Aktieudsigt

Uge 27: Chr. Hansen, Bang og Olufsen samt kongetal i fokus

Remote video URL
Se ugens vigtigste begivenheder på aktiemarkedet her. Flere danske aktieselskaber offentliggør nye tal.
Billede

Den forgangne uge startede nervøst og med sivende aktiekurser. Det skete som følge af bekymringer for, om centralbankernes kamp for at få bugt med inflationen kommer til at give et større tilbageslag i økonomien. Stemningen blev dog bedre som ugen skred frem, efter at amerikanske nøgletal viste stærkere modstandskraft mod de højere renter. Derudover viste inflationstal fredag fra eurozonen en udvikling tæt på det ventede, og de bidrog dermed ikke yderligere til markedsbekymringerne. I uge 27 er den helt store nøgletalsmæssige begivenhed fredagens jobrapport fra USA. Fra Europa er det en relativ tynd uge i forhold til nøgletal, og sommerferien må også forventes at lægge en dæmper på aktiviteten på finansmarkederne. Investorerne kan dog se frem til et par interessante regnskaber herhjemme fra Chr. Hansen og Bang & Olufsen.

Mandag

De amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i fremstillingsindustrien, ISM, udgør mandagens vigtigste nøgletal. Målingen for maj viste et mindre fald til 46,9 fra 47,1 måneden før, men hvad vigtigere var, at prisindekset samtidig faldt til 44,2 fra 53,2. Her var konsensus en aflæsning på indeks 52,3.  I mandagens opgørelse for juni venter økonomer adspurgt af Bloomberg News en lille stigning til 47,1 fra 46,9 i maj for den samlede aktivitet.

Fra Japan offentliggøres den kvartalsvise Tankan-rapport fra den japanske centralbank, Bank of Japan. Rapporten opsummerer udsigterne blandt landets store virksomheder. Den forrige rapport viste et fald i tilliden til plus 1 i første kvartal fra plus 7 i fjerde kvartal 2022. Økonomerne havde ventet, at virksomhedernes optimisme var dalende, og forudså en aflæsning på plus 3 ifølge Bloomberg News. Forventningsindekset viste desuden plus 3 mod fjerde kvartals indeks på plus 6.

Det kinesiske erhvervstillidsindeks Caixin PMI for fremstillingsindustrien ventes at vise en lille svækkelse i mandagens opgørelse for juni. Økonomerne estimerer ifølge Bloomberg et fald i indekset til 50,0 fra 50,9 måneden før. Tallet for servicesektoren og det samlede kinesiske PMI offentliggøres onsdag.

Tirsdag

De amerikanske finansmarkeder holder lukket på grund af fejringen af nationaldagen 4. juli.

Japanske Fast Retailing, der ejer af Uniqlo-tøjselskabet, kommer med salgstal for juni. Aktien i tøjkoncernen har været godt kørende de seneste år med en næsten firdobling af kursen over ti år. Derved er koncernen målt på markedsværdi gået betydeligt forbi den svenske konkurrent Hennes & Mauritz. Ambitionerne fejler heller ikke noget, da Fast Retailing har et mål om mere end tredoble salget over de næste ti år til 71 mia. dollar.

Dagen byder også på tyske handelstal, hvilket kan give en indikation af udviklingen i eurozonens største økonomi. I april steg eksporten fra Tyskland med 1,4 pct., mens importen faldt 0,4 pct.

Herhjemme offentliggør Nationalbanken tal for udviklingen i valutareserven i juni. I maj steg valutareserven med 0,3 mia. kr. til 603,3 mia. kr. Nationalbanken intervenerede ikke i valutamarkedet i maj løb.

Onsdag

Den amerikanske centralbank offentliggør onsdag aften referat fra sit seneste rentemøde den 14. juni, hvor renten blev fastholdt i intervallet 5,00-5,25 pct. efter ti renteforhøjelser på stribe. Der var dengang stor fokus på det såkaldte dot-plot skema, hvor centralbankens beslutningstagere giver udtryk for deres renteforventninger, for det fremgik nemlig, at de venter yderligere to renteforhøjelser.

Efter mandagens kinesiske erhvervstillidstal, PMI, for fremstillingssektoren, bliver der onsdag suppleret op med en tilsvarende opgørelse for servicesektoren og det samlede kinesiske PMI-tal. Tallet for servicesektoren ventes at vise en lille tilbagegang til 56,2 fra 57,1 måneden før, fremgår det af Bloomberg News.

