Før kassen er tom
Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktietips hver uge.
Ingen ønsker at eje aktier i en konkursramt virksomhed. Spørg blot de tidligere aktionærer i OW Bunker, Roskilde Bank, Nordisk Fjer eller Amagerbanken. Heldigvis kan regnskabet fortælle dig noget om virksomhedens økonomiske helbred.
Regnskabsnøgletallet likviditetsgrad (current ratio på engelsk) fortæller om virksomhedens likvide beredskab, det vil sige evnen til at betale. For at forstå dette nøgletal skal vi se nærmere på en virksomheds regnskab, især balancen.
Virksomhedens aktiver opdeles i anlægsaktiver (fixed assets eller non-current assets) og omsætningsaktiver (current assets). Anlægsaktiver er maskiner og bygninger, men også immaterielle aktiver som patenter og varemærker. Omsætningsaktiverne består af likvide midler, tilgodehavender, varelager og lignende.
Forskellen på de to er, at det er nemt at konvertere omsætningsaktiverne til likvider (penge), men dette er sværere for anlægsaktivernes vedkommende. Hvis de sælges hurtigt, vil der ofte være store tab forbundet hermed.
Virksomhedens passiver kan ligeledes opdeles i egenkapital (equity), langfristet gæld (non-current liabilities) og kortfristet gæld (current liabilities). Forskellen mellem den kortfristede og den langfristede gæld er, hvor lang tid der går, inden gælden forfalder. Her anvendes ofte definitionen, at kortfristet gæld er gæld, der forfalder indenfor et år.