Markedskommentar

Frygt og grådighed: ”Sådan får jeg indblik i stemningen på markedet”

Billede
2024 startede ud som et godt år for de private investorer med pæne afkast og grønne tal. De seneste par uger er der dog sket noget. Aktiestigningerne er sat i bakgear, og der har i de brede indeks været tilbagegang. Men hvad sker der, og hvorfor sker det? Det vil jeg prøve at belyse her.
Billede

Af
Per Hansen

Investeringsøkonom, Nordnet

Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktietips hver uge.

Fear and Greed-indekset
Først en introduktion til et af de stemningsbarometre, som investorerne skæver til for at få et indtryk af sindsstemningen. Nemlig det, der hedder ”Fear and Greed Index”, som man kan finde hos CNN. Indekset sammensættes af en række indikatorer, som bl.a. handler om:

  1. Hvor mange aktier er på det højeste niveau inden for det seneste år vs. hvor mange, der er det på laveste niveau i samme tidsperiode? Det siger noget om momentum og stemning
  2. Hvor bredt funderet er opturen? Jo flere selskaber, som stiger, jo bredere fundament er aktiemarkedets stigninger baseret på.
  3. Hvor store er udsvingene i aktiemarkedet? Store udsving er lig med nervøsitet, og mindre udsving er lig med bedre stemning.

Indikatorerne giver tilsammen et tal, der lige nu er 37. Stemningen er altså præget af nervøsitet og ‘frygt’.

Figur 1: Fear & Greed-indekset i dag, d. 23. april 2024. Kilde: edition.cnn.com

Hvad betyder lave tal?

  • Et meget lavt tal kommer efter en periode med faldende aktiekurser, og bevægelsen fra høj til lav(ere) er ensbetydende med kursfald.
  • Når aktiekurserne er faldet, er forventningerne til den kommende tids udvikling, alt andet lige, afdæmpet og moderat, og investorerne er skeptiske.
  • Omvendt er et højt tal udtryk for et ”højtryk” med god stemning og stigende aktiekurser
  • Et meget højt tal kan være udtryk for en god stemning, som har varet længe, og hvor der er en risiko for, at en betydelig del af de kortsigtede stigninger allerede er kommet. Nålens bevægelse fra lav til høj(ere) afspejles af stigninger, som allerede er kommet.
  • Aktieinvestorerne er konstant i 1) bevægelse, 2) ”fleksible” og en fremadskuende størrelse. Gode nyheder kommer ikke sjældent på forventet efterbevilling. Først stiger aktierne, og så kommer gode nyheder, og/eller så falder aktier, og efterfølgende kommer der dårlige nyheder.
  • Når der kommer gode nyheder, er det ikke altid, at det giver kursstigninger. Stemningen er formentlig i forvejen god, og nålen har bevæget sig fra venstre mod højre.
  • Når der kommer dårlige nyheder, er det ikke altid, at det giver kursfald. Nålen har formentlig bevæget sig fra højre mod venstre.

Sådan bruger jeg selv indikatoren

  • Jeg anvender selv indikatoren for at få et hurtigt indblik i ”stemningen” på markedet
  • Et meget højt tal er for mig et kortsigtet advarselstegn.
  • Et meget lavt tal er for mig en mulighed for at kigge efter et godt købsniveau.
  • Jo mere nålen er presset mod ekstremerne (100 eller 0), selvom jeg ikke kan mindes at have set tal over 90 og under 10, jo større er mulighederne alt andet lige for en modsatrettet effekt.

Hvad ser vi lige nu?
Overblikket nedenfor viser stemningen det seneste år. Her kan man altså se, hvordan vi i øjeblikket er nede på et af de laveste niveauer længe.

Figur 2: Udviklingen i Fear & Greed-indekset det seneste år. Kilde: edition.cnn.com

... Og hvorfor?
Investorerne venter på regnskaberne. Isoleret set bliver de formentlig gode/fornuftige. Det, som driver lysten til at købe flere aktier, eller som får investorerne til at sælge ud kortsigtet, er udover bundlinjen, også investorernes fornemmelse for den kortsigtede fremtid. En lav indikator er et signal om nervøsitet. Et lavt tal er samtidig også en påmindelse om, at noget af nervøsiteten har forplantet sig i aktiekurserne.

Hold øje med regnskaberne fra de store IT-selskaber som Microsoft, Meta, Google og Amazon.