Opturen i Maersk Drilling lader stadig vente på sig
For Jack-Up segmentet, som p.t. står for 2/3 af omsætningen hos Maersk Drilling, er kapacitetsudnyttelsen for den markedsførte kapacitet steget fra 80% til 84% henover 3. kvartal.
Den totale kapacitetsudnyttelse ligger stadig i niveauet 70-75%, og blandt de oplagte er flere rigge, som før eller siden må forventes at blive skrottet og således aldrig nå tilbage på markedet.
En beslutning om skrotning afhænger af en række faktorer udover rateniveauet. Det er bl.a. faktorer som de periodiske eftersyn, der kan være bekostelige og er nødvendige for at en rig kan få lov til at bore.
For jack-up segmentet er aktiviteten stigende, og kontraktlængderne øges, men for de mere avancerede flydende enheder (boreskibe og semi-submersibles) er momentum ikke så stærkt endnu, selvom der på det seneste har været et par skrotninger i den inaktive del af kapaciteten.