Analyser

Alphabet fanget på den forkerte fod

Billede
Billede

Af
Anders Bæk

Tech-investor, analytiker og civilingeniør

Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktietips hver uge.

Alphabet har i dag en markedsværdi på 1.200 milliarder dollars, hvilket gør dem til verdens fjerdemest værdifulde firma. Alphabet er et holdingselskab, der ejer Google og flere andre datterselskaber såsom videoplatformen YouTube, Waymo, der arbejder med selvkørende biler, og DeepMind, der netop er udviklingslaboratoriet for kunstig intelligens bag Chat GPT.

Alphabet præsenterede i 2022 en omsætningsstigning på 10 procent til 283 milliarder dollars. Bundlinjen faldt 21 procent til 60 milliarder dollars på grund af faldende annonceindtægter. Aktien handles lige nu til en P/E på 19, hvilket er i den lave ende for et så stort firma i tech-industrien.

Reklameindtægterne fra Google udgjorde 70 procent af selskabets indtjening (80 procent, inklusive reklameindtægter fra YouTube), og Google sad på søgemaskineområdet med en markedsandel på 85 procent.

Alphabet står stærkt på flere forretningsområder, men der er dukket ting frem over de senere år, som har gjort mig påpasselig som investor: Først og fremmest har Alphabet ikke formået at diversificere deres forretning i nævneværdig grad. Derfor læner selskabet sig i dag primært op af annonceomsætningen fra Google. Det kan vise sig at være en ugunstig situation i en verden, hvor store teknologiske bølger kan vende brancher på hovedet næsten over night – præcis som ChatGPT nu har gjort det for søgemaskinerne.

Derudover har Alphabet oplevet en række fejlslagne projekter over de seneste år, senest Google Stadia, der skulle være en slags Netflix for spil. Samtidig tyder meget på, at de blev taget på sengen af lanceringen af ChatGPT. Det tegner ikke et billede af en stærk og innovationsdrevet ledelse.

Man må dog heller ikke undervurdere Alphabet: De er et af verdens førende tech-firmaer med nogle af de dygtigste specialister indenfor blandt andet kunstig intelligens. Men de har travlt, for vinderen i søgeindustrien bliver aktøren med den stærkeste chatrobot, der præcist kan besvare og servicere brugerne.

Anders Bæk Møller ejer aktier i Alphabet og afventer selskabets næste træk før yderligere køb eller salg.

Børskode
GOOG

ISIN
US02079K1079

www.
abc.xyz

Anbefaling
Afvent Køb


Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. Synspunkter og anbefalinger svarer ikke nødvendigvis til Dansk Aktionærforenings holdninger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved at følge anbefalinger i Aktionæren.