Perspektiv

Ændrede skatteregler for First North-aktier

Billede
Billede

Af
Steen Bech Andersen

Journalist og redaktør på Aktionæren

Fremover vil tab på aktier noteret på First North og andre ikke-regulerede markeder ikke længere kunne fratrækkes anden indkomst som for eksempel løn. Det er hensigten med et lovforslag, der i øjeblikket er i høring.

I dag skelner Skat mellem aktier noteret på en reguleret markedsplads og aktier noteret på en ikke-reguleret markedsplads. Det har givet anledning til en del forvirring, for hvad er en ”ikke-reguleret” markedsplads? Og hvorfor betragtes First North som ikke-reguleret, mens hovedbørsen betragtes som reguleret, når begge er en del af Nasdaq?
Det gode ved lovforslaget er, at forvirringen forsvinder. Aktier på First North vil få samme skattemæssige behandling som aktier på hovedbørsen, det vil sige tab kan kun fradrages i gevinster på aktier.

Det knap så gode er, at nogle investorer måske sidder med tab, som ikke kan fradrages fuldt ud. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at mange private investorer har tabt store beløb på First North-aktier. Langt de fleste aktier, som er blevet noteret på First North siden 2017, har mistet over halvdelen af værdien. Nogle er endda faldet mere end 75 procent.

Den skattemæssige behandling af gevinster vil være uændret, og unoterede aktier bliver ikke berørt.