• DSV Panalpina lægger sig i toppen af feltet, når det angår de private investorers tillid til at levere afkast i år. Se hele listen over, hvilke aktier vi tror mest - og mindst på - i artiklen herunder.
    DSV Panalpina lægger sig i toppen af feltet, når det angår de private investorers tillid til at levere afkast i år. Se hele listen over, hvilke aktier vi tror mest - og mindst på - i artiklen herunder.
09. april 2021 kl. 15.45
Her er de danske aktier vi tror mest og mindst på
De private investorer forventer, at aktieåret 2021 vil ende i plus, og langt de fleste er allerede selv i plus i porteføljen, svarer de i en stor undersøgelse. Her kan du også se, hvilke af de store danske aktier de private investorer tror mest på i år.
Af Christian Kjær, redaktør, ck@shareholders.dk

Ni ud af ti af de private investorer har fået positive afkast i 2021. Det svarer de i en stor undersøgelse foretaget blandt modtagerne af Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev.

 

32 procent af de adspurgte svarer, at de har fået mellem 10 og 25 procent i afkast i år, mens 53 procent angiver, at afkastet ligger mellem 0 og 10 procent.

 

En lille gruppe på godt tre procent har scoret den store gevinst på mere end 25 procent, svarer de.

 

”Det vidner om, at mange af vores nyhedsbrevsmodtagere er erfarne investorer, der enten har været rigtigt investeret, også med udenlandske aktier, allerede inden vi gik ind i første kvartal, eller som har forstået at navigere i et vanskeligt marked,” siger direktør i Dansk Aktionærforening Mikael Bak, der er positivt overrasket over de gode resultater hos undersøgelsens respondenter.

 

Det danske C25-indeks har indtil nu givet et afkast på knap 3 procent i 2021.

 

94 procent tror på positive afkast

Udover de allerede indkasserede afkast er de private investorer også optimister på året som helhed.

 

Flere end 94 procent vurderer, at året vil ende med et samlet plus. Heraf mener 57 procent, at året vil ende med et samlet afkast på op til 10 procent, mens 38 procent tror, det samlede afkast for 2021 vil ende over 10 procent.

 

”Det vidner om stor optimisme og tro på fremtiden. Det er positivt, men samtidig giver det også stof til eftertanke. Med de fantastiske afkast vi så i 2020, og med de afkast i første kvartal af 2021, som undersøgelsen melder om, er det vigtigt, at vi husker hinanden på, at fremtiden fortsat er usikker, og at sigtbarheden i det økonomiske landskab er forholdsvis lav,” siger Mikael Bak.

 

Direktør: Risici resten af året

Han peger på, at visse aktier ser ud til at være højt prissat, og at der også er risici gemt resten af året.

 

”For eksempel hvis renten stiger. Derfor er det en god idé, at vi husker at holde et ekstra øje på porteføljen løbende, og glæder os over de kursstigninger der allerede er opnået. En mulighed kan være, at man tager dele af gevinsterne hjem og enten investerer pengene i nye aktier eller beholder 10-20 procent af formuen kontant, så man ikke er fuldt eksponeret, hvis der kommer korrektioner i markedet,” siger han.

 

Modtagerne af aktionærforeningens nyhedsbrev har ligeledes hver især peget på, hvilke tre C25-aktier de tror mest på i 2021.

 

Aktiechef: Private kan kende kvalitet

Topscoreren er DSV Panalpina, som 42 procent af de adspurgte forventer sig mest af. En vurdering de private investorer får opbakning til fra de professionelle.

 

”Det fortæller, at de private investorer kan kende kvalitet. De danske selskaber oser af kvalitet, og DSV Panalpina er nok det allerbedste eksempel på lige nøjagtig det. Det er et selskab, der er gennemsyret af en ufattelig høj kvalitet i alt, hvad de gør. Vi vurderer også, at DSV Panalpina har en prisfastsættelse, hvor det giver mening at købe den, så det er bare godt set af de private,” siger aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen.

 

Læs også: Potentiale for fordobling af DSV-aktien

 

Investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen er heller ikke overrasket over tiltroen til det store transportselskab.

