Perspektiv

Ungdommen nu til dags – hvad betyder aktionærdemokrati for dem?

Billede
Det spørgsmål stiller Unge Aktionærer og Dansk Aktionærforening, når vi i september 2022 deltager på Ungdommens Folkemøde i København.

Ungdommens Folkemøde løber af stablen fra 4. til 6. september og er med sine omtrent 20.000 gæster blandt Europas største demokratifestivaler. Her bliver unge mellem 15 og 30 år inviteret til at drømme, debattere og lade sig inspirere.

I år deltager Unge Aktionærer for første gang. ”Vi glæder os til at gå i dialog med ungdommen om aktionærdemokrati,” udtaler foreningschef Bolette Ulff-Møller.

”Det er vigtigt at tage stilling til investering og aktionærdemokrati, også – og måske endda især – for de unge. De har tiden foran sig og kan virkelig  gøre en forskel for sig selv og vores omverden. Derfor er Ungdommens Folkemøde et vigtigt sted at være med,” fortæller Bolette Ulff-Møller.

På Ungdommens Folkemøde bliver deltagerne opfordret til selv at skabe festivalen gennem debatter og samtalesaloner. Unge Aktionærers budskab er, at investering er mere end bare kroner og øre.

Bolette Ulff-Møller forklarer, at de fleste godt er klar over, at investering har noget med et økonomisk afkast at gøre, og at missionen på Ungdommens Folkemøde vil være at fokusere på de andre aspekter ved investering. Det handler om en af foreningens mærkesager, nemlig at skabe ”afkast med mening”, og om hvordan man som investor også kan være med til at præge verden omkring os både direkte og indirekte.

De første skitser til debatter og aktiviteter er på tegnebrættet, men det er for tidligt at løfte sløret for selve programmet. ”Hvad vi helt konkret kommer til at lave, bliver i høj grad op til den frivillige arbejdsgruppe, som vi er i gang med at nedsætte i disse uger. Vi har allerede tre superseje ungdomsmedlemmer, som har meldt sig, og vi håber på at kunne finde 3-4 personer yderligere. Arbejdsgruppen skal komme med sjove, provokerende og seriøse ideer til hvad vi kan lave, og så skal vi jo også realisere det.”

Hvis du er under 30 år og gerne vil høre mere om hvordan også du kan blive en del af ungdommens folkemøde, så skriv til Bolette Ulff-Møller på bum@shareholders.dk.