Investorviden

IPO-feberen griber om sig i Europa

Billede
Billede

Af
Steen Bech Andersen

Journalist og redaktør på Aktionæren

Det er ikke kun i Danmark, at vi har oplevet rekordmange børsintroduktioner i 2021. Resten af Europa er med på trenden. Europæiske virksomheder hentede i første halvdel af året i alt 332 milliarder kroner ved 223 noteringer, hvilket er mere end dobbelt så meget som i hele 2020.

Største notering var fintech-virksomheden Allfunds Group, der blev prissat til 16 milliarder kroner på børsen i Amsterdam. Allfunds Group har hovedkontor i London og afspejler dermed også en anden trend, nemlig London-børsens faldende status efter Brexit.

Både Deutsche Börse i Tyskland og Euronext-Amsterdam har overhalet London målt på beløb hentet ved IPO’er i 2. kvartal. Målt på antal er vinderen dog Stockholm med 33 noteringer i kvartalet foran London med 20 noteringer og Paris med 17. Nasdaq-børsen i København var med 12 noteringer i kvartalet godt med.