Investorviden

Lars Rohde: Voldsomheden var overraskende

Billede
Billede

Af
Jørn Nielsen

Forhenværende redaktør på Aktionæren

Hvad lærte du af finanskrisen?


”Da finanskrisen brød ud i 2008, var jeg direktør for ATP, og som så mange andre blev jeg overrasket over den voldsomhed, krisen ramte med.”


”Historien viser, at bank- og finanskriser kommer med jævne mellemrum. De seneste 150 år har vi således været vidne til mindst otte kriser. Den seneste krise viste, at bankerne ikke var kapitaliserede godt nok. Meget er heldigvis sket de seneste ti år. Både i Danmark og uden for landets grænser er der taget omfattende initiativer for at gøre det finansielle system mere robust og dermed søge at hindre, at lignende alvorlige kriser kan opstå og udvikle sig i fremtiden. Krav til kapital og likviditet er skærpet. Derudover er der etableret ordninger, så store banker i en krisesituation kan afvikles på en måde, der ikke rammer privatkunder. Derudover vil det fremover primært være ejere og investorer i en nødlidende bank, som skal bære tabene og ikke skatteyderne.”


”Når det er sagt, så vil jeg gerne minde om, at det af uhyre vanskeligt at forudse, hvornår den næste krise kommer, og hvilken karakter den har. Der er en tendens til, at beslutningstagere – akkurat som generaler – udkæmper den forrige krig. Derfor gælder det om at være agtpågivende og spejdende, da den næste krise kan komme fra en helt anden kant, end vi har oplevet tidligere."


Hvad burde private investorer have lært af finanskrisen?


”Nationalbanken begiver sig ikke af med at rådgive hverken private eller professionelle investorer, men det bør stå klart for enhver, at der er en risiko forbundet med investering i aktier og andre finansielle produkter.”


”Afkast og risiko hænger sammen som ærtehalm. Hvis det forventede afkast er højt, så er risikoen det også.”

<< Gå tilbage til "Det lærte vi af finanskrisen"