02. marts 2012 kl. 00.00
Bedste aktie-februar i 21 år
Med en stigning på 11,1 procent blev februar den næstbedste februar nogensinde i det danske C20-indeks. Vestas var månedens bundskraber, men det benyttede de private investorer til at købe op i kriseaktien.
Af Jens Møller Nielsen
Denne side stammer fra vores gamle hjemmeside og kan derfor se lidt underlig ud, mangle billeder etc. Hvis du støder på noget, som gør det svært at læse indholdet, så skriv gerne til webmaster@shareholders.dk
C20-indekset over Danmarks 20 mest handlede danske aktier er siden 1. februar i år steget med over 11,1 procent - primært trukket frem af Danske Bank, Novo Nordisk og Nordea. Det viser en opgørelse fra banken Spar Nord. Dermed blev det den næstbedste februar i C20-indeksets historie, kun overgået af februar i 1991, hvor indekset steg 11,7 procent.
 
Samtidig gik de private investorer på stor-indkøb, viser online-bankens Nordnets handelstal. Bankens kunder nettokøbte i februar aktier for 90 millioner kroner, hvilket er mere end en fordobling i forhold til januar.
 
"Københavns Fondsbørs er samlet set steget med mere end 9 procent i februar, og den positive trend smitter af på de private investorer. Med et nettokøb på over 130 millioner kroner i år nærmer vi os så småt samme nettokøb på årets første to måneder som i hele 2011," siger Max Gandrup, landechef for Nordnet i Danmark, i en pressemeddelelse.
 
Stor interesse for Vestas i kursdyk
Det var dog ikke alle aktier i C20-indekset, der boomede i februar. Vestas og Tryg trak ned med fald på godt 10 og 3 procent.
 
Ikke desto mindre – eller måske netop på grund af kursfaldet – var Vestas den næstmest købte aktie hos Nordnet, hvor kunderne øgede deres Vestas-beholdninger med 22,7 millioner kroner (kun overgået af FLSmidth). Også målt på antal handler lå Vestas suverænt i top i både januar og februar (efterfulgt af Pandora og FLSmidth).
 
"Specielt Vestas og Pandora hører til blandt de mest aktive investorers yndlingsaktier, da det er meget likvide aktier med store kursudsving. Begge aktier appellerer dog også til de mere langsigtede investorer, og her vil jeg gerne gentage en pointe, nemlig at det er aktier med en meget høj risiko, som højst bør udgøre en mindre del af porteføljen," siger Max Gandrup, landechef for Nordnet i Danmark.
 
Skidt regnskab trykkede Tryg
Også for Trygs vedkommende er et dårligt regnskab skyld i en negativ kursudvikling, der i februar lyder på et fald på godt 3 procent. Ifølge aktieanalytiker i Spar Nord Jesper Iisager Bak var det blandt andet ekstra omkostninger til skadesudbetaling og nyheden om, at Tryg vil gennemføre en markant nedsættelse af udbyttebetalingerne, der skuffede investorerne.
 
Gode nyheder for bankerne
Stigende risikovillighed og positive effekter af Den Europæiske Centralbanks tiltag er blandt de væsentligste årsager til, at februar overordnet var tæt på at blive den bedste februar for aktieinvestorerne i C20-indeksets historie, vurderer Spar Nord.
 
Kun februar i 1991 har været bedre med en stigning på 11,7 procent, mens der er langt ned til den tredjebedste februar, som var i 2005 med en stigning på 7,2 procent.
Ifølge Jesper Iisager Bak er det ikke overraskende, at netop bankerne lagde sig i front for aktierallyet i februar. Danske Bank og Nordea er i februar steget henholdsvis 21,1 og 13,9 procent, mens Novo Nordisk placerer sig på andenpladsen med en stigning på 16,4 procent:
 
"Det økonomiske sortsyn, som den europæiske gældskrise har afstedkommet, er naturligt nok gået særligt hårdt ud over bankerne. Men de nye lånefaciliteter fra Den Europæiske Centralbank får nu sortsynet til at lette, fordi risikoen for en decideret fastfrysning af pengestrømmene i Europa er reduceret markant," siger han i en pressemeddelelse.
 
Han peger desuden på, at de seneste regnskaber fra bankerne viser en markant stigning i nettorenteindtægterne, mens omkostningerne stort set fastholdes på niveau:
 
"Bankerne er i fuld gang med at gøre forretningen mere rentabel, og den positive effekt af det arbejde vil også præge regnskaberne for de kommende kvartaler," siger aktieanalytikeren.

11 gode grunde til at være medlem

Læs om fordelene her

Tilmeld dig Aktionærens Nyhedsbrev

For medlemmer

For ikke-medlemmer