Denne bogomtale blev bragt i Aktionæren 7, 2020.

Elizabeth Holmes var ikke som de andre børn. Hun drømte ikke om at blive pilot, dyrlæge eller sportstjerne. Nej, hun skulle være milliardær! Og hendes ambitionsniveau blev ikke mindre med tiden: Allerede som 19-årig forsøgte hun at rejse kapital til en forretningsidé, hvor et smart plaster kunne tage blodprøver, hurtigt udregne den korrekte dosis medicin og tilmed sende resultatet til patientens læge.

Men produktet var ren fantasi, og de potentielle investorer gennemskuede hurtigt, at de prangende præsentationer ikke var andet end tom snak. Det stoppede ikke Elizabeth Holmes. Tværtimod. Hendes næste projekt var endnu mere ambitiøst.

Sundhedsvæsenets iPod

Et lille prik i fingeren, og et øjeblik efter har du både diagnose og anbefalinger til behandling. Slut med ubehagelige blodprøver og lange ventetider. Et sådant produkt ville revolutionere lægevidenskaben lige så grundlæggende som antibiotika. Potentialet for at tjene penge var enormt.

Der er ikke noget at sige til, at Elizabeth Holmes’ nystartede virksomhed, Theranos, havde nemt ved at finde kvalificerede medarbejdere til at hjælpe med at gøre teknologien til virkelighed. Og apparatet skulle ikke bare virke – det skulle være perfekt ned i mindste detalje. Som stor fan af Steve Jobs var det derfor helt naturligt, at Elizabeth Holmes satte en tidligere ansat fra Apple i spidsen for designet.

Chefen har altid ret

Men hvordan virkede Elizabeth Holmes’ smarte apparat så? Det var ærligt talt lidt af en gåde – selv for hovedparten af de ansatte hos Theranos. Men virkede, dét gjorde det tilsyneladende. I hvert fald ud fra de demonstrationer af prototyperne, virksomheden viste frem for mulige partnere og investorer.

Mange havde dog en mistanke, om at der var noget galt. Både interne og eksterne eksperter undrede sig over, at det faktisk ikke virkede som om, Elizabeth Holmes vidste særligt meget om den teknologi, der skulle sikre hendes virksomheds succes.

De fleste lærte dog hurtigt at holde deres bekymringer for sig selv. Elizabeth Holmes’ nærmest sygelige fascination af Steve Jobs stoppede nemlig ikke ved at efterabe hans ikoniske stil med sort rullekravetrøje og matchende bukser. Hendes manipulerende og koleriske ledelsesstil mindede ikke så lidt om Jobs’ notorisk brutale måde at håndtere sine ansatte på. At kritisere projektet var det samme som at skrive sin egen fyreseddel.

Et sminket lig

Sandheden var, at teknikken ikke virkede på nogen måde. Men Elizabeth Holmes var en sand mester i at fortælle gode historier. Ved demonstrationer fremviste virksomheden data, der stammede fra andre producenter af blodprøveudstyr. Og estimaterne for den fremtidige indtjening var jo absolut lovende. Faktisk så lovende, at Elizabeth Holmes blev lidt af en berømthed i medierne.

På papiret så det hele altså godt ud. Theranos kunne fremvise partnerskaber og underskrevne kontrakter. I bestyrelsen sad tunge profiler som for eksempel en tidligere amerikansk udenrigsminister. Og mange af de helt store investorer var med på vognen. Elizabeth Holmes havde for længst opnået sin drøm om at blive milliardær – i hvert fald på papiret.

Facaden krakelerer

I 2015 begyndte to professorer i medicin at interessere sig for den teknologi, Theranos hævdede at have opfundet. De fandt hurtigt ud af, at alt var fup og svindel.

Bogens forfatter, John Carreyou, fik nys om sagen og begyndte at skrive om den i Wall Street Journal. Derefter begyndte korthuset hurtigt at falde sammen. Men ikke uden at Elizabeth Holmes kæmpede mod med næb og klør, med trusler mod tidligere ansatte og ved at sende en mindre hær af advokater efter Wall Street Journal. Lige meget hjalp det. Elizabeth Holmes og andre ledere er i dag anklaget for vildledning af investorer samt en lang række andre forhold.

Moralen er ikke til at tage fejl af: Hvis en investering ser for godt ud til at være sand, så er det formodentlig fordi der er noget galt.