Presseomtale

Negativ rente med positiv effekt

Billede
De negative renter har en positiv, men overset effekt, nemlig at det er blevet mere attraktivt at investere aktivt.
Billede

Af
Mikael Bak

Direktør i Dansk Aktionærforening

En bankbog er ikke et sted for private formuer. Det står klart efter at Anders Dam og Jyske Bank i sidste uge meldte ud, at private kunder fremover skal betale 0,75% for indskud over 750.000 kr. Inden længe følger andre banker sandsynligvis trop, og snart gælder det måske også for mindre beløb. Selv om der reelt er tale om en ny indtjeningsmodel for bankerne, så er der måske alligevel en positiv effekt af de negative renter. De mange private midler kan nemlig gøre større gavn ude hos de danske virksomheder.

 

Hos Dansk Aktionærforening har vi længe sagt, at det koster penge at have penge stående i banken. Vores budskab til de private opsparer er, at de skal tage stilling og melde sig ind i kampen. Et medlemskab hos en uafhængig forening koster kun en promille af, hvad bankerne tager i gebyrer, og hvis man som privat investor sætter sig ind i fordele og ulemper ved fx aktive og passive fonde og enkeltaktier, ja så gør man noget godt - ikke bare for egne penge, men også for samfundet. 

 

Den nye regering har sammen med pensionskasserne lovet flere penge til grønne investeringer, og alt respekt for det. Men hvor skal pengene komme fra på lang sigt? I en tid hvor pensionskasserne får sværere og sværere ved at vise afkast, og regeringen samtidig kan se frem til at mangle penge til pensionerne om 20-30 år, så handler det om, at vi skal have de private formuer fra alle samfundslag ud at arbejde.   

 

De eneste der taber på negative indlånsrenter på den lange bane er bankerne. For hvis helt almindelige mennesker ikke længere kan have penge stående i banken, og heller ikke kan få konkrete investeringstips af deres bankrådgiver, så mister banken sin betydning. Vi glæder os til en fremtid med langt stærkere konkurrence blandt handelsplatforme og fintech-virksomheder, og til at få større indflydelse, indsigt og billigere priser. Men det sker kun, hvis vores nye regering husker på, at flere investeringer ikke kommer med højere skatter, og hvis vi hver især tør vise bankerne, at vi godt selv kan.

 

Tak, Anders Dam, fordi du minder os om, at vi alle skal tage stilling og investere vores penge aktivt!  

 

Artiklen blev bragt i Dagbladet Børsen 25. september 2019