Investorviden
Kina-pessimismen er overvældende - men er det med rette?
Billede
”Hold dig langt væk!” ”Bedste aktieinvestering i verden lige nu”. Kinesiske aktier har fået store hug de seneste år, og nogle af verdens førende investorer er dybt uenige, om det er tid til at købe op nu. Vi gennemgår pessimisternes og optimisternes argumenter.
Kinesiske aktier har igennem flere år været en elendig investering. Mens aktiemarkederne i USA, Australien, Indien og store dele af Europa ligger rekordhøjt eller tæt på, så er kinesiske aktier bare faldet og faldet og ligger 30-40 procent – afhængigt af hvilket indeks, der ses på – under toppen i 2021.
Nedturen har været så slem, at kinesiske aktiers andel af de samlede globale aktieværdier er halveret fra 20 procent i 2015 til kun godt 10 procent i dag til en samlet værdi på godt 12.000 mia. USD. Til sammenligning er USA’s globale andel vokset til 48 procent – den højeste andel i 20 år – og i nogle af de mest benyttede globale aktieindeks er amerikanske aktiers andel helt oppe på 63 procent.