Morningstars røntgensyn giver dig fremragende overblik
Kender du den præcise fordeling af små og store selskaber i din portefølje? Eller fordelingen på forskellige sektorer – for eksempel hvor stor en andel af cykliske aktier, du har? Eller din samlede omkostningsprocent?
Det kan du få et samlet overblik over, hvis du opretter en portefølje på Morningstars hjemmeside og indtaster dine investeringer. Det er gratis, og der er ingen modydelser. Under oprettelsen får du tilbudt at modtage nyhedsbreve fra Morningstar. Men det kan du bare takke nej til, hvis du ikke ønsker det.
Selve indtastningen af alle dine investeringer kan tage noget tid, men når det er gjort, får du et glimrende overblik over, hvordan dine penge er investeret.
Specielt egnet til sammensatte porteføljer
Du kan indtaste aktier, obligationer, danske investeringsfonde, udenlandske ETF'ere og nogle certifikater – særligt indenfor råvarer. Når porteføljen er tastet ind, har du adgang til nogle oplysninger, som du sjældent vil have adgang til i din netbank – eksempelvis P/E-værdier på dine aktier. Netbanken vil til gengæld være mere præcis i forhold til aktuel kurs samt dine tab og gevinster, fordi Morningstar opgør på indre værdi – ikke aktuel kurs. Porteføljen hos Morningstar kan altså ikke bruges, når du skal tjekke din opgørelse fra Skat.
Udbytter skal du selv taste ind, hvis du ønsker et præcist billede af dit afkast.
Men det fulde udbytte af din nyoprettede portefølje får du først, når du trykker på 'den magiske' knap: X-Ray. Så får du pludselig adgang til en række informationer, som de færreste vil have adgang til i deres netbank – ikke mindst din samlede omkostningsprocent, som altid bør være et nøgletal for private investorer.
Her kan du se, hvordan din samlede portefølje er sammensat sammenlignet med det indeks (benchmark), du har valgt. Og der er mange valgmuligheder. Har du for eksempel en global portefølje, er der fem forskellige indeks at vælge mellem.
Opret en fiktiv portefølje
X-Ray-funktionen er også et fremragende værktøj at bruge, før du investerer.
Har du for eksempel planer om på sigt at oprette en global portefølje med aktier og investeringsfonde, kan du indtaste de investeringer, du har i tankerne. Så kan du sammenligne, hvordan dine ønsker harmonerer med det indeks, du gerne vil lægge dig op ad – og justere din plan, hvis der er behov for det. Lander du med en overvægt af for eksempel japanske aktier i forhold til indekset, kan du ved at klikke på 'beholdningsdetaljer' se, hvor afvigelsen er størst.
Det er da smart. Og vejen til velovervejede beslutninger.