Torsdag

Chr. Hansen aflægger regnskab for sit forskudte tredje kvartal, efter at ingredienskoncernen leverede et opløftende regnskab for andet kvartal. Her skabte yderligere fremskridt i implementeringen af prisstigninger skabte grobund for en opjustering af forventningerne til den organiske salgsvækst samt de frie pengestrømme. I starten af juni fik Chr. Hansen dog negativt nyt fra specialkemikaliesegmentet, da britiske Croda leverede en skuffende prognose. Her kunne det britiske selskab melde om lagernedbringelse hos kunder i forbruger- og industrislutmarkeder, der fortsætter ind i andet halvår samt aftagende momentum i plantebeskyttelse. Chr. Hansen er i fuld gang med en fusion med Novozymes. En handel der blev meddelt den 12. december sidste år - med Novozymes som køber. Tidshorisonten på sammenlægningen er fortsat fjerde kvartal i år eller første kvartal næste år, da myndighederne skal godkende opkøbet, for Novozymes bliver en meget stor spiller på markedet sammen med Chr. Hansen i det nye selskab.

Elektronikkoncernen Bang & Olufsen har igennem den seneste årrække måttet løbe i modvind med røde bundlinjer samt faldende likviditet, og selskabet har ad flere omgange været nødt til at rejse kapital. De seneste år har selskabet være udfordret af coronakrisen på globalt plan med øgede fragtrater og stigende priser på mikrochips samt truslen om en recession og deraf faldende efterspørgsel. Elektronikselskabets forskudte tredje kvartal skuffede ved et stort underskud som følge af faldende efterspørgsel i Kina, hvor genåbningen efter corona skabte ny smitte og ikke førte til en genrejsning i det ventede omfang. Torsdag leverer Bang & Olufsen tal for fjerde kvartal, hvor fokus vil være på, om der er set bedring i Kina samt på prognoser for det nye regnskabsår.

Fra USA offentliggøres ADP’s beskæftigelsesrapport over det private amerikanske jobmarked, der bruges som en indikator for den officielle arbejdsmarkedsrapport fra det amerikanske beskæftigelsesministerium, som udsendes fredag. I sidste måned overraskede rapporten markant positivt ved at vise en stigning på 278.000 job i maj. I opgørelsen for juni estimerer økonomerne et lidt lavere niveau på 250.000.

Den amerikanske supermarkedskæde Costco Wholesale kommer med salgstal for juni. Måneden før rapporterede koncernen en omsætning på 18,45 mia. dollar, hvilket var 1,2 pct. over niveauet i samme periode året før. Det sammenlignelige salg viste dog et fald på 0,3 pct.

Fredag

Fredag er dagen for den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for juni. Mange betegner det som månedens vigtigste nøgletal, da det giver et fingerpeg om tilstanden på jobmarkedet i verdens største økonomi. Fokus er sædvanligt på jobskabelsen, men også udviklingen i lønningerne og arbejdsløshedsprocenten er centrale størrelser i rapporten. Jobrapporten for maj viste, at der blev skabt 339.000 nye job uden for landbruget. Langt mere end ventede 195.000 stillinger. Og mere end jobskabelsen i april på 294.000 job. Rapporten indeholdt imidlertid også elementer, der trods alt pegede i retning af en afkøling. Væksten i timelønningerne aftog, og ledigheden steg overraskende til 3,7 pct. Antallet af ugentlige arbejdstimer faldt desuden, og det fremhæves ofte, at arbejdsgiverne typisk skærer ned på timetallet, før de fyrer medarbejdere. For juni venter økonomerne en jobskabelse på 200.000 og et fald i arbejdsløsheden til 3,6 pct. En lavere end ventet jobskabelse og et yderligere fald i lønvæksten kan give den dataafhængige centralbank lidt mere albuerum til at slække stramningsretorikken.

Fra Norge kommer der tal for udviklingen i bruttonationalproduktet, BNP, i maj. Udviklingen var noget sløj i april, hvor økonomien skrumpede 0,4 pct.

Luftfartsselskabet SAS er også på banen med trafikstatistik for juni. Her skal selskabet prøve at leve op til de positivt takter fra måneden før, hvor det havde en vækst i passagertrafikken målt på antal fløjne passagerkilometer (RPK) på 26,3 pct. SAS forbedrede i maj desuden belægningsprocenten med 5,7 pct.point fra samme måned året før til 77,1 pct. Et negativt punkt var dog et fald i den såkaldte valutajusterede yield, der dækker over omsætningen per fløjet passagerkilometer, på 1,9 pct. i maj til 1,08 svenske kr.