Investeringssvindel for millioner
Få aktietips hver uge - tilmeld dig nyhedsbrevet her
Kriminelle lokker hvert år danskere i en fælde og stjæler deres penge. De bilder folk ind, at de kan tjene nemme penge på hurtige investeringer i eksempelvis kryptovaluta. Men det hele er fup og fidus. I 2021 svindlede de kriminelle sig således til 59 millioner kroner, skriver bankernes brancheorganisation Finans Danmark i en meddelelse.
Men målet var endnu større. Mens de slap afsted med 59 mio. kroner, fik landets banker stoppet 100 millioner kroner fra at lande i de forkertes hænder.
Kryptomarked er et eldorado for svindlere
”Bankerne har heldigvis stor succes med at stoppe tabene i rigtig mange tilfælde. De har stort fokus på at reducere svindlen, for eksempel ved at få lukket falske hjemmesider, der huser svindlen,” siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.
Investeringssvindlen har været stigende i en årrække. Mens der i 2018 blev stjålet 33,5 millioner kroner, slap de kriminelle afsted med 53 millioner kroner i 2019 og hele 68 millioner kroner i 2020. I 2021 faldt tallet til 59 millioner kroner. Og det skyldes i høj grad, at bankerne får stoppet mere. Mens der i 2020 blev forsøgt svindlet for 139 millioner kroner var det tal på hele 159 millioner kroner i 2021.
For og imod investering i kryptovaluta
”I 2021 har vi set en særlig tydelig tendens med svindel med kryptovaluta. Falske reklamer på sociale medier bliver for mange ofre indgangen til en dialog med svindlerne. Med telefonopkald og e-mails fra falske investeringsrådgivere og med falske hjemmesider, der viser ”investeringens” positive udvikling, får de bildt ofrene ind, at de er i færd med en lukrativ investering i bitcoins eller anden kryptovaluta. Men det hele er svindel. Og pengene forsvinder,” siger Michael Busk-Jepsen.