Pressemeddelelse

En kæmpe sejr for de private investorers stemme

Billede
"Det er første gang i nyere tid, at vi så hurtigt og effektivt har kunnet mønstre en stor og vigtig gruppe af private investorer til fælles kamp og samtidig se et klart og tydeligt afkast," siger direktør i Dansk Aktionærforening Mikael Bak.

Bliv medlem af Dansk Aktionærforening og støt arbejdet for private aktionærers vilkår

”Det er en vigtig sejr for de private investorer, og ikke mindst et signal om at investor-aktivismen og aktionærdemokratiet i Danmark kan mobiliseres.

Sådan lyder det fra direktør Mikael Bak om sejren for Dansk Aktionærforening og de private aktionærer i Brdr. Hartmann.

”Det er første gang i nyere tid, at vi så hurtigt og effektivt har kunnet mønstre en stor og vigtig gruppe af private investorer til fælles kamp og samtidig se et klart og tydeligt afkast. Med op mod 3,5 procent af den stemmeberettigede kapital, har de almindelige private investorer fået en central placering i kampen for at samle 10 procent af stemmerne – eller få buddet hævet, som det nu er sket," siger han.

Torsdag formiddag kom det frem, at hovedaktionæren i Brdr. Hartmann, selskabet Thornico, har valgt at hæve deres bud for en afnotering af selskabet fra kurs 300 til kurs 360. Det sker ifølge meddelelsen fra selskabet, fordi man har valgt at lytte til den utilfredshed, som mindretallets investorer har udtrykt i de seneste 14 dage, siden nyheden om en mulig afnotering kom ud.

”Det er lykkedes os at få skabt et tydeligt aftryk i debatten. Sammen med de institutionelle investorer har vi kunnet lægge det pres, der i sidste ende har fået buddet løftet med 20 procent,” siger Mikael Bak og uddyber:

”Det er samlet set en stor økonomisk gevinst, der tilfalder de private investorer – hvis de hver især takker ja. Samtidig er dette et af de allerbedste eksempler på, at det for den enkelte private investor betaler sig at være en del af en uafhængig interesseorganisation. Denne gang var det Brdr. Hartmann, men ingen ved, hvem der bliver det næste selskab. Og så er det vigtigt, at vi kan vise, at det betaler sig at stå sammen. Og hvis man som privat investor for blot 65 kroner om måneden kan sikre, at man har et uafhængigt talerør, og en koordinerende og hurtigt handlende fælles forening bag sig, kan man jo spørge sig selv, om man har råd til ikke at være medlem af Dansk Aktionærforening,” siger Mikael Bak.

Læs også:
Thorleif Jackson køber dansk aktie: "Den er historisk lavt prissat"

Direktøren i Dansk Aktionærforening lægger vægt på, at han og foreningen fortsat principielt mener, at en uafhængig vurdering af en fair pris for aktierne vil være det mest korrekte, ikke mindst fordi utallige eksperter har peget på, at værdien kan være væsentligt højere end det budte beløb.

”Vi må dog samtidig også være realistiske som forening og se på, hvordan vi bedst gør vores og de private investorers indflydelse gældende i samspil med de andre større private investorer. Her må vi konstatere, at nogle af de ledende investorer, inklusiv Svenske Handelsbanken, har valgt at takke ja til de 360 kr. per aktie.”

Mikael Bak understreger, at det vil være op til den enkelte investor at beslutte, hvorvidt man vil takke ja til tilbuddet, da foreningen ikke kan eller må påtage sig dette ansvar, men som han siger:

”Uanset hvad, så har vi vundet en sejr ved at få hævet buddet med 20 procent. Det er en god dag for Dansk Aktionærforening og aktionærdemokratiet.”

Den ekstraordinære generalforsamling vil fortsat finde sted på mandag d. 16/10 kl. 15.00 online, og her forventes forslaget om afnotering umiddelbart at blive stemt igennem, hvis de større mindretalsaktionærer stemmer ja som udmeldt. Dansk Aktionærforenings interessegruppe har tidligere anbefalet et nej til det oprindelige forslag om afnotering til kurs 300, og ifølge Mikael Bak ændrer det nye bud ikke på den principielle modstand mod at afnotere selskabet uden en uafhængig vurdering af en fair værdi af aktierne.

”Selv om vi er glade for, at buddet er hævet, og at man har lyttet til vores utilfredshed, er vi fortsat kritiske overfor forløbet, og ikke mindst også overfor, at forhandlingerne om prisen er sket midt i en tid, hvor kun selskabet og hovedaktionæren kender til Q3-tallene og udviklingen i selskabet, mens hele mindretallet jo ikke har den indsigt. Vi håber, at vi bliver klogere på alt dette, når vi på mandag deltager i den ekstraordinære generalforsamling på foreningens vegne.”

Bliv medlem af Dansk Aktionærforening og modtag 9 udgaver af magasinet Aktionæren hvert år

Om hele forløbet siger Mikael Bak:

”Det har været både intenst, udfordrende og berigende at være med på rejsen sammen med de mange investorer i de seneste 14 dage. Nu skal vi helt over målstregen med generalforsamlingen på mandag, og have endeligt overblik over processen og buddet fra Thornico,” siger direktøren i Dansk Aktionærforening.

Udover den kontante økonomiske gevinst mener Mikael Bak, at sagen kan inspirere til, at vi som forening og fællesskab får endnu flere med fremover, der kan se værdien i, at vi står samlet, når behovet opstår.

”Forløbet kan forhåbentligt være med til at styrke foreningens profil, og sikre at endnu flere private for øjnene op for, at et medlemskab er langt mere end uddannelse og aktietips, men at det kan tjenes hjem mange, mange gange, hvis man er en del af fællesskab når behovet for retfærdighed opstår. Vi har i Hartmann-sagen bevist at det betaler sig at stå sammen.”

Abonner på vores Youtube-kanal her: