Aktieudsigt

Uge 7: To C25-selskaber rapporterer

FLSmidth og Genmab kommer med regnskab, ligesom også det tidligere C25-selskab Simcorp rapporterer om tingenes tilstand. Senere på ugen fortæller Den Europæiske Centralbank om de økonomiske udsigter.
Billede

Af
Trine Vestergaard

Journalist, MarketWire

Den høje og tiltagende inflation er fortsat øverst på dagsordenen hos centralbanker og virksomhedsledere, der skal navigere i stigende priser, højere omkostninger og forstyrrelser i forsyningskæderne. Det har rettet blikket mod centralbankcheferne, antallet af renteforhøjelser og ikke mindst timingen. Senest har James Bullard, chef for den amerikanske centralbank Federal Reserves afdeling i St. Louis, torsdag sagt, at han nu foretrækker en dobbelt renteforhøjelse på 50 basispoint på bankens næste rentemøde midt i marts. Han vil heller ikke afvise, at Federal Reserve kan hæve renten mellem de planlagte rentemøder.

Midt på ugen bliver der offentliggjort mødereferat fra det seneste møde i rentekomitéen FOMC under den amerikanske centralbank Federal Reserve. Sidste gang, det skete, sendte det chokbølger gennem markedet, fordi referatet afslørede en markant mere høgeagtig pengepolitik end tidligere meldinger. I Den Europæiske Centralbank, ECB, ventes den første renteforhøjelse at kunne ske til december.

Mandag
Ved ugens start er der ord fra centralbankchef Christine Lagarde, der står i spidsen for den Den Europæiske Centralbank, ECB. Hun taler i parlamentet klokken 17. 

Tirsdag
Softwareselskabet Simcorp leverer ugens første store regnskab, og samtidig det første regnskab, efter selskabet blev erstattet af Jyske Bank i C25-indekset tilbage i december.

Simcorp har henover hele året fastholdt sine forventninger til 2021 om en omsætningsvækst i niveauet 6 til 11 pct. og en overskudsgrad (EBIT-margin) i niveauet 24,5 til 27,5 pct. Begge målt i lokal valuta. Estimater fra Bloomberg baseret på otte analytikere forudser en omsætning på 488.125 mio. euro for 2021, og det svarer til en stigning i omsætningen på 7,1 pct. Samtidig venter de en omsætning på 530.625 mio. euro i 2022.

Onsdag
Genmab skal onsdag i vælten, men her er størstedelen af spændingen udløst, da der allerede er offentliggjort salgstal for kræftmidlet Darzalex fra den amerikanske partner Johnson & Johnson. Darzalex-salget er i fjerde kvartal opgjort til 1645 mio. dollar mod ventet 1636 mio. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. Samlet løb Johnson & Johnsons salg af Darzalex dermed op i 6023 mio. dollar i 2021. Det er lige under midten af Genmabs seneste opjusterede salgsprognose for Darzalex, der forudså en omsætning på 5900-6200 mio. dollar.

FLSmidth har også allerede løftet lidt af sløret for sit fjerde kvartal, da foreløbige regnskabstal blev offentliggjort 27. januar. Her fremgik det, at FLSmidth er kommet bedre ud af 2021, end ingeniørkoncernen havde ventet. Omsætningen i fjerde kvartal løb op i cirka 5,1 mia. kr., hvilket bragte årets samlede omsætning op på cirka 17,6 mia. kr. Det er en bid mere end den seneste prognose på en omsætning på 16-17 mia. kr. Tallene vidnede ifølge Sydbank-analytiker Mikkel Emil Jensen om, at ingeniørkoncernen har oplevet god mineaktivitet de sidste måneder af 2021, som kan være fortsat ind i 2022.

Onsdag bliver der også offentliggjort mødereferat fra det seneste møde i rentekomitéen FOMC under den amerikanske centralbank Federal Reserve.

Torsdag
Den Europæiske Centralbank, ECB, løber med en del af opmærksomheden torsdag, når banken offentliggør økonomiske udsigter.

For nogle af dagens interessante nøgletal skal blikket rettes mod USA, hvor der offentliggøres tal for påbegyndt boligbyggeri og nytilmeldte ledige. I USA er borerigselskabet Noble Corporation også klar med regnskab. Noble står over for en sammenlægning med danske Maersk Drilling, der i forbindelse med sit regnskab ugen forinden meddelte, at fusionsplanerne skrider planmæssigt frem. Som en del af fusionsaftalen skal det nye selskab skabe synergier for 125 mio. dollar årligt. Det skal ske gennem effektiviseringer, fyringer og afskaffelse af dobbeltfunktioner.

Fredag
Ugen sluttes af med foreløbige forbrugertillidstal fra både eurozonen og Danmark. I februar ventes forbrugertilliden i eurozonen at være minus 8, mens den måneden forinden var minus 8,5. I Danmark var tallet i sidste måned minus 1,5.