Uge 32: Endnu en opjustering fra Novo Nordisk?
Frygt for en hård landing for verdens største økonomi har fået investorerne til at trække følehornene til sig og søge ly i statsobligationerne. End ikke øget håb om en rentenedsættelse til september fra den amerikanske centralbank har kunnet fastholde smilet på investorernes læber. Efter en uge med meget tunge nøgletal byder den kommende uge ikke på nøgletal af samme vægt, men mandagens ISM-erhvervstillid for servicesektoren vil blive studeret for flere tegn på et forværret forretningsmiljø. Opmærksomheden vil derfor især blive rettet mod regnskaber, hvor den danske regnskabssæson for alvor kommer i omdrejninger. Novo Nordisk indtager regnskabsscenen onsdag, hvor også Mærsk er klar med sine tal. Genmab leverer også tal og blandt sidepapirerne lander regnskaber fra blandt andet NTG, Norden og Ringkjøbing Landbobank.
Mandag
Finansdeltagerne vil mandag eftermiddag kigge mod den amerikanske ISM-erhvervstillidsopgørelse for servicesektoren, hvor der i juli ventes en markant forbedring til 52,7 i forhold til den store skuffelse i juni, hvor indekset dykkede med 5 point til 48,8. Faldet var især drevet af et dyk på 11,6 point, det største siden april 2020, i forretningsaktivitetsindekset, mens ordrerne hos serviceudbydere dykkede for første gang siden slutningen af 2022.
Tirsdag
Transport- og logistikkoncernen Nordic Transport Group, NTG, er tirsdag efter lukketid klar med sine tal for andet kvartal. Regnskabet kommer, efter at den større konkurrent fra Vestegnen, DSV, leverede et regnskab, der blev godt modtaget på aktiemarkedet. DSV var hjulpet af en tidlig højsæson samt højere fragtpriser, da rederierne som en konsekvens af uroen i Det Røde Hav har sendt skibene syd om Afrika. DSV gav bunden af prognoseintervallet et lille løft. For 2024 venter NTG et justeret driftsresultat på 500-580 mio. kr.
Den store amerikanske producent af entreprenørmaskiner, Caterpillar, er klar med sine tal for andet kvartal tirsdag over middag. Det kan give en indikation for den globale økonomis sundhedstilstand samt et mindre fingerpeg om udviklingen i minesektoren. Sidstnævnte kan være af interesse for FLSmidth-investorerne.
Onsdag
Danmarks med længder største selskabet målt på markedsværdi, Novo Nordisk, ventes i første kvartal at fortsætte de høje vækstrater drevet af GLP-1-porteføljen inden for både diabetes og fedme. Hos Sydbank venter senioranalytiker Søren Løntoft Hansen, at en gradvis tilføjelse og opskalering af produktionskapaciteten igennem første halvdel af 2024 kan give sig udslag i en opjustering af helårsprognosen i forbindelse med onsdagens regnskab for andet kvartal. Novo Nordisk opjusterede også prognosen i forbindelse med regnskabet for første kvartal. Sydbank venter en vækst på 32 pct. i salget af den én gang ugentlige diabetesbehandling, Ozempic, og et fortsat stort vækstbidrag fra fedmebehandlingen Wegovy. I den forbindelse ses frem mod meldinger om opskalering af produktionskapaciteten.
A.P. Møller – Mærsk har allerede trukket det meste af overraskelsesmomentet ud af onsdagens regnskab, efter at rederiet torsdag eftermiddag opjusterede sine forventninger til driftsindtjeningen målt på både EBITDA og EBIT med 2 mia. dollar. Opjusteringen er drevet af fortsatte forstyrrelser i forsyningskæderne forårsaget af situationen i Det Røde Hav, som nu forventes at fortsætte mindst indtil årets udgang, samt en robust efterspørgsel i containermarkedet. Mærsk fremlagde samtidig enkelte tal for andet kvartal, hvor omsætningen landede på 1,8 mia. dollar, mens EBITDA-indtjeningen landede på 2,1 mia. dollar. På den baggrund vil fokus blandt andet være på omkostningerne, da længere sejlruter syd om Afrika medfører et større brændstofforbrug, og da oliepriserne samtidig er steget.
Vestjyske Ringkjøbing Landbobank er også i ilden med sine tal onsdag morgen. Banken leverer regnskab, efter at mange af konkurrenterne på det danske bankmarked har opjusteret forventningerne.
Siemens Energys regnskab for sit forskudte tredje kvartal kan ifølge Bloomberg vise, at energikoncernen, hvis Gamesa-division er konkurrent til Vestas, kan være foran sin turnaround-plan målt på salgsvækst og indtjeningsmargin. Regnskabet lander onsdag morgen klokken 7.30.
Torsdag
Genmabs regnskab for andet kvartal lander torsdag efter lukketid, hvor der vanen tro allerede er landet salgstal for de fleste af selskabets udviklede produkter, der markedsføres af partnere. Det gælder blandt andet for den storsælgende kræftbehandling Darzalex, der sælges af Johnson & Johnson, og Kesimpta til behandling af multipel sklerose, som markedsføres af Novartis. Darzalex-salget landede i andet kvartal på 2,88 mia. dollar, hvilket var 3 pct. over analytikerprognosen. Genmabs seneste prognose forudser, at Johnson & Johnson sælger Darzalex for mellem 10,9 og 11,5 mia. dollar i år. Heraf venter Genmab at modtage royalties på 12,6-13,3 mia. kr.
Rederiet Norden er torsdag morgen klar med sine tal for andet kvartal. I årets tre første måneder blev overskuddet efter skat mere end halveret som følge af modvind fra højere charteromkostninger inden for tørlast, mens tankaktiviteterne klarede sig godt, og det samme gjorde rederiets investeringer i aktiver, hvilket bidrog positivt til indtjeningen og højere aktivværdier. Fokus vil i forbindelse med regnskabet også være på meldinger om, hvordan konflikten i Mellemøsten og Det Røde Hav har påvirket indtjeningen.
Torsdag over middag vil Novo Nordisk-investorerne kigge mod USA og regnskabet fra konkurrenten Eli Lilly. Her vil der især være fokus på salget af fedmebehandlingen Zepbound, der konkurrerer med Novos Wegovy.
Fredag
Makromæssigt vil markedsdeltagerne kigge efter inflationstal. Natten til fredag lander forbruger- og producentpriser fra Kina, der måske vil vise, at den indenlandske efterspørgsel er forbedret i verdens største økonomi. Fredag morgen og formiddag leveres endelige forbrugerprisopgørelser for juli fra Tyskland og Italien.