Aktieudsigt

Uge 49: Smykke- og chipproducent med nye tal

Billede
Harboe aflægger regnskab for det forskudte andet kvartal. På det amerikanske kontinent kommer softwaregiganten Oracle og chipproducenten Broadcom også med nye tal. Desuden er der regnskab fra stor amerikansk Pandora-konkurrent.
Billede

Af
Jakob Due Jakobsen

Journalist, MarketWire

Aktiefesten har varet i godt to måneder nu, hvor det amerikanske Dow Jones-indeks sluttede sig til rækken af aktiemarkeder, der er gået i bull marked. For det amerikanske eliteindeks skete det efter en tale fra den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, der bekræftede, at tempoet for centralbankens rentestramninger sandsynligvis allerede vil manifestere sig ved rentemødet midt i denne måned.

Han understregede også, at centralbanken, Federal Reserve, ikke vil crashe økonomien gennem renteforhøjelser samt undgå en overstramning af politikken. Efter en meget tung uge målt på økonomiske nøgletal bliver den kommende uge mere stille, hvor opmærksomheden blandt andet vil være på ISM-erhvervstililden for servicesektoren og en Universtiy of Michigan-forbrugertillid.

Opmærksomheden vil blandt andet blive rettet mod regnskaber fra USA, hvor Pandora-investorerne får regnskabsnyt fra den amerikanske smykkeforhandler Signet, og i teknologisektoren er Broadcom og Oracle klar med friske tal. Fra den hjemlige børsscene er Rias og Harboes klar med regnskaber.

Mandag

Markedsdeltagerne vil mandag skulle tage bestik af udfaldet af søndagens virtuelle Opec+-møde. Her venter olieanalytikere, at gruppen står så over for så meget usikkerhed, herunder kinesiske efterspørgselsudsigter og EU’s prisloft på russisk råolieeksport, at kursen ikke kan ændres nu.

Novo Nordisk-investorerne kan mandag se frem mod fase-1-detaljer om Amgens fedmemiddel AMG 133 fra WCIRDC-konferencen den 3. december. Det er ifølge Handelsbanken et af de mest hypede fase-1-aktiver, og det ventes særligt at få opmærksomhed, når Amgen indgår en partnerskabsaftale om lægemidlet. Her ventes britisk-svenske Astrazeneca at være mest sandsynlig. Novo Nordisk kan ifølge Handelsbanken potentielt se frem til konkurrence fra AMG 133, da 64 pct. af det forventede salg i fedmemarkedet i 2027 ventes at stamme fra Novos Semaglutid.

De amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i servicesektoren, ISM Services, faldt i oktober til 54,4 fra 56,7 måneden før, hvor økonomerne kun ventede et fald til 55,3. Mandag eftermiddag leveres opgørelsen for november, hvor økonomer adspurgt af Bloomberg News venter et fald til 53,7. Dermed ventes fortsat et indeks på over 50, der indikerer skillelinje mellem fremgang og tilbagegang. Niveauet er også fortsat over det for industrien, der ligger omkring 50. ISM-indekset for servicesektoren bundede i april 2020 i 26,7 - som følge af coronakrisen - men har mod slutningen af krisen sat rekord af flere omgange - senest i oktober 2021 med 69,1.

Tirsdag

Der er nyt om markedet til Pandora fra den amerikanske smykkeforhandler Signet, som tirsdag over middag aflægger sit regnskab for det forskudte andet tredje, der dækker cirka en måned mere end Pandoras tredje kvartal. I forbindelse med regnskabet for andet kvartal skuffede Signet med prognosen for tredje kvartal, hvilket betyder, at helårsprognosen er vægtet mere mod fjerde kvartal, der omfatter den meget vigtige juleperiode. Derfor vil opmærksomheden især være rettet mod meldinger om forventningerne til det igangværende fjerde kvartal. Signet nedjusterede sine forventninger i starten af august, og smykkeselskabet fortalte i forbindelse med halvårsregnskabet, at det fortsat venter et skifte i forbruget væk fra smykkekategorien og over mod oplevelseskategorien.

