Analyser

Luksusaktier: Europas sidste styrkeposition

Billede
Hvis du ikke har råd til en Ferrari, et smykke fra Cartier eller et Omega-ur, kan du i det mindste købe aktier i virksomhederne bag de eftertragtede luksusbrands – og tjene penge på de mennesker, der har råd.
Billede

Af
Peter Smed

Cand.polit. og investeringsrådgiver hos Solvent Invest

I Europa har vi mærkevareproducenter, som forbrugere – også uden for Europa – er villige til at betale en høj pris for. Dybest set kan mere prisvenlige alternative ofte løse de samme opgaver som luksusprodukter, men tøj handler ikke kun om at holde varmen, et ur ikke kun om at se hvad klokken er, og en bil ikke kun om at komme fra A til B.

Luksusbrands handler i stedet om den opfattelse, vi har af os selv, og om de signaler, vi udsender. Derfor er den væsentligste vækstskaber for luksusmarkedet, at andelen af velhavende mennesker i verden ventes at stige yderligere i de kommende år. Således er der analyser, der viser, at antallet af dollarmillionærer vil stige fra cirka 63 millioner i 2021 til mere end 88 millioner i 2026, svarende til en årlig vækst på 6 procent.

Ikke monopol, men næsten
Under corona oplevede luksusmærkerne en markant tilbagegang, da forbrugere ikke kunne komme udenfor, og derfor ikke havde samme mulighed for at købe og anvende luksusgoderne. Efterspørgslen er nu ikke bare tilbage på niveauet fra før, men i yderligere fremgang.

Styrken ved superbrands er, at de næsten arbejder under monopollignende vilkår. Der findes billigere alternativer, men hvis mærket er stærkt nok, vil forbrugerne nærmest betale hvad som helst for et par sko, et ur eller en bil.

Adgangsbarriererne til luksusmarkedet er heller ikke alene er et spørgsmål om at investere tilstrækkeligt mange penge i at opbygge et brand: Tid og historik er også vigtige faktorer. Det tager simpelthen mange år at opbygge et luksusvaremærke.

Samlet giver det producenten den fordel, at han kan prissætte sit produkt, næsten som han lyster, og i nogle tilfælde virker det nærmest som om, at jo højere prisen er, desto mere stiger efterspørgslen. Det giver meget attraktive indtjeningsmuligheder og -marginaler.

Luksus lever sit eget liv
Det sidste år er aktiekurserne på de bedste mærkevareproducenter mere end fordoblet. Kinas genåbning har spillet ind, men kursudviklingen skyldes også, at investorerne ser luksusproducenterne som sikre havne i en tid, hvor der ellers er lagt i kakkelovnen til en opbremsning i forbruget. Kunderne til de dyreste brands er ikke så påvirkede af den generelle økonomiske udvikling: Under nedturen efter finanskrisen leverede den franske modevirksomhed Hermès således omsætningsvækst hvert år.

Det er denne robusthed, investorerne er villige til at betale en høj pris for.