Aktiechef: Her er outsiderne der kan stikke af på børsen i 2022
Hvordan vil du karakterisere aktieåret 2021?
Et stærkt aktieår, men med flere sving end vi har set længe. Vi har dog ikke haft en korrektion på 10 procent, men under overfladen har der været korrektioner i selskaber og sektorer. Markedet er kørt op drevet af genåbning og økonomisk vækst, og så har markedet frygtet stigende inflation og renter. Derfor har investorerne skiftet mellem vækst- og valueaktier.
Hvilke risici ser du i 2022?
Det bliver et mere udfordrende år for aktierne end det, vi går ud af. Vi går fra et marked med høje forventninger til, at økonomien kunne buldre afsted, og samtidig drevet af pengepolitiske stimuli. Det har været et drømmeaktiemarked. Nu går vi ind i et år, hvor den frie likviditet begynder at blive begrænset. Nogen ser risiko for stagflation, som er det allermest giftige for aktiemarkedet. Centralbankerne siger, inflationen er midlertidig, men der er ting, der peger på det modsatte. Selskaberne får sværere ved at levere på toplinjen, fordi der er problemer i forsyningskæderne, og flere store selskaber siger, at det ikke bliver bedre i første halvår af 2022.
Få aktietips hver uge - tilmeld dig nyhedsbrevet her
Hvilke afkast forventer du i 2022?
Indtjeningsvæksten er tilstrækkelig til et afkast på 5 procent, når året er omme. Det bliver med væsentligt større udsving end i 2021, og vi kommer ikke uden om korrektioner på 10 procent. Centralbanker og politikere vil ikke i samme grad som hidtil holde en hånd under markedet. Selvom jeg kun forventer et afkast på 5 procent, er aktiemarkedet dog alligevel interessant, for der er ingen alternativer, hvis du vil have et afkast. Hvis renterne hæves, kan der dog pludselig være et alternativ, og så kommer aktierne ned i pris.