Analyser

En gambler med udbytte

Billede
Billede

Af
Per Juul

direktør, Juul Value Invest

Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktietips hver uge.

Kindred Group er en svensk udbyder af online sports- og kasinospil, hvor deres største mærke er Unibet. Selskabet har aktiviteter i de fleste vesteuropæiske lande samt lande i Asien og efter liberaliseringen af lovgivningen nu også i USA. 

Selskabet blev sidste år – som flere andre udbydere – hårdt ramt af, at de måtte lukke ned for deres hollandske hjemmesider, da de hollandske myndigheder ikke mente, de levede op til lovgivningen. De hollandske sider er atter åbne, og det betyder stor vækst i omsætningen sammenlignet med sidste år. I andet kvartal steg omsætningen 29 procent sammenlignet med året før. Sidste år var faldet dog tilsvarende, så sammenlignet med 2021 er væksten kun moderat. Holland er dog endnu langt fra oppe på fulde omdrejninger.

Det svirrer mere eller mindre konstant med rygter om selskaber, der skulle være interesserede i at købe Kindred – herunder ikke mindst amerikanske og britiske konkurrenter. Den nuværende pris virker meget moderat, så det giver luft til, at en eventuel byder kan tilbyde en fornuftig kurspræmie. P/E er ganske vist 16,1 i forhold til årets forventede indtjening – men målt i forhold til 2024 – hvor Holland atter forventes at bidrage fuldt ud til bundlinjen – er P/E blot 11,6.

Udbyttet giver et relativt godt afkast på 4 procent, og selskabet reducerer antallet af aktier med omkring 2 procent årligt, hvilket alt andet lige øger indtjeningen per aktie med 2 procent. Dermed skal der ikke meget vækst til at retfærdiggøre aktiekursen. Næste år forventes omsætningen at stige knap 10 procent og året efter 8 procent. Bundlinje og indtjening per aktie forventes at stige endnu mere. Holder det stik, er det alt rigeligt til at retfærdiggøre den nuværende prissætning.

Kindred er generelt glad for yderligere lovregulering, da den ofte favoriserer større spillere, der bedre kan bevare lønsomhed trods stigende afgifter og regulering.  

 

Børskode
Stockholm: KIND SDB

ISIN
SE0007871645

www.
kindredgroup.com

Anbefaling
KØB


Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. Synspunkter og anbefalinger svarer ikke nødvendigvis til Dansk Aktionærforenings holdninger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved at følge anbefalinger i Aktionæren, nyhedsbreve og/eller shareholders.dk.