Investorviden

Aktieligaen: Roskilde 3 i udbrud

Billede
Der er tilsyneladende ikke sket de store forskydninger i toppen siden opgørelsen i Aktionæren nr. 1 per 14/1. Fire ud af fem klubber har bevaret deres plads i Top 5, men graver man lidt dybere, er der alligevel interessante ting at observere.
Billede

Af
Steen Bech Andersen

Journalist og redaktør på Aktionæren
Billede

DAF Roskilde 3 er nu for alvor stukket af fra feltet med et afkast på 26,6 procent siden starten i oktober. Klubben har dygtigt ompositioneret porteføljen i lyset af virusudbruddet i Kina og solgt to af de største positioner. Det drejer sig om AMD, som har 40 procent af salget i Kina og den kinesiske elbilproducent, Nio Limited. Klubbens tre største positioner er nu det canadiske mineselskab GT Gold Corp samt danske cBrain og Zealand Pharma.

Fredericia Speed har løftet foden fra pedalen og kun forbedret sit afkast med 0,9 procentpoint siden midten af januar. Klubben holder dog andenpladsen og porteføljen er uændret.

Ny på tredjepladsen er Gynger & Karruseller, der endnu engang lever op til sit navn og springer fra en placering som nr. 5 i midten af januar til en tredjeplads. Hos Gynger & Karruseller er det især Teva, der trækker læsset. De to andre favoritaktier er det hollandske biotekfirma, Galapagos, og endnu et canadisk guldmineselskab, Jaguar Mining.

Oasen, der lå nr. 3 sidst, er den eneste af de førende, der må registrere et negativt afkast siden midten af januar. Det skyldes blandt andet kursfald i rederiet Torm, hvor de skærpede krav til svovlindhold i fuelolie ikke har givet det forventede løft i aktiekurserne for produkttankrederier. Også rederiet BW LPG har skuffet Oasen.

I bunden har tre klubber negativt afkast, hvilket er en mindre end for 14 dage siden.

Og husk at der endnu er otte måneder tilbage af dysten. Vinderen bliver først fundet 1. oktober og alt kan ske.

God investeringslyst!