Aktieligaen: Se aktien, der trækker førerhold til tops
Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktietips hver uge.
En flok kolleger hos revisionsfirma Robek i Grenaa har lagt sig i spidsen af Aktieligaen. En liga, hvor 22 hold lige nu dyster om titlen om at blive Danmarksmester i investering.
Nu, hvor den første måned er gået, er det tid til at lave den første status, og derfor har vi talt med holdkaptajn på førerholdet Team Keabor, Ove Kvist.
Holdet og dets seks deltagere har i gennemsnit skabt et afkast på 63.000 kroner den første måned med udgangspunkt i den fiktive million, de hver især startede med at investere i spillet.
"Vi har været heldige med, at de fleste på holdet har købt Tesla-aktien. Det lever vi højt på i øjeblikket. Vi ligger cirka med halvdelen i nordiske aktier og halvdelen i amerikanske," afslører holdkaptajn Ove Kvist overfor Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev.
Han fortæller ligeledes, at det ikke er en langsigtet strategi, der har bragt holdet i front.
"De fleste har stukket fingeren op i luften og vurderet, hvad de tror på i morgen - og så er de gået knap så meget efter, hvad de tror på bliver godt om et år. Strategien har karakter af, at der bliver satset," siger Ove Kvist, der understreger, at med en konkurrence, der strækker sig over kun fire måneder, er det vækst og kursraketter, der bliver ledt efter.
"Der er blevet skudt med spredehagl," griner han og fortæller at holdet som helhed har gjort alt andet end det, Dansk Aktionærforening normalt prædiker.
Han fortæller, at halvdelen af deltagerne på holdet er yngre kolleger, der ikke har investeret privat. Den anden halvdel - inklusive ham selv, der har været medlem af Dansk Aktionærforening i mange år - har rigtige penge i aktiemarkedet.
Håneretten er vigtig
Selvom holdkaptajnen er tilfreds med at ligge nummer 1 i Aktieligaen, er det dog ikke uvæsentligt med den interne konkurrence blandt kollegerne, fortæller han.
"Det er sjovt med håneretten, og der bliver kommenteret på både dem, der ligger øverst og dem, der ligger nederst på vores eget hold," fortæller han.
Som nævnt er det især Tesla-aktien, der har sendt de lokale revisorer fra Grenaa til tops. Siden Aktieligaen blev skudt i gang den 17. januar, er Tesla-aktien steget hele 55 procent.
Efter Tesla-aktiens himmelfart: "Elon Musk-effekten er tilbage"
Et hav af vinderaktier
Blandt de andre vinderaktier hos førerholdet er SAAB, der er steget med 20 procent, Spotify samt en mere traditionel bilproducent, nemlig General Motors Company. Også danske DSV har bidraget til holdets succes.
Når vi tager et kig bag kulisserne hos de førende hold kontra de hold, der ligger i bunden, kan vi konkludere, at det er holdets samlede positive stigning, som gør, at det ene hold fører, og det andet ikke gør - det er altså ikke nok, at tre ud af fem spillere klarer sig helt suverænt (måske endda bedre, end nogle af spillerne på førerholdet), hvis de tilbageværende to spillere enten har ingen eller en negativ udvikling i porteføljen.
Meget kan nå at ske i Aktieligaen, der fortsætter gennem hele foråret og først slutter 17. maj 2023. Vi vil fortsat løbende dække stillingen.
Læs mere om Aktieligaen og følg stillingen her.
OBS: Alle tal samt førerstillingen er fra d. 15. februar.