
Uge 17: Tesla giver indblik

Ugen efter påskeferien kan meget vel igen blive påvirket af meldingerne fra USA, hvor præsident Donald Trump næsten på daglig basis har nye udtalelser om toldkrigen, som markedsdeltagerne forsøger at tage bestik af. Der vil også være fokus på, hvordan handelskrigen påvirker de forskellige nøgletal, der drysser in i løbet af ugen, herunder strømmen af PMI-tillidsindikatorer onsdag. Det er også i denne uge, at markedet skal samle op efter flere lukkedage i Danmark og en enkelt amerikansk lukkedag fredag. Mens handlerne har haft mulighed for at være væk fra skærmene i Danmark, var der fortsat åbent i Europa torsdag, hvor Den Europæiske Centralbank afsluttede sit rentemøde med efterfølgende ord fra centralbankchef Christine Lagarde.
Mandag
De store europæiske aktiemarkeder holder mandag fortsat lukket i forbindelse med 2. påskedag. Også det danske marked holder fortsat påskelukket. I stedet kan handlerne rette blikket mod USA, som har åbent igen efter at være lukket fredag. Der er dog ingen væsentlige amerikanske regnskaber i kalenderen, mens der først sent på eftermiddagen kommer nøgletalsnyt i form af opgørelsen over ledende indikatorer i USA.
Tirsdag
Det danske marked åbner igen efter påsken. Her kan en opgørelse fra Danmarks Statistik af forbrugertilliden i april give et indblik i, hvordan handelskrigen har påvirket stemningen hos danskerne. Også fra eurozonen kommer der foreløbige tal for forbrugertilliden i april. Mens der ikke er danske regnskaber på menuen tirsdag, så er tyske SAP klar til at gøre status for årets første tre måneder. Fra USA er giganter som Tesla og Lockheed Martin også regnskabsaktuelle. Ikke mindst regnskabet fra Tesla vil få opmærksomhed, efter at salget af Tesla-biler er styrtdykket på mange markeder - blandt andet påvirket af topchef Elon Musks gebærden og støtte til den amerikanske præsident Donald Trump.
Onsdag
Der venter indblik i indkøbschefernes vurdering af den økonomiske situation i Japan, Europa og USA, når der onsdag lander en sand sværm af PMI-tal. I første omgang tikker der tal ind fra den japanske industri- og servicesektor hen over natten. Op ad formiddagen kommer så den foreløbige aprilopgørelse for Tyskland efterfulgt af eurozonen, mens de foreløbige amerikanske PMI-tal lander i løbet af eftermiddagen.
Kreditbanken og NTR er regnskabsaktuelle for deres første kvartal. ISS og Coloplast får konkurrencenyt med regnskaber fra henholdsvis Coor Service og Boston Scientific, mens der for Unibrew kommer bryggerinyt fra finske Olvi, som blandt andet ejer Bryggeriet Vestfyen. AT&T, Boeing og IBM er blandt de øvrige udenlandske selskaber, som er regnskabsaktuelle onsdag.
Torsdag
En temperaturmåling for erhvervssektoren i Tyskland vil torsdag kunne give et indblik i humøret hos de tyske selskaber. Stemningen forbedres i marts, hvor den tyske regering vedtog en ambitiøs investeringsplan, der skal sætte skub i det tyske forsvar og landets industri. Tolduroen fra USA hærger dog stadig og kan lægge en dæmper på det gode humør. Regnskaberne står i kø torsdag, og fra egne breddegrader venter blandt andet Tivolis regnskab for første kvartal. For de DSV-interessede investorer er der nyt fra Kuehne+Nagel, inden DSV selv gør status for første kvartal 30. april. Regnskabet er blevet skubbet en dag frem, efter at den danske transportkoncern har fået alle godkendelser for overtagelsen af DB Schenker. Derfor vil man ved regnskabet også løfte sløret for planerne i det samlede selskab. Fra udlandet venter også regnskaber fra varekonglomeraterne Nestlé, Procter & Gamble og Pepsico sammen med bilproducenten Renault og en lang række andre selskaber. Efter børslukning gør den amerikanske chipproducent Intel status for sit første kvartal. Torsdag fragår desuden retten til udbytte i aktier fra DAB, Parken og Sampo.
Fredag
Regnskabssæsonen for første kvartal ruller fredag videre på lavt blus. Herhjemme er der blandt andet regnskab fra onlineforhandleren Boozt, mens investorer med interesse for FLSmidth, Novonesis eller Vestas kan se frem til regnskaber fra brancherne. Vestas-interesserede investorer kan således se frem til nyt fra den tyske konkurrent Nordex, mens investor i FLSmidth kan spejde mod USA, hvor konkurrenten Caterpillar rapporterer for sit første kvartal. Slutteligt er der branchenyt til Novonesis, når amerikanske Sensient Technologies gør status for årets tre første måneder. Fredag fragår dertil udbytte fra Tivoli, Skako, Papirfabrikken og SP Group. Der er ikke mange nøgletal at komme efter fredag. Her vil højdepunktet være den endelige udgave af Michigan-tillidsindekset for april, der opgøres af University of Michigan. I den foreløbige opgørelse faldt indekset markant til 50,8 fra 57,0.