Onsdag

Plastkoncernen Rias har trukket en smule overraskelse ud af onsdagens forskudte årsregnskab, efter at selskabet opjusterede sine forventninger i slutningen af september i forbindelse med annonceringen af Karsten Due som ny topchef. Rias opjusterede forventningerne til driftsresultat (EBIT) på 21,5-22 mio. kr. fra tidligere ventet 19-20 mio. kr.  Den forretningsmæssige udvikling i selskabets industri- og byggeriområde har i de sidste måneder af regnskabsåret 2021/22 udviklet sig noget bedre end tidligere forventet, skrev Rias, der også henviste til, at efterspørgslen på byggeriområdet efter sommerferien ikke vist den forventede lavere omsætning.

Det pressede luftfartsselsakb SAS er onsdag klar med trafiktal for november. Opgørelsen for oktober viste et fald i passagerantallet til 1,9 mio., hvor der fortsat mangler en del for at komme op på niveauet fra før corona på 2,8 mio. i oktober 2019. Her har pilotstrejken i juli i år ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef hos Sydbank, medført et efterslæb på tæt ved 200.000. Passagerindtægterne på 2,6 mia. svenske kr. er også under niveauet fra oktober 2019 på 3,4 mia. svenske kr.

Torsdag

Harboes produkter sælger bedre, men bryggeriet tjener mindre på grund af stigende omkostninger til blandt andet energi. Det var konklusionen efter regnskabet for det første kvartal af regnskabsåret 2022/23. Omsætningen steg mere end 10 pct., men EBITDA-indtjeningen blev mere end halvåret som følge af betydelige udfordringer med fortsat stigende priser på råvarer, emballager, transport og energi. Torsdag aflægges regnskabet for det forskudte andet kvartal.

Den amerikanske chipproducent Broadcom er i torsdagens eftermarked klar med regnskab for det forskudte fjerde kvartal. I forbindelse med regnskabet for tredje kvartal udtalte topchef Hock Tan, at selskabet forventer en solid efterspørgsel på tværs af slutmarkederne i fjerde kvartal, hvilket afspejler fortsatte investeringer hos kunderne i næste generations teknologier inden for datacentre, bredbånd og trådløs teknologi. Broadcom venter i fjerde kvartal at nå en omsætning på 8,90 mia. dollar og en EBITDA-margin på omkring 63 pct.

Fredag

Oracle er fredag i ilden med sit regnskab for det forskudte andet kvartal, efter at den amerikanske softwaregigant leverede en mindre skuffelse på bundlinjen i sit første kvartal på grund af den stærke dollar, mens omsætningen omvendt var en tand bedre end ventet. Den bedre end ventede omsætning var blandt andet drevet af en opløftende udvikling i den vigtige cloud-forretning. I slutningen af november fik Oracle dårligt nyt fra Salesforce og Snowflake, der skuffede med deres salgsprognoser for det igangværende kvartal. Cloud-aktierne har hængt i bremsen, da selskaber, der spenderede massivt på teknologi under coronapandemien, nu sparer.

Forbrugertilliden fra University of Michigan bundede i juni i 50 efter at have været på en længere nedtur fra tæt ved 90 i foråret 2021 og over 100 før coronakrisen ramte. I den foreløbige opgørelse for december ventes et mindre fald til 56,0 fra 56,8 i november, og niveauet ventes dermed fortsat at holde sig tæt på bunden som følge af usikkerhed over høj inflation, stigende renter og høj sandsynlighed for en recession til næste år.

Den store kræftkonference American Society of Hematology, ASH, der i år finder sted i New Orleans i perioden 10-13. december, begynder lørdag den 10. december. Danske Genmab skal dog først præsentere sine data ved et event mandag den 12. december.