Investorviden

Børsmæglerens alternative placeringer

Billede
Hvorfor har Saxo Bank Danmarks største private samling af nutidskunst? Hvorfor bliver de udenlandske kontorer indrettet som hovedkontoret i København? Og hvorfor står der en dinosaurus i kantinen?
Billede

Af
Steen Bech Andersen

Journalist og redaktør på Aktionæren

Mange kan sikkert huske Saxo Banks succesfulde cykelhold. og nogle husker måske endda bankens knap så succesfulde engagement i Formel 1. De færreste er derimod klar over, at sideløbende med de to sportsaktiviteter har Saxo Bank opbygget Danmark største, private samling af moderne, dansk kunst.

Kunst kan ikke måles i rekorder og pokaler, men bankens satsning på dansk nutidskunst har været en succes, når det gælder øget medarbejdertilfredshed og fælles identitet på tværs af lande. Det er i hvert fald den klare overbevisning hos Tina Bundgaard, der er personlig assistent for bankens direktør, Kim Fournais, og ansvarlig for kunst og indretning af såvel hovedkontoret i Hellerup som bankens mange kontorer verden over.

Billede

Bankens forbindelse til kunstverdenen kan spores helt tilbage til den ene af stifterne, Lars Seiers, ungdomsår, hvor han voksede op sammen med Kristian

Hornsleth, der i dag er blandt Danmarks store navne inden for billedkunst og fortsat “huskunstner” hos Saxo Bank. I dag ejer banken omkring 80 værker af Kristian Hornsleth. De første værker blev naturligvis købt meget billigt, da Kristian Hornsleth var ukendt for 25 år siden og formodentlig havde brug for pengene. Under finanskrisen udbyggede banken sin kunstsamling kraftigt, så hvis samlingen skulle realiseres i dag, kunne der uden tvivl realiseres en pæn gevinst.

Den sorte svane i bestyrelseslokalet er et
symbol og en påmindelse om risikoen for
totalt uforudsete begivenheder, der kan vende
op og ned på markederne på et øjeblik.

Dansk kunst til udenlandske kontorer

Men Tina Bundgaard pointerer at køb af kunst ikke sker med investering for øje og at salg kun sker, når et kunstværk af den ene eller den anden grund ikke længere passer ind i samlingen. Det er for eksempel besluttet at skille sig af med værker med religiøst eller seksuelt eksplicit indhold, for at alle bankens kunder og medarbejdere, både i København og i de internationale datterselskaber, skal kunne glæde sig over kunstudsmykningen på lige fod.


Til gengæld holder banken fast i det danske særpræg, også ved indretning af kontorer i udlandet, for at fastholde og understrege bankens rødder og identitet. Fokus er derfor på danske kunstnere, og ud over Kristian Hornsleth er kunstnere som Christian Lemmerz, Michael Kvium, Sys Svinding, Allan Otte og Morten Schelde godt repræsenteret. Hertil kommer huskunstnerne, som i denne sammenhæng er kunstnere, der løbende laver bestillingsværker til banken. Anne Tholstrup og Bentemarie Kjeldbæk er de to andre medlemmer af gruppen af huskunstnere.

Billede

Der knytter sig anekdoter til mange af værkerne, som ofte ikke kun valgt på grund af deres kunstneriske kvaliteter, men også fordi de fortæller en historie, som Saxo Bank kan spejle sig selv i.

Det gælder blandt andet det måske mest kendte værk i samlingen, “Drengen På Vippen” af Michael Elmgreen og Ingmar Dragset (se foto til højre). Værket hedder egentlig “Catch Me Should I Fall” og er for Tina Bundgaard en illustration af Saxo Banks vilje til at overvinde egne begrænsninger og kaste sig ud i det ukendte.

 

                                                                                                                                            Både begyndere og garvede børsmæglere må en
                                                                                                                                            gang i mellem tage springet ud i det ukendte.

Kunst, men også meget mere

Ikke al bankens dekoration er egentlige kunstværker. Den store reproduktion af et dinosaurusskelet i bankens kantine er en påmindelse om, at man skal udvikle sig for ikke at bukke under, og for at alle medarbejdere husker denne pointe, står der i stort set samtlige udenlandske kontorer et tilsvarende skelet - om end ikke helt af samme størrelse.


Bankens fortid inden for sport er heller ikke gemt af vejen. I receptionen står to Formel 1 biler, mens cykelholdets bedrifter mindes i en særlig “Hall of Fame”, hvor ikke blot cykelholdets præmier, men også bankens æresbevisninger fra brancheorganisationer og magasiner er udstillet.


En af de mest eftertragtede anerkendelser, nemlig diplomet fra Dansk Aktionærforenings kåring af Saxo Bank som Årets Børsmægler 2019, har dog fået en særligt fremtrædende placering på Kim Fournais’ kontor.

Billede

Du kan se mere om Saxo Banks kunstsamling på www.collection.saxo