Spekulerede mod Tesla og fik ulidelig weekend
I et helt år havde Lars Hytting overvejet at spekulere i et kursfald til Tesla-aktien. Da han en fredag eftermiddag i november endelig gjorde alvor af overvejelserne og tog en kort position, kunne han ikke være i sig selv i en hel weekend. Om mandagen solgte han igen sin korte position i Tesla-aktien. Med tab.
”Da lærte jeg, at det ikke ligger i mit DNA at spekulere i kursfald. Jeg kan bedre lide at købe og holde aktier. Hvis jeg havde beholdt det produkt, som jeg gik kort i aktien med, kunne jeg have tredoblet min indsats, men jeg lærte bare, at det ikke er noget for mig,” siger aktiechef i Artha Kapitalforvaltning, Lars Hytting.
Til gengæld har han stor appetit på danske aktier, som han mener er ’gennemsyret af kvalitet’.
”Det er heller ikke et billigt aktiemarked. Men en BMW er også dyrere end en Kia, og det er der en grund til,” lyder det fra aktiechefen, der overlader investeringer i globale aktier og ikke mindst i emerging markets til samarbejdspartnere, der i stigende grad består af passivt forvaltede fonde.
”For jeg kan ikke følge med i et selskab ovre i Brasilien. Jeg har rigeligt at gøre med at agere i det danske og nordiske aktiemarked,” siger han i månedens investorinterview.