Investér i glade virksomheder
En investering på 1 mio. dollar i de bedste arbejdspladser i starten af 1998 var blevet til $10.346.000 mod $4.161.000 i Russell 3000 Indexet. Et merafkast på 5% i 20 år er ganske bemærkelsesværdigt, og bedre end de fleste professionelle porteføljemanagere kan præstere.
Gælder samme udvikling på det danske aktiemarked?
Det har vi sat os for at undersøge. Jobindex lancerede i starten af 2018 medarbejderevalueringer af arbejdspladser, og det betyder, at vi nu har evalueringer af knap 5.000 danske arbejdspladser, der i alt har over 1.000.000 medarbejdere. Det er den største danske jobglædeundersøgelse nogensinde, og den giver os og de jobsøgende et unikt indblik i, hvad der skaber jobglæde, og hvor der er godt at arbejde.
Kan jobglæde skabe gode aktieafkast?
Vi har sammensat en portefølje af de 10 gladeste børsnoterede virksomheder og vil følge investeringen og skifte ud i porteføljen årligt. På den måde kan vi se, om de gladeste danske virksomheder opnår lige så gode resultater som i USA.
Industrien og den finansielle sektor er de to brancher, der scorer højest på jobglæde i vores undersøgelse, og derfor er der også mange industrivirksomheder og banker med på listen over de gladeste børsnoterede virksomheder. Men de bliver dog overhalet af to virksomheder indenfor underholdningsindustrien.
DFDS
DFDS skaber ikke bare glæde blandt passagererne på Oslo-båden. De har også glade medarbejdere – både på bådene og på hovedkontoret. Så glade, at de ligger nummer 1 på listen over de gladeste børsnoterede virksomheder. Aktien har været påvirket af uroen omkring Brexit, men det har ikke påvirket jobglæden. Så måske er tiden inde til at købe op i aktien, nu hvor det britiske parlament endelig er blevet enige? Aktien faldt med 25% i 2018 og steg med 24% i 2019, men handles stadig til en relativ lav P/E på 11,69.
Tivoli
Ethvert barn kan forklare, hvorfor Tivoli er med på listen. For hvem kan forestille sig et gladere sted at gå på arbejde? Det skulle lige være LEGO, som er Danmarks allergladeste større arbejdsplads, men som desværre ikke er børsnoteret. Tivoli handles til en P/E på hele 42, selvom det er en gammel og moden virksomhed, men Tivoli ejer en af de mest centralt placerede grunde i København, og Pjerrot og alle hans kollegaer er glade for deres arbejdsplads, og det giver en 3. plads på listen over de gladeste børsnoterede virksomheder.
Vestjysk Bank, Spar Nord Bank og Jyske Bank
Finansielle virksomheder ligger som sagt højt på listen, og især de jyske banker formår at skabe jobglæde blandt deres medarbejdere. Det betyder, at der er ikke mindre end tre jyske banker med på årets liste. Vestjysk Bank har haft udfordringer, og for nogle år siden måtte banken have en kapitaltilførsel, og aktien kunne købes for 2 kr. Men i 2019 har banken været blandt højdespringerne med en kursstigning på 58%.
Spar Nord Bank har også klaret sig fint i 2019 med en kursstigning på 24%. Jyske Bank steg til gengæld kun 3% i 2019 og handledes ved årsskiftet til en P/E på 8 og kun 59% af indre værdi, men startede 2020 med at opjustere forventningerne. Så måske er tiden ved at være inde til at købe op i jyske bankaktier?
Lundbeck
Det kommer næppe bag på nogen, at de danske medicinalvirksomheder behandler deres medarbejdere godt. Det er højteknologiske virksomheder, og den virksomhed, der kommer først med et ny lægemiddel, får patentet. Det er derfor ikke nogen overraskelse, at de gør meget for at tiltrække og fastholde de bedste forskere og andre medarbejdere. Lundbeck har som den eneste virksomhed på listen haft et negativt afkast på 11% i 2019, men efter nogle år med nedskæringer er Lundbeck tilbage på sporet, og spørgsmålet er om ikke 2020 bliver året, hvor aktiekursen også gør det?
Novozymes
Novozymes er en del af Novo-familien, der altid har været blandt Danmarks mest attraktive arbejdspladser. Det gør det nemmere at tiltrække de bedste forskere og ingeniører. Novozymes fremstiller enzymer, som bl.a. kan være med til at mindske forbruget af materialer, så det er i høj grad en virksomhed, hvor arbejdet giver mening, og som medarbejderne er stolte af. Og det er vigtigt for jobglæden.
Coloplast
Coloplast er en anden højteknologisk virksomhed, der har klaret sig fantastisk i mange år, og det smitter af på jobglæden og stoltheden blandt medarbejderne. De fremstiller plastikprodukter til f.eks. hospitaler og kan sælge deres produkter til en høj pris på grund af de høje kvalitetskrav. Men med en P/E på 46 er aktien ikke billig. Kan jobglæden fortsætte med at give en langvarig konkurrencefordel, der gør det muligt at fortsætte de flotte resultater?
