Nyhed

Aktier sender formuer i rekord: Er du rigere end dine jævnaldrende?

Billede
Private danskere er mere velhavende end nogensinde, og det skyldes især aktiernes optur. Her kan du se, om du er mere formuende end dine jævnaldrende.
Billede

Af
Christian Kjær

Redaktør, ck@shareholders.dk

Den årlige analyse fra Danmarks statistik for familiernes finansielle formue er netop udkommet med tal for 2020. Analysen viser en kraftig vækst i familiernes finansielle formue.

Nettoformuen består af friværdien i vores boliger, biler, indestående på bankkonti, værdipapirer samt pensionsopsparinger. Familier består af alle husstande, ned til 1 person.

Analysen viser flere ting:

  1. 31. december 2020 var den gennemsnitlige nettoformue per familie steget med 6,6 procent fra året før, og endte på 2.251.000 kroner.
  2. Stigningen skyldtes i høj grad bevægelserne på aktiemarkedet, som gav en stigning på hele 29,6 procent gennem perioden på de privatejede aktier.
  3. Boligmarkedet, som ellers oplevede gode tider, særligt gennem anden del af 2020, stod alene for en fremgang på 2,5 procent. Hvis man dykker lidt længere ned, var det især andelsboliger, der steg 7 procent, og sommerhuse, der steg 5,5 procent, som trak op.
  4. Nettoformuen voksede for alle aldersgrupper og familietyper fra 2019 til 2020.

Få aktietips hver uge - tilmeld dig nyhedsbrevet her

Er du lige så rig som dine jævnaldrende?
Hvis man dykker ned i tallene, og henter data fra den familiefordelte nettoformue, kan man få et indblik i, om man er lige så formuende som sine jævnaldrende, skriver privatøkonom i Nykredit Camilla Schjølin Poulsen, der har kigget dybt i tallene.

Det er fortsat de 60-69-årige, som er rigest, hvilket passer med, at man nedbringer gæld og opbygger mere formue år for år gennem hele sit arbejdsliv. Først derefter begynder man at tære på formuen gennem pensionstilværelsen. Og med en stigende folkepensionsalder, går vi typisk lidt senere på pension.

Yngste har haft største fremgang
Analysen viser samtidig, at det klart er de yngste, som har haft den største formuefremgang siden 2019, men de kommer også fra et lavere niveau.

Læs også: Bliver en af de mest succesfulde softwareselskaber i 2022

De 0-17-årige har en fremgang på hele 22,3 procent, og de 18-29-årige på 17,2 procent.

”Det passer meget godt med, at vi har set en stor stigning af for eksempel nye unge aktieinvestorer over de seneste år. På tredjepladsen ligger de 40-49-årige med en stigning på 10 procent.

Billede

De har haft mindst fremgang
Den aldersgruppe som har haft den mindste fremgang fra 2019 til 2020 er de 70-79-årige med 4,5 procent. Samlet set er det yderst positivt, at alle aldersgrupper har haft en voksende nettoformue.

De 80+årige har på trods af at have været på pension gennem mange år, fortsat en meget høj formue.

”Det er kun godt, idet vi danskere lever længere og længere og dermed også bruger penge op i en senere alder. Både fordi vi er mere aktive længere, men også fordi det koster at købe sig til hjælp,” siger Camilla Schjølin Poulsen og uddyber:

”Der kan dog være nogle i denne aldersgruppe, som med fordel kan tænke ind i at skrue op for deres forbrug, fx ved at give noget af formuen videre i tide via afgiftsfri gaver. Det giver dels glæden ved at give, og samtidig kan det være økonomisk smart, idet størrelsen af den senere arveafgift bliver minimeret,” siger hun.

Læs også: Tandlægeaktie sikrer storsejr i aktielandskamp

Privatøkonom: 2021 vil uden tvivl forstærke fremgangen
Også det år vi snart siger farvel til, har været et yderst fornuftigt økonomisk år for danskerne som helhed, påpeger privatøkonomen.

Stigende boligpriser, attraktive finansielle markeder, rekordhøj beskæftigelse og fortsatte coronarestriktioner, som har lagt en dæmper på rejsebudgettet, nævner hun som noget, der har hevet formuerne op.

”Alt sammen er det faktorer, som vil betyde, at når nettoformuerne gøres op ved slutningen af 2021, vil vi kunne forvente at se fortsat flotte stigninger hos de danske familier,” siger Camilla Schjølin Poulsen.

Lær at investere i aktier med InvestorSkolen