Investorviden

Årets Børsmægler 2019: Spurtsejr til Saxo Bank

Billede
Et nyt navn endte på toppen af podiet ved dette års kåring af Årets Børsmægler, mens Nordnet fortsat er nummer et, når det gælder antallet af brugere blandt Dansk Aktionærforenings medlemmer.
Billede

Af
Steen Bech Andersen

Journalist og redaktør på Aktionæren

I lighed med tidligere år har Dansk Aktionærforening kåret Årets Børsmægler. Det skete på InvestorDagen i København den 24. september. Kåringen baserede sig på en undersøgelse blandt foreningens medlemmer kombineret med en række objektive kriterier om omkostninger ved handel og depot.


Antallet af besvarelser var i år en smule lavere end i 2018, formodentlig fordi undersøgelsen fandt sted i sommerferieperioden. En række tendenser går dog igen. Således er Nordnet fortsat den mest benyttede børsmægler blandt medlemmerne. Ikke mindre end 207 ud af 406 deltagende medlemmer anvender Nordnet. Herefter følger Danske Bank, Nordea og Saxo Bank.


Nordnet har siden 2007 vundet titlen som Årets Børsmægler ti gange og matchede faktisk sin score fra 2018, både hvad angår kundetilfredshed og hvad angår de objektive kriterier. Det var dog ikke tilstrækkeligt til at generobre titlen, der i år går til Saxo Bank, som ikke var med i opløbet sidste år.


Samtidig er Saxo Banks sejr ganske utvetydig. Både i medlemsundersøgelsen og med hensyn til omkostninger kommer banken fra Hellerup ind som nummer et. Hvis man graver lidt dybere i tallene, er det især på områder som information og adgang til flere børser, at Saxo Bank vinder terræn i forhold til konkurrenterne, og i det hele taget er kundetilfredsheden helt i top.

Nordnet er mest anvendte mægler

Det kunne også tænkes, at det har trukket fra hos Nordnet, at man ikke tilbyder adgang til obligationshandel eller aktiesparekonto. Ikke desto mindre ender Nordnet som en klar nummer to og kan fortsat bryste sig af at have den klart største andel af brugere blandt Dansk Aktionærforenings medlemmer.


Alm. Brand Bank klarer sig pænt på de objektive kriterier og er næstbilligste bank, men må nøjes med en samlet tredjeplads, da medlemmernes vurdering trækker i den anden retning. Det skyldes muligvis problemer med tilvænning til den nye handelsplatform. Når kendskabet til platformen er udbredt blandt alle bankens kunder, kan Alm. Brand Bank vise sig at blive en farlig outsider næste år.


Nordea tager fjerdepladsen trods gode karakterer for overblik over depot og portefølje. Manglende driftsstabilitet, begrænset adgang til flere børser og høje omkostninger trækker ned.

Mange tilfredse kunder hos Danske Bank

Danske Bank klarer sig rigtigt pænt med hensyn til kundetilfredshed, men er til gengæld den dyreste børsmægler vurderet ud fra de tre scenarier, der ligger bag vurderingerne. Danske Bank ender dermed på femtepladsen.

Degiro, som vandt i 2017 og sidste år delte øverste plads på podiet med Nordnet, deltog slet ikke i årets kåring, da man undlod at levere input til den objektive del af undersøgelsen. Heller ikke Sydbank, Jyske Bank og Nykredit leverede input og er derfor heller ikke med i feltet.