Billede
Investorviden
Myterne om aktiesparekontoen aflives
Vil forhøjelsen af aktiesparekontoen ikke kun gavne "de rige" og øge uligheden, og er det i bund og grund ikke kun mænd, der vil benytte sig af kontoen? Bekymringerne var mange i de politiske diskussioner op til, at loftet på aktiesparekontoen blev fordoblet. Men fakta taler heldigvis imod bekymringerne.
Aktiesparekontoen har haft en sej fødsel herhjemme, men nu er vi – med forhøjelsen af loftet til 100.000 kroner – godt på vej.
Vejen til forhøjelsen var dog belagt med bekymringer. Mange tog afstand på grund af frygt for, at forslaget ville føre til øget ulighed, men bekymringerne er heldigvis unødige.
Studerer man svarene på en række af de folketingsspørgsmål, der blev stillet i forbindelse med behandlingen af det lovforslag, der førte til, at der nu kan indsættes op til 100.000 kroner på aktiesparekontoen, vil man hurtigt opdage, at en lang række af de myter, der ellers har levet i bedste velgående, kan aflives.
Det bliver her slået fast, at:
- NEJ, uligheden stiger ikke markant. Faktisk kan den end ikke måles. Skatteministeriet vurderer, at den såkaldte gini-koefficient, der er et mål for uligheden i samfundet, nok vil stige, men afrundet til anden decimal vil stigningen være 0,00 procent. Det vil sige, at det er tæt på slet ikke at være måleligt.
- NEJ, det er ikke kun ”de rige”, der kan gøre brug af aktiesparekontoen. Af svarene kan man læse, at det skønnes, at der er op mod 700.000 lønmodtagere, der vil kunne benytte aktiesparekontoen udover det oprindelige loft på 50.000 kroner, og at 500.000 lønmodtagere vil kunne benytte aktiesparekontoen udover et loft på 100.000 kroner. Det er således en meget bred del af befolkningen, der vil kunne få glæde af ordningen, og det giver selvsagt et stort potentiale for aktiesparekontoen.
- Og NEJ, aktiesparekontoen anvendes ikke kun af mænd. Af de eksisterende aktiesparekonti er 30 procent ejet af kvinder. Det er ikke nok, men det viser, at flere og flere kvinder kommer på banen. Vi vil i Aktionærforeningen gøre mere for, at andelen fortsat vil stige.