Markedskommentar

Strateg om krigsfrygt: En opkøbsmulighed

Billede
Har man penge at investere, er det et godt tidspunkt at gå ind i aktier nu, vurderer Nordea-strateg. Han vil ikke blive overrasket, hvis afkastet bliver tocifret over de kommende 12 måneder.
Billede

Af
Christian Kjær

Redaktør, ck@shareholders.dk

Frygten for at krisen i Ukraine eskalerer til krig, har fået investorerne til at sælge ud af risikofyldte investeringer. Den risiko er umiddelbart steget, efter at Ruslands præsident Putin sent mandag aften beordrede sine tropper ind i to østukrainske regioner, som allerede kontrolleres af pro-russiske oprørere.

I den kommende tid skal investorerne derfor forberede sig på fortsat uro, vurderer investeringsstrateg i Nordea Simon Kristiansen.

”Jeg tror, man som investor skal forberede sig på øget uro noget tid endnu. Kigger vi lidt længere ud i fremtiden, er fundamentet under aktier stadig positivt. Det taler for, at aktier over de næste 12 måneder vil ligge højere, end hvor de er nu. Det vil ikke undre mig, hvis vi kommer op og får et dobbeltcifret afkast på globale aktier over de næste 12 måneder fra deres nuværende niveau, men det kræver selvfølgelig at tingene flasker sig,” siger Simon Kristiansen.

Få aktietips hver uge - tilmeld nyhedsbrevet her

Hold fokus på vækstudsigter
Han råder dog private investorer til at have is i maven.

”Det er særligt i tider som disse, at man skal skære igennem støjen og have fokus på de ting, som egentlig betyder noget for aktier på længere sigt. Vækstudsigterne for den globale økonomi og virksomhedernes indtjening er stadig bedre end normalt, og trods den vanskelige situation i Ukraine har dette billede ikke ændre sig væsentligt,” siger han.

Se tingene langsigtet
Det er derfor vigtigt at se tingene i et mere langsigtet perspektiv og forsøge at filtrere noget af støjen fra den igangværende konflikt væk, mener Simon Kristiansen.

Læs også: Find tryghed i 50 års aktiehistorik

”Jeg mener, at de som kan modstå markedsudsving på kort sigt, vil blive belønnet på lang sigt. Generelt vil jeg råde investorerne til at slå koldt vand i blodet og holde fast i deres investeringsstrategi. Det er vigtigt ikke at se de kursfald vi har oplevet siden årets begyndelse, som en grund til at sælge fra – faktisk mener vi, at de repræsenterer en opkøbsmulighed.”

”Har man penge at investere, er nu et godt tidspunkt, og for alle andre er det et godt tidspunkt at tage noget mere risiko. Vi anbefaler en dobbelt overvægt relativt til obligationer,” siger han.

Investeringsstrategen venter, at uroen gradvist vil aftage.

”Men man skal som nævnt være forberedt på, at vi for en tid vil se øget uro på markedet,” siger han.

Bliv medlem og få tilsendt magasinet Aktionæren