Alle investorer bør starte her
Aktiesparekontoen er for alvor ved at vinde indpas hos danske investorer.
Hos Formuepleje peger kundedirektør Helle Snedker også på skatten som en af de primære fordele ved investeringskontoen, fordi afkastet bliver beskattet med 17 procent i stedet for 27 eller 42 procent for frie midler gennem et normalt depot.
”17 procent er lavere end 27 procent. Når man investerer, skal man optimere og kigge på skatten, og derfor er aktiesparekontoen supergod for langt de fleste aktieinvestorer,” siger hun.
Få aktietips hver uge - tilmeld dig aktionærforeningens nyhedsbrev
Udover den lavere beskatning, har aktiesparekontoen også en række andre fordele. Først og fremmest er den nemlig simpel at benytte. Det gør den særligt attraktiv for nye investorer.
”Hvis det er for bøvlet, investerer folk ikke. Når folk er kommet til os, og vi er begyndt at fortælle om den ene og den anden aktieskat og Skattestyrelsens positivlister, er der nogen, der giver op allerede der. Derfor er aktiesparekontoen godt fundet på, for den er nemmere at forstå for nye investorer,” siger Helle Snedker og uddyber: ”Hvis skattesystemets kompleksitet står i vejen for, at du kommer i gang med at investere, så kig på aktiesparekontoen. Det er nemt at hælde penge ned i den og tage dem ud igen, og skatten bliver beregnet for dig."
Investeringsrådgiver Nikolaj Holdt Mikkelsen er enig i den betragtning: ”Aktiesparekontoen er et lukket skattemiljø, og banken laver skatteregnskabet for dig. Du skal derfor ikke være bekymret for, om du kommer til at betale for lidt eller for meget i skat. Desuden er kontoen lagerbeskattet, så man afregner skatten ved udgangen af hvert kalenderår. Det er meget enklere end den klassiske beskatning af frie midler.”
Aktiesparekontoen har dog også en akilleshæl, nemlig loftet på 103.500 kroner, som er det maksimale beløb, du må skyde ind på kontoen i 2022.
”På grund af beløbsgrænsen er den oplagt og mest interessant for nye investorer,” siger Nikolaj Holdt Mikkelsen.
Læs også: Her er de forventede afkast på aktier
Alligevel, og trods indskudsloftet på 103.500 kroner i 2022, bør også investorer med større porteføljer skele til aktiesparekontoen, mener Kim Valentin, direktør i Finanshuset i Fredensborg.
”Du betaler stadig en lavere skat af dit afkast på aktiesparekontoen, og det gør, at den også er relevant for større investorer,” siger han og uddyber: ”Hvis man har mange penge, kan kontoen indgå som en del af porteføljen. Hvis du har et par millioner, og halvdelen skal ligge i aktier, kan du investere 103.500 kroner gennem aktiesparekontoen, og i øvrigt investere i de samme aktier, som du ville have gjort i dine andre depoter.”
For at skrabe de 103.500 kroner sammen til aktiesparekontoen, skal du dog ikke sælge blindt ud af dine eksisterende depoter, lyder rådet. Har du gevinster for mere end 57.200 kroner i 2022, ryger du nemlig op i den høje aktieskat på 42 procent. Sørg i stedet for at hive dine gevinster ud fra andre frie midler til den lave beskatning på 27 procent ved at holde dig under samlede aktiegevinster på 57.200 kroner i år, hvis det er muligt. Penge fra disse salg kan så lægges over i en aktiesparekonto.
”Hvis du har frie midler med store urealiserede gevinster, skubber du en kæmpe gevinst foran dig. Rådet vil være at realisere dem løbende til 27 procent. Ellers kommer der en dag, hvor du skal realisere det hele til 42 procent. Men du skal ikke realisere 103.500 kroner til 42 procent i skat for at skyde pengene ind på en aktiesparekonto,” siger Helle Snedker, inden hun slutter af med endnu en fordel ved at investere gennem aktiesparekontoen.
I modsætning til andre frie midler influerer aktiesparekontoen nemlig ikke på dine muligheder for at modtage sociale ydelser. ”Den blander sig ikke i sociale ydelser som for eksempel størrelsen på offentlige pensioner eller SU,” pointerer hun.
Fakta om aktiesparekontoen
- Hvis du ikke tidligere har sat penge ind på en aktiesparekonto, må du indskyde 103.500 kroner i 2022.
- Afkastet på aktiesparekontoen beskattes med 17 procent og opgøres efter lagerprincippet hvert år ved årets udgang.
- Skatten bliver automatisk trukket på din aktiesparekonto. Herefter kan du enten sætte penge ind for at betale skatten, eller du skal sælge aktier for at skaffe pengene.
- Hvis du har tabt penge på dine investeringer i 2020, kan du indskyde tabet i 2021 op til en saldo på 103.500 kroner.
-
Du kan investere i aktier og i investeringsforeninger, hvor mindst 50 procent af aktiverne består af aktier.
-
Du kan også investere i aktiebaserede investeringsselskaber, som er registreret hos Skattestyrelsen – listen finder du her.
Gode grunde til at bruge aktiesparekontoen
- Beskatningen på 17 procent er den laveste for frie midler, hvor aktiegindkomst ellers beskattes med 27 eller 42 procent.
- Investeringer via aktiesparekontoen påvirker ikke offentlige ydelser som pensioner og SU.
- Den er nem at bruge. Skatten bliver automatisk udregnet for dig og trukket på kontoen.
- Du ved, at det beløb, der står på kontoen, er det, du kan få ud til dig selv. Du skubber ikke en skat foran dig, som det ofte er tilfældet med investeringer i almindeligt depot.
- Nogle banker beregner ikke negativ rente af kontantsaldo på aktiesparekonti. Du kan for så vidt helt lade være med at investere i aktier. Tjek først med din egen bank.
Gode grunde til ikke at bruge aktiesparekontoen
- Hvis du skal realisere gevinster til 42 procent i skat for at få penge til aktiesparekontoen, bør du genoverveje. Brug i stedet nye penge, udbytter eller gevinster, du har realiseret til 27 procent skat.
- Betaler du topskat, og har du penge, du vil gemme til pensionen, er det ofte en større fordel at smide dem ind på en ratepension eller en livrente.
- Har du tab af dine investeringer for almindelige frie midler, kan det være en bedre ide at investere gennem almindeligt depot. På den måde kan du trække tabene fra i fremtidige gevinster.