
Uge 26: Flügger og Nike på vej med tal

Meldinger om en fortsat stram pengepolitik fra blandt andet den amerikanske centralbanks førstemand, Jerome Powell, har på det seneste været med til at holde investorstemningen lidt nede.
Om inflationsudviklingen i Europa går hurtigt nok mod centralbankens mål på 2 pct., vil sløret blive løftet for i slutningen af den kommende uge, hvor der leveres foreløbige forbrugerpristal fra flere af de største økonomier i eurozonen.
Centralbankcheferne fortsætter med at indtage rampelyset, hvor dirigenterne fra Federal Reserve, ECB, Bank of England og Bank of Japan deltager i en paneldebat onsdag. Mens investorerne afventer starten på regnskabssæsonen for andet kvartal, lander der i løbet af ugen regnskaber fra blandt andet amerikanske Nike og herhjemme fra Flügger.