Storbankens 10 forudsigelser for 2025: Sådan går det danske aktier
Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktietips hver uge.
Danske Banks chefstrateg, Frank Øland, har udpeget 10 scenarier for global økonomi, geopolitik og de finansielle markeder, som han ser størst sandsynlighed for i løbet af 2025. Bemærk, at det udelukkende er spådomme – den faktiske udvikling kan dermed sagtens blive en anden.
Herunder kan du se, hvordan Frank Øland forventer udviklingen i de kommende 12 måneder.
1. USA fortsætter med at være verdens vækstmotor
Væksten hjælpes på vej af massive investeringer i kunstig intelligens og præsident Trumps erhvervsvenlige politik med deregulering, selskabsskattelettelser mv. Det amerikanske arbejdsmarked fortsætter med at være stærkt og understøtter det amerikanske forbrug. På aktiemarkedet bredes fremgangen i endnu højere grad end i år ud fra de såkaldte Magnificent Seven-aktier (Apple, Microsoft, Amazon, Alphabet, Meta, Nvidia og Tesla) til de brede aktieindeks og ikke mindst de amerikanske small cap-aktier, altså de lidt mindre børsnoterede selskaber, som typisk har en større andel af deres afsætning på det stærke hjemmemarked."
2. Fred i Ukraine
"Trump har lovet fred på 24 timer. Det sker ikke, men efter lange forhandlinger lykkes det endelig at lave en fredsaftale med nogle svære kompromiser. Det sender energi- og fødevarepriser lidt nedad. Reaktionen i aktiemarkedet er kortvarig, som den ofte er med geopolitiske begivenheder – hvad enten de er positive eller negative. Genopbygningen af Ukraine er en enorm opgave, der så småt kommer i gang, og det gavner blandt andet europæisk byggeri og industri.
LÆS OGSÅ: Fundamentalporteføljen laver afkast på 3.700 procent - se porteføljens 11 aktier
3. Renterne bliver sat massivt ned i Europa
Svag vækst og vigende inflation får Den Europæiske Centralbank til at levere en perlerække af rentenedsættelser, så den pengepolitiske rente kommer ned fra 3 pct. til omkring 1,5 pct. ved årets udgang, Nulrenter og negativer renter bliver igen diskuteret som en mulighed, men det bliver ikke noge,t vi kommer til at opleve i 2025, da der trods alt stadig er lidt liv i europæisk økonomi.
4. Uelskede europæiske aktier kommer ind i varmen igen ...
Selv om væksten i Europa ikke er prangende, så får aktiemarkedet lidt hjælp fra faldende renter, freden i Ukraine og lidt mere politisk stabilitet, end 2024 bød på. En gradvis rotation i den økonomiske aktivitet fra servicesektoren mod fremstillingssektoren hjælper også Europa – især Nordeuropa, der traditionelt er relativt industritungt. Der er dog bekymrende tegn på, at det længe ventede opsving i industrien i nogen grad går uden om Europa.
5. … men danske aktier underperformer for tredje år i træk
Heller ikke i 2025 kan de danske aktier følge med det det amerikanske aktiemarked. Det skyldes til dels sektorsammensætningen, hvor medicinalindustrien rammes af prispres, grøn energi ikke rigtig får medvind, og transport lider under at globaliseringen er gået ned i gear.
6. Handelskrigen udebliver
Selv om Trump har truet med bål og brænd – eller i hvert fald høje toldsatser – så bliver handelskrigene med Kina, Mexico og Europa ikke rigtig til noget. Der bliver indført høje toldsatser på kinesiske varer, men rigtig mange varer bliver undtaget. Det gælder ikke mindst de halvfabrikater, som skal bruges i den amerikanske produktion. Trump får nogle indrømmelser på papiret - Kina lover fx at gøre noget ved handelsbalancen, Mexico øger deres grænsekontrol, og Europa skruer op for deres forsvarsinvesteringer. Samtidig er lysten til at ramme de amerikanske forbrugere på pengepungen ved at gøre udenlandske varer dyrere trods alt begrænset.
