17. september 2010 kl. 00.00
Efter BRIK: Hvem er de nye vækstlande?
Efter at mange investorer har taget investeringer i BRIK-landene til sig, går jagten på de næste emerging market-vindere. Aktionærens Nyhedsbrev giver dig overblikket.
Af Lasse Soll Sunde
Denne side stammer fra vores gamle hjemmeside og kan derfor se lidt underlig ud, mangle billeder etc. Hvis du støder på noget, som gør det svært at læse indholdet, så skriv gerne til webmaster@shareholders.dk
Brasilien, Rusland, Indien og Kina har gennem det seneste årti katapulteret sig op i verdensligaen, hvad angår vækst, industriproduktion, udvindelse af råstoffer og - sidst, men ikke mindst - vækst på de hjemlige forbrugsmarkeder. Der er her, halvdelen af verdens forbrugere lever og bor. Samtidig har investeringer i de fire store økonomier ligget i toppen, når man ser på de samlede globale aktieafkast over det seneste årti.
 
BRIK-temaet har været nemt at forstå og samtidig været en enorm succes. Det har været let forståeligt, risici er spredt og væksten har fortsat godt tag i netop de fire ledende lande. Men den næste bølge af vækstlande står i dag parat til at løbe videre med vækststafetten. Landene er mindre, men potentialet findes.
 
Den næste store bølge
For de risikovillige investorer, der ønsker at se videre mod andre vækstøkonomier, er der ved at danne sig nye begreber ude i den professionelle investorkulisse: Civets eller Next 11.
 
Civets er forbogstaverne i de følgende lande: Columbia, Indonesien, Vietnam, Egypten, Tyrkiet og Sydafrika. Forkortelsen er et forsøg på at markedsføre indeksfonde eller aktive porteføljer, så der er noget at huske dem på. Der er risikofordeling på adskillige verdensdele, som for mange investorer kan være attraktivt, lyder det fra Jim O’Neill, cheføkonom hos Goldman Sachs. Han understreger over for Financial Times, at netop fordi landene ikke har så meget til fælles, ud over høje vækstrater, giver det god risikospredning.
 
Det var i øvrigt Jim O'Neill, der opfandt BRIK-begrebet tilbage i 2001, ligesom han har navngivet den anden gruppering, NextT11. Den gruppe af lande har adskillige gengangere fra Civets-listen: Sydkorea, Mexico, Indonesien, Tyrkiet, Philippinerne, Egypten, Vietnam, Pakistan, Nigeria, Bangladesh og Iran.
 
Nu kommer fondene
Den første fond i denne investeringskategori bliver nu lanceret af Castlestone Investment i London, mens franske BNP Paribas' Easy ETF-afdeling allerede markedsfører en fond, hvor foreløbig 8 ud af 11 next-lande er med, da likviditeten endnu ikke har tilladt større udbredelse blandt investeringerne.
 
Også storbanken HSBC er kommet med et produkt med fokus på de nye markeder, Civets Plus, der også tager andre lande med for at give mere stabilitet. Emerging markets-børser er typisk mere volatile. Større vækst kræver ofte mere kapital, og kapitaludvidelser kan være med til at give heftige udsving.
 
Man skal dog ikke satse snævert, men bredt, lyder det fra Jerome Ashcroft, der er leder af Ashmore Investment Management:
 
"Jeg har aldrig forstået, at man skal satse på fire lande eller en gruppe på 11 lande. Jeg mener, at det er vigtigt at sprede sig så meget som muligt."
 
For udbyderne er det også relativ god timing i at bringe nye emerging market-fonde på banen, idet mange af markederne, undtagen Vietnam, kan fremvise en til tocifrede vækstrater på børserne.
 
Udvikling på vækstbørserne
(Land / indeks / kursudvikling siden årsskiftet 2009/2010)
 
1.
Iran
Tepix
64 procent                                                     
2.
Bangladesh
DSE General 
50 procent 
3.
Indonesien
Jakarta SE Comp
27 procent
4.
Phillipinerne
SE 
23 procent 
5.
Tyrkiet 
ISE 100 
16 procent 
6.
Nigeria 
All Share 
16 procent 
7.
Sydkorea 
SE Composite 
7 procent 
8.
Egypten 
Hermes Financial 
5 procent
9.
Pakistan
Karachi SE 100
3 procent
10.
Mexico
IPC
2 procent
11.
Vietnam
Vietnam All Share
-6 procent 

11 gode grunde til at være medlem

Læs om fordelene her

Tilmeld dig Aktionærens Nyhedsbrev

For medlemmer

For ikke-medlemmer