23. januar 2013 kl. 00.00
Virksomhedsobligationer er en god investering
Nye specielle erhvervsobligationer egner sig bedst til professionelle, men virksomhedsobligationer er stadig en god investering for den private investor. Få overblik over de nye tiltag, samt hvordan du investerer i virksomhedsobligationer.
Af Nicoline Kjelland
Denne side stammer fra vores gamle hjemmeside og kan derfor se lidt underlig ud, mangle billeder etc. Hvis du støder på noget, som gør det svært at læse indholdet, så skriv gerne til webmaster@shareholders.dk
Danmarks vækst skal sættes i gang, men virksomhedernes muligheder for at låne penge i bankerne er dårlige. Et alternativ er at udstede erhvervsobligationer eller virksomhedsobligationer, som de også kaldes. Her låner investorer virksomheden penge, i stedet for at købe aktier.
 
Erhvervs- og Vækstministeriet vil fremme virksomhedsobligationer til mindre og mellemstore virksomheder, Københavns Fondsbørs åbnede i december en ny markedsplads for handel med erhvervsobligationer, og senest tilbyder Danske Bank hjælp til danske virksomheder med at udstede virksomhedsobligationer.
 
Tiltagene skal skabe vækst i Danmark, og de nyudstedte obligationer egner sig i første omgang til professionelle investorer. Alligevel er virksomhedsobligationer en god investering for dig, som er privat investor.
 
Du er bedre stillet med virksomhedsobligation
Ejer du aktier i en virksomhed, så ejer du en andel af virksomheden. Køber du derimod obligationer i en virksomhed, låner du virksomheden penge til at finansiere nye investeringer til for eksempel opkøb, forskning eller udvidelse af produktionen.
 
Hvis du har virksomhedsobligationer, og altså er långiver til virksomheden, så er du bedre stillet, hvis virksomheden går konkurs, end hvis du blot er aktionær.
 
Som aktionær får du nemlig næsten aldrig en krone, hvis virksomheden går konkurs. Men har du i stedet virksomhedsobligationer, så får du ofte en vis procentdel af obligationens værdi udbetalt, hvis konkursen bliver en realitet.
 
Regeringen ønsker ny obligationsordning
Erhvervs- og Vækstministeriet med Annette Vilhelmsen (SF) i spidsen ønsker en erhvervsobligationsordning, som skal hjælpe mindre og mellemstore virksomheder med at skaffe finansiering uden om banklån.
 
Det skal foregå således:
- En bank skal samle virksomheder med ensartet risikoprofil i en pulje.
- Banken udsteder så erhvervsobligationer svarende til de virksomheder, der ligger i puljens samlede lånebehov.
- Renten, som virksomhederne skal betale, fastsættes ud fra risikoprofilen.
- Pensionsselskaber køber sig ind i obligationspuljen og spreder dermed risikoen over flere virksomheder, som til gengæld får adgang til pensionskassernes penge.
 
Regeringen regner med, at loven er klar i efteråret 2013.
 
Lancering af ny handelsplatform for obligationer
Den 7. december 2012 gik Nasdaq OMX København (Københavns Fondsbørs) i luften med First North Bond Market. Det er en ny handelsplatform på Københavns Fondsbørs, hvor danske virksomheder kan sælge obligationer og dermed få kapital uden om bankerne og aktiemarkedet.
 
Danish Crown var det første selskab på First North Bond Market, men med en stykstørrelse på en million kroner. Obligationerne vil altså i første omgang blive solgt til professionelle investorer, og det hænger mest af alt sammen med, at kravene til at sælge til professionelle er lavere end til private.
 
"Sælger man i mindre portioner, der er interessante for private, så skal man som virksomhed lave prospekt, hvorimod salg til professionelle investorer - med portionsstørrelser på eksempelvis 100.000 euro - ikke er omfattet af de samme regler," siger Nicolai Dahl Wallin, obligationschef hos Nasdaq OMX København til Børsen.
 
Danske Bank vil sætte gang i væksten
Seneste initiativ kommer fra Danske Bank, som tilbyder virksomhederne hjælp med at skaffe finansiering for 25 milliarder kroner via udstedelse af erhvervsobligationer. I første omgang bliver der her tale om 200 virksomheder i toppen af dansk erhvervsliv.
 
Banken vurderer, at der vil gå op mod to år, før de mindre virksomheder vil få mulighed for at skaffe sig finansiering ved at udstede de såkaldte bundlede obligationer, hvor virksomheden udsteder obligationer i fællesskab med andre virksomheder.
 
Dansk Industri hilser initiativet velkomment, og i et interview til Børsen TV siger Kent Damsgaard, underdirektør i Dansk Industri:
"Grunden til, at vi gør så meget for at få skabt flere finansieringsmuligheder, er, at det er nøglen til at få gang i investeringerne. Det betyder to ting: Flere arbejdspladser på den korte bane - der skal bruges folk til at betjene maskinerne, der skal bygges mere og så videre. På den lange bane er det afgørende, fordi vi ikke er produktive og konkurrencedygtige nok uden tidssvarende udstyr. Det er helt afgørende for konkurrenceevnen på den lange bane".
 
Sådan køber du virksomhedsobligationerne
Som det er nu, er der ingen platform, hvor private selv kan handle danske virksomhedsobligationer stykvis. Din eneste vej til virksomhedsobligationerne er derfor via investeringsforeninger. Til gengæld findes der en række danske investeringsforeninger med disse obligationer.
 
Når du investerer i virksomhedsobligationer via en investeringsforening, investeres der i flere virksomheder, hvilket giver dig en spredning i risikoen både i forhold til obligationens løbetid og risikoen for konkurs - og det er kun godt.
 
Man skelner mellem to former for virksomhedsobligationer:
  • "Investment grade": De mest sikre virksomhedsobligationer, som er udstedt af store, sikre selskaber.
  • "High yield": De mere usikre obligationer, som enten kommer fra selskaber med stor gæld eller mindre vækstvirksomheder.
Risikoen ved at investere i high yield-obligationer er større end ved investering i investment grade. Det afspejler sig også i en højere merrente for high yield-obligationerne.
 
Hos InvesteringsForeningsRådet (IFR) kan du sammenligne de forskellige investeringsforeningsafdelinger på afkast, risiko og omkostninger. Se InvesteringsForeningsRådets statistikker.

11 gode grunde til at være medlem

Læs om fordelene her

Tilmeld dig Aktionærens Nyhedsbrev

For medlemmer

For ikke-medlemmer