 

”Det er ikke mærkeligt, at medlemmerne af Dansk Aktionærforening er store fans af DSV Panalpina. Selskabet kører bare det ene gode afkast hjem efter det andet år efter år efter år. Det er svært at sige, om de kan blive ved med at gøre det super godt år efter år, men der er intet, der tyder på, at de ikke også i fremtiden vil komme til at levere fornuftige afkast,” siger Per Hansen.

 

DSV Panalpina-aktien har givet et afkast på omkring 25 procent i år.

 

Deltagerne i undersøgelsen har hver især peget på tre C25-aktier, de tror mest på i 2021. Herunder kan du se, hvilke aktier der er mest tiltro til i forhold til  at skabe afkast i år.

 

Den aktie de private investorer tror næstmest på i 2021 er Bavarian Nordic, der allerede er steget omkring 55 procent i år.

 

”Der sidder allerede mange investorer og smiler, hvis de har Bavarian Nordic-aktier i depotet. Derudover har selskabet taget første vigtige skridt i forhold til at arbejde i retning af en coronavaccine,” siger Jacob Pedersen og understreger, at det endnu langt fra er sikkert, at det lykkes for selskabet.

 

Podieplads til Vestas

Den tredjemest populære investorfavorit er Vestas, som 26 procent peger på som en af de aktier, de har størst forventninger til i år.

 

”Det skyldes nok det ryk, der er i retning af bæredygtighed. Da er Vestas et af de selskaber, der ligger stærkest. De er kommet ordremæssigt skidt i gang i år. Aktien er ikke billig, og den har haft modvind indtil nu i år. Men Vestas er født ind i en væksthistorie hen over de næste mange år i forhold til den massive elektrificering af vores energiforbrug, og det står selskabet til at drage fordel af,” siger Jacob Pedersen.

 

Læs også: Vestas' aggressive vækst koster indtjening

 

Vestas-aktien har indtil nu givet et negativt afkast på omkring 12,5 procent i 2021.

 

Færrest tror på dansk it-aktie

Den aktie færrest af de private investorer tror på, er Simcorp. Sydbanks aktieanalysechef vurderer, at det især kan skyldes to ting.

For det første kan de private være skræmt af, at it-selskaberne har fået klø. For det andet vurderer han, at mange private ikke kender selskabets forretning.

 

”Det er højkomplekst. Det er svært for Simcorp at råbe investorerne op og fortælle om selskabets historie og forretning. Simcorp har en afgrænset kundegruppe i form af kapitalforvaltningsselskaberne, som nyder godt af deres software. Det er svært at gøre det sexet i forhold til for eksempel at fortælle om et flyselskab, som alle kender. Det er også lettere at tale om, at man sælger diabetesmedicin eller vindmøller," eksemplificerer Jacob Pedersen.

 

Aktien i Simcorp har indtil nu givet et negativt afkast på 10,5 procent i 2021.

 

Her kan du se hele undersøgelsen og ligeledes se, hvor mange der tror på de C25-aktier, du selv ejer.

 Tilmeld dig Aktionærens Nyhedsbrev

For medlemmer

For ikke-medlemmer

Læs Aktionæren

Medlemmer modtager Danmarks bedste magasin for aktieinvestorer, Aktionæren, 9 gange om året.

Læs magasinet her.

 

Aktionæren udkommer:

  

  • Aktionæren 3/2021
    Uge 16
  • Aktionæren 4/2021
    Uge 20
  • Aktionæren 5/2021
    Uge 25
  • Aktionæren 6/2021
    Uge 36
  • Aktionæren 7/2021
    Uge 40
  • Aktionæren 8/2021
    Uge 45
  • Aktionæren 9/2021
    Uge 50

 

 

Har du ikke modtaget det seneste nummer af Aktionæren?

Så udfyld denne formular

11 gode grunde til at være medlem

Læs om fordelene her
Investorviden: Se alle 10 afsnit af Aktionærerne, hvor vi går tæt på de private investorers rejse gennem et historisk Corona-forår.

InvestorOrdbogen er Dansk Aktionærforenings ordbog om aktier, obligationer, investering og meget mere.

 

Søg i InvestorOrdbogen her: