Investorviden

Det mest intuitive nøgletal

Billede
Du kan beregne nøgletallet K/IV på to måder: Enten ved at dividere børsværdien med den senest rapporterede egenkapital eller ved at dividere aktiekursen med egenkapitalen per aktie. Nogle gange ses den engelske betegnelse P/BV (Price/Book Value).
Billede

Af
Steen Bech Andersen

Journalist og redaktør på Aktionæren

Nøgletallet K/IV (Kurs/Indre værdi) er muligvis det umiddelbart letteste nøgletal at forstå: Egenkapitalen i en virksomhed er de penge, som er tilbage til aktionærerne, hvis alle aktiver blev solgt til de bogførte værdier og al gæld betalt tilbage. K/IV fortæller, hvor meget du betaler for en krone af denne restværdi. En lav K/IV er et tegn på, at aktien kan være undervurderet.

Hvis egenkapitalen er 200 millioner kroner og børsværdien 100 millioner kroner, vil K/IV være 100/200 eller 0,5. I dette tilfælde vil du altså kunne købe en krone for 50 øre. En valueinvestor vil opfatte aktien som ”billig”. Det er den selvfølgelig også, hvis der kun ses på nøgletallet K/IV. Hvem vil ikke købe 1 krone for 50 øre? Det vigtige er at overveje, hvorfor aktien er billig (eller dyr, hvis K/IV ligger i den anden ende af skalaen) – og at overveje, om det overhovedet giver mening at se på K/IV.

K/IV kan ikke altid bruges
Nøgletallet er nemlig mere relevant i nogle brancher end i andre. For visse brancher er det endda helt uden interesse. Hermed også sagt, at det giver mest mening at sammenligne K/IV for aktier inden for samme branche. Jo mere ens selskaberne er, desto mere kan du bruge K/IV til.

Banker er meget sammenlignelige, fordi de arbejder på det samme marked (i hvert fald, hvis vi kun ser på de rent danske banker) og er underlagt samme lovgivning og samme regnskabsregler. Det er da også ved analyse og sammenligning af bankaktier, at K/IV oftest anvendes. Andre brancher, hvor K/IV kan anvendes meningsfyldt er forsikring, energi, transport og tung industri, som alle er kapitalintensive brancher med store regnskabsmæssige aktiver.

Der er derimod ikke meget information at hente ved at se på K/IV i brancher og virksomheder, hvor du ikke finder de væsentligste aktiver i regnskabet. Det kunne være softwarefirmaer eller medicinalvirksomheder, hvor den virkelige værdi er viden, rettigheder, patenter og kontrakter, som ikke optræder i regnskabet. SimCorp handles for eksempel til K/IV 8, mens Novo Nordisk' K/IV er helt oppe på 23.

Også virksomheder med stærke varemærker handles ofte til værdier af K/IV, som det ikke giver meget mening at tolke på. Pandoras K/IV er tæt på 7, og hvis vi ser på virksomheden med verdens mest værdifulde varemærke, Apple, er K/IV over 40. Det har dog ikke afholdt valueinvestoren over dem alle, Warren Buffett, fra at købe 5,6 procent af Apple – og fortsat købe op – på trods af at tommelfingerreglen for valueinvestorer er at undgå aktier med en K/IV over 3.

Regnskabet fortæller ikke altid det hele
Det er vigtigt at huske, at K/IV er beregnet ud fra de bogførte værdier af aktiverne, som kan være meget forskellige fra markedsværdierne. Det gælder især i rederier, investeringsselskaber og ejendomsselskaber, hvor markedsværdierne af skibe, investeringsportefølje og ejendomme svinger og derfor kan afvige fra værdierne i regnskabet – både i den ene og den anden retning. I denne type selskaber er det derfor en god idé at tjekke regnskabsprincipperne og gerne beregne en justeret egenkapital.

Viden er højt vurderet – fast ejendom og bank er lavt vurderet
Listen med de ti højst vurderede aktier målt på K/IV er domineret af selskaber, hvor materielle aktiver som bygninger og maskiner er mindre væsentlige for virksomhedens succes, mens immaterielle aktiver som viden, patenter og rettigheder spiller en større rolle.

Det gælder for medicinalvirksomheder som Novo Nordisk og Zealand Pharma og for IT-firmaer som cBrain og SimCorp.


I gruppen af ”billige” aktier finder vi flere ejendomsselskaber, hvor aktiemarkedet tilsyneladende vurderer værdien af selskabernes ejendomme lavere end den bogførte værdi.

De fleste danske banker handles til en K/IV under 1. Billigst er Danske Bank med en K/IV på blot 0,5, men efter afklaringen af størrelsen af hvidvaskbøden, må rabatten på Danske Bank-aktien forventes at blive reduceret.