Netcompany
Netcompany er en af de største danske it-succeshistorier. Netcompany blev stiftet i 2000 og er på 20 år vokset fra 3 til over 2.000 medarbejdere, og de gik på børsen med et brag i 2018 til en kurs på 155. Siden er kursen fordoblet til kurs 317. Netcompany blev i 2018 kåret til Danmarks gladeste it-virksomhed, og der er ingen tvivl om, at evnen til at tiltrække og fastholde de dygtigste medarbejdere er en af hemmelighederne bag deres succes.
Mange vil hævde, at det er nemt at skabe jobglæde, når man har succes, men i Jobindex vil vi hævde, at jobglæden er med til at skabe succesen. For et konsulentfirma har ikke andet end sine medarbejdere, og dygtige it-folk er afgørende for, om et it-projekt bliver en succes. Men med en P/E på 87 er aktien ikke billig, så spørgsmålet er, om kursfesten kan fortsætte ligesom festen blandt medarbejderne?
Demant
Demant blev ramt af hackerangreb i 2019, og det gik udover både aktiekursen og jobglæden. Aktien gav et afkast på 13% og ryger ud af jobglædeporteføljen i denne omgang. Virksomheden blev i 90’erne berømt på Lars Kolinds spaghettiledelse, der skabte både jobglæde, energi og fremgang. Spaghettiorganisationen er siden blevet erstattet af en mere traditionelt styret organisation. Så spørgsmålet er, om virksomheden kan få jobglæden tilbage og komme tilbage på listen?
GN Store Nord
Demant bliver erstattet af en anden producent af høreapparater, nemlig GN Store Nord. Konkurrencen i branchen er hård, og høreapparaterne bliver mere og mere avancerede, og derfor er det afgørende, at man kan tiltrække og fastholde de bedste ingeniører og fortsætte med at producere de bedste produkter. I 2019 klarede GN Store Nord sig rigtigt godt og fik ikke bare fremgang i jobglæden, men også et afkast på 29%.
Gennemsnit
I gennemsnit har de 10 aktier i porteføljen givet et afkast på 21,48% i 2019, hvilket isoleret set er et flot afkast. Men det bredde danske aktieindeks har givet et afkast på 28,76%, så de glade arbejdspladser har klaret sig 7,28% dårligere end aktieindekset. I 2018 gav jobglædeporteføljen et afkast på -4,18% og klarede sig dermed 3,71% bedre end aktieindekset på -7,89%. Men det forudsatte, at man var så heldig at få tildelt aktier i Netcompany til udbudskursen på 155. Ellers var afkastet på -7,43% og merafkastet kun på 0,46%.
Konklusion
Men det interessante er naturligvis, hvordan porteføljen vil klare sig i de kommende år, og om den kan matche det merafkast på ca. 5% pr. år, som de bedste amerikanske arbejdspladser har givet. Der er jo tale om selskaber, der på lang sigt har klaret sig ganske glimrende, og der er ingen grund til at tro, at glade arbejdspladser skulle give et dårligere afkast end andre selskaber. Glade og trofaste medarbejdere giver tværtimod et stærkt fundament til at komme igennem eventuelle kriser. Så den dårlige performance i 2019 kan måske betyde, at de glade aktier kan få et comeback i 2020.
Virksomhed |
Branche |
Aktiekurs |
Børsværdi |
P/E |
K/I |
Afkast |
Jobglæde |
Rederi |
325,00 |
19,055 mia.kr. |
11,69 |
2,08 |
+23,95% |
4,99 |
|
Bank |
3,09 |
2,769 mia.kr. |
10,04 |
1,17 |
+57,65% |
4,88 |
|
Forlystelsespark |
700,00 |
4,002 mia.kr. |
42,48 |
4,35 |
+10,76% |
4,67 |
|
Medicinalfirma |
254,40 |
50,680 mia.kr. |
12,97 |
3,55 |
-10,87% |
4,65 |
|
Enzymer |
326,00 |
77,488 mia.kr. |
28,48 |
8,30 |
+12,07% |
4,54 |
|
Bank |
64,70 |
7,971 mia.kr. |
9,14 |
0,95 |
+23,71% |
4,48 |
|
Plastindustri |
826,40 |
163,944 mia.kr. |
46,09 |
25,82 |
+36,60% |
4,40 |
|
IT-konsulenter |
317,00 |
15,880 mia.kr. |
87,46 |
8,78 |
+44,09% |
4,40 |
|
Elektronik |
313,00 |
44,672 mia.kr. |
35,92 |
8,75 |
+28,77% |
4,34 |
|
Bank |
243,10 |
18,877 mia.kr. |
7,94 |
0,59 |
+3,36% |
4,29 |
|
Høreapparater |
209,80 |
51,584 mia.kr. |
28,23 |
7,30 |
+13,47% |
3,89 |
|
Gennemsnit |
|
|
40,534 mia.kr. |
16,20 |
2,01 |
+21,48% |
4,56 |
GN Store Nord indgår i beregning af alle gennemsnit undtagen historisk afkast, som er eneste gennemsnit, hvor Demant indgår. Gennemsnitstallene er beregnet som harmonisk gennemsnit.
Kaare Danielsen ejer aktier i DFDS, Vestjysk Bank, Spar Nord Bank og Jyske Bank
Analyserne i Aktionæren og på www.shareholders.dk er udtryk for skribenternes vurdering af investeringen lige nu. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som læserne måtte pådrage sig ved at følge anbefalingerne.