Hvis der mod forventning kommer massive tariffer, så vil det være en overraskelse for mange investorer. Mens Trumps erhvervsvenlige politikker er indregnet i de finansielle markeder, så er høje tariffer ikke blevet indregnet. Hvis de kommer, vil det kunne sende nogle chokbølger gennem aktiemarkedet.
LÆS OGSÅ: Lægger to udbytterkonger i amerikansk udbytteportefølje
7. Kina kan ikke få gang i væksten
Kina har svært ved at få gang i den økonomiske vækst, selv om handelskrigen udebliver. Myndighederne prøver godt nok med flere stimuli-pakker, men ingen af dem er store nok til for alvor at imponere. Boligmarkedet forbliver underdrejet, og forbrugertilliden kan ikke rigtig komme op af kulkælderen. Udenlandske virksomheders appetit på at investere i Kina er ligeledes meget behersket, og Europa prøver at gøre det lidt sværere for Kina at sælge billige varer direkte til europæiske forbrugere. Alt i alt en svær cocktail, som medfører, at kinesisk vækst og det kinesiske aktiemarked går endnu et svært år i møde.
8. Der kommer en korrektion på aktiemarkedet
Der kommer en korrektion på aktiemarkedet i 2025, dvs. et fald i aktiekurserne på mindst 10 pct. fra en nylig top. Korrektioner kan forekomme som reaktion på fx økonomiske nyheder eller geopolitiske begivenheder, der udløser et brat skifte i investorstemningen. Investorerne er i øjeblikket meget optimistiske, og risikoen for pludselige stemningsskift i 2025 er bestemt til stede. Den udløsende faktor kan være, at Trump siger eller gør noget ”dumt”, som får markedet til at overreagere. Når Trump så ser investorernes reaktion (han tjekker efter sigende aktiemarkedet løbende), vil han hurtigt ændre kurs, og markedet vil rette sig igen.
Når der kommer en korrektion, er det vigtigt at bevare roen. Er du langsigtet investor, og de underliggende fundamentale forhold er uændrede, så er der ikke grund til at ændre i investeringsstrategien. Hvis du er mere opportunistisk og vurderingen er, at den underliggende case er uforandret, så kan det endda være en købsmulighed. Korrektioner er ofte midlertidige, og aktiemarkedet kan hurtigt komme tilbage og sætte nye rekorder. Det så vi fx efter den bratte nedtur i august i år.
LÆS OGSÅ: Vækstporteføljen tæsker markedet med stort merafkast - se aktierne
9. Kunstig intelligens stormer frem
Kunstig intelligens (AI) er en katalysator for omfattende forandringer og nye investeringsmuligheder. Interaktion med AI bliver så normalt, at det bliver en del af vores dagligdag, som vi gør brug af nærmest uden at tænke over det. AI bliver i stigende grad et konkurrenceparameter i alle sektorer og alle typer virksomheder. På aktiemarkedet er det heller ikke længere de store teknologivirksomheder der oplever de største kursstigninger drevet af AI, men derimod de selskaber, der med nye anvendelsesmuligheder kan skære markant i omkostningerne, få konkurrencefordele eller skabe helt nye markeder.
10. Verden opruster
Behovet for oprustning er intakt, selv om der kommer fred i Ukraine. Særligt hvis en fredsaftale indebærer, at Ukraine afgiver land til Rusland, vil Ruslands nabolande og NATO være bekymret for, hvad Putin finder på næste gang. Den næste krig udkæmpes i endnu højere grad med droner, robotter og massiv brug af kunstig intelligens, så det er også her, forsvarsindustrien investerer massivt.
Med risikoen for hybridkrig bliver beskyttelse af infrastruktur og ikke mindst energiproduktion og elnet en topprioritet. Med den stigende digitalisering vil der også blive oprustet massivt på cybersikkerhed. Virksomheder og regeringer vil investere massivt i at beskytte deres data og systemer mod de stigende trusler fra cyberkriminalitet, hvilket også vil føre til strammere reguleringer og avancerede sikkerhedsteknologier.
Abonner på vores Youtube-kanal her:
Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. De nævnte aktier er ikke købsanbefalinger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved køb.