark er kompetent til at afgøre søgsmålet og at det er den bedste måde at behandle kravene på.

I amerikansk ret kendes såkaldte gruppesøgsmål, der uden aktiv tilmelding omfatter alle, som opfylder en række betingelser. Dette kaldes ”opt-out” modellen. Der er i Danmark ikke adgang for privatpersoner til at føre sager ved brug af denne model, da det kræves, at hvert enkelt medlem aktivt tilmelder sig et gruppesøgsmål, en såkaldt ”opt-in”.

Det er retten, der vurderer, hvorvidt de formelle betingelser er opfyldt. Desuden fastlægger retten rammen for gruppesøgsmålet. Det vil sige, at gruppesøgsmålet skæres til med hensyn til hvilke kriterier, det enkelte medlem skal opfylde for at kunne være en del af gruppesøgsmålet.

I de fleste tilfælde vil det ikke give anledning til tvivl, men kan føre til en længere behandlingstid ved domstolene, særligt hvis modparten gør indsigelse mod, at betingelserne for at føre sagen som et gruppesøgsmål er opfyldt. Det skete i OW Bunker gruppesøgsmålet, hvor sagen blev anlagt i december 2016, men først godkendt i februar 2018, hvor rammen for gruppesøgsmålet blev fastlagt.

Kan det betale sig?

Det er vanskeligt at give et entydigt svar på, om det kan betale sig at være med i gruppesøgsmål. Det afhænger af omkosningerne, af sagens beskaffenhed, og jo også af om sagen vedrører et eksisterende selskab eller et konkursbo.

Det kræver hver gang en individuel vurdering, men opstår muligheden for at deltage i et gruppesøgsmål, hvor ansvarsgrundlaget er klart, er det normalt fornuftigt at deltage, da udgifterne for de enkelte deltagere er lave. I visse tilfælde kan det endda ske uden omkostninger med fri proces. Dog vil man normalt skulle betale et mindre gebyr for at melde sig ind og medvirke til at etablere foreningen bag søgsmålet.

Fra udlandet ser vi tendenser til, at forsikringsselskaber og advokatfirmaer påtager sig at afholde alle omkostninger ved en retssag mod at de selv får en større andel af en erstatning. Det er endnu usikkert, m det får betydning for private, danske gruppesøgsmål.

Der er en tendens til at de største aktionærer får den største opmærksomhed også fra de sultne udenlandske advokater, og derfor må vi forvente, at fremtiden byder på flere gruppesøgsmål også på hjemlig grund.

I det kommende nummer af Aktionæren vil vi gå mere i dybden med at beskrive igangværende og tidligere sager, der berører danske aktionærer