• Foto: Shutterstock / Unsplash
    Foto: Shutterstock / Unsplash
24. september 2020 kl. 15.27
Hvad gør du med dine indefrosne feriepenge?
Skal dine indefrosne feriepenge gå til forbrug eller pension? Skal du overhovedet tage imod dem nu? Læs med her og få inspiration til, hvordan du får mest muligt ud af dem.
Af Desirée Ballegaard, stifter og direktør hos Boovot

Denne artikel blev bragt i Aktionæren 7/2020.

 

En ny aftale har givet mulighed for, at alle, som har optjent feriepenge i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, har mulighed for at få op mod tre ud af fem ugers optjente, men indefrosne feriepenge udbetalt allerede i 2020.

 

Feriepenge for de resterende to uger bliver ikke udbetalt, men sat på en konto hos Lønmodtagernes Feriemidler og først udbetalt, når du kan få folkepension.

 

Du skal derfor tage stilling til, hvordan pengene skal bruges. Skal de bruges nu, skal de investeres til din fremtid og vil du overhovedet have dem udbetalt?

 

Ferie med løn eller FerieKonto?

Beskatningen af dine feriepenge afhænger af, hvorvidt du er berettiget til ferie med løn, eller om du får udbetalt dine feriepenge via FerieKonto.

 

Er du berettiget til ferie med løn, bliver den del af det indefrosne beløb, som du vil have udbetalt, taget med på din årsopgørelse i år. For de sidste to ugers indefrosne feriepenge vil beskatningen først ske, når du får dem udbetalt ved din folkepensionsalder.

 

Får du dine feriepenge via FerieKonto, er der allerede trukket skat af beløbet. Der er dermed angivet det fulde beløb, som du kan få udbetalt. Det samme vil gælde de sidste to ugers indefrosne feriepenge, som overføres til fonden.

 

Beskatningen kan således have betydning for, hvordan du får mest ud af dine feriepenge, specielt hvis du betaler topskat.

Hvad skal du overveje?

Det er helt op til dig, hvad du ønsker at bruge dine feriepenge til, hvis du vælger at få dem udbetalt nu. Alt efter din opsparing af feriepenge i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020 kan der være tale om en større eller mindre portion penge, som bliver frigivet.

 

Du har måske allerede øremærket pengene til nye gadgets, udbetaling til ny bil, ny vaskemaskine eller den længe ønskede ferie, du gerne vil på, når verden engang åbner igen. Ikke desto mindre kan det være værd at overveje de ”snusfornuftige” muligheder.

 

Investering af feriepengene: Skal du ikke bruge dine penge til noget specifikt, kan det anbefales at investere dem og dermed få dem ud at arbejde for dig.

 

Hvordan du vælger at placere pengene er op til dig og dit temperament - og om du skal betale topskat af udbetalingen.

 

Betaler du topskat, kan der være en fordel i at indbetale feriepengene på en ratepension eller livrente for at undgå topskatten og dermed få mest muligt ud af midlerne, da du i så fald kan investere dine penge før skat.

 

På grund af renters rente-princippet gælder det, at jo større beløb, du kan få til at arbejde for dig, desto større udbytte får du over tid. Derudover er beskatningen af afkastet på din investering på dine pensionsordninger lavere, nemlig 15,3 procent, end for frie midler, hvor skattesatsen er 27 eller 42 procent. Og ved udbetalingstidspunktet betaler du muligvis ikke længere topskat.

 

Ligger du ikke i topskat, og ønsker du ikke at indbetale ekstraordinært til pension, kan en aktiesparekonto være en god mulighed. Aktiesparekontoen gør det lettere og mere attraktivt at investere i aktier, hvis du gerne vil begynde at investere eller blot vil have lidt mere ud af dine aktieinvesteringer.

 

Alle kan oprette en aktiesparekonto, og du har mulighed for at indskyde maksimalt 100.000 kr. i hele 2020. Beløbet kan investeres i såvel danske som udenlandske, børsnoterede aktier eller investeringsfonde.

 

Din investering på aktiesparekontoen bliver beskattet efter lagerbeskatningsprincippet, hvilket betyder, at du bliver beskattet efter den værdistigning eller det tab, dine investeringer ved udgangen af året har haft, uanset om du har solgt dine aktier med gevinst eller tab. Skatte procenten er 17 procent, altså på niveau med beskatningen af pensionsafkast og klart under den normale aktiebeskatning.

 

Afbetaling af gæld: Når vi sparer op, tager vi penge fra vores nutid for at bruge i fremtiden. Når vi låner penge, tager vi derimod penge fra fremtiden til at bruge i vores nutid, men denne “rejse” kan være dyr for dig.

 

Har du dyr gæld såsom forbrugslån, kreditkort, kontokort, kassekredit, kviklån eller tilsvarende, bør du betale hele eller dele af din gæld af. Betal altid den dyreste gæld af først, da dette frigiver likviditet i dit budget, så du kan spare op, investere eller bare købe mere af det, du ønsker dig. 

Er det en fordel at lade pengene stå?

Det står dig frit for, om du vil have nogle eller alle tre ugers indefrosne feriepenge udbetalt nu.

 

Hvis du ikke skal bruge pengene, og du vælger ikke at få dem udbetalt, vil de blive overført til din opsparing i Lønmodtagernes Feriemidler, som er forvaltet af LD Fonde. De bliver dermed investeret for dig, indtil du når folkepensionsalderen. Du har således ikke kontrol eller indflydelse på, hvad dine penge investeres i.

 

Hvis du tror, at LD Fonde kan levere et bedre afkast end markedet eller bedre end det, du selv kan opnå, så er der i princippet ingen grund til at få dem udbetalt nu. Hvis du til gengæld tror, at du kan investere bedre end LD Fonde gennem dit eget valg af værdipapirer, kan det bedre betale sig at tage pengene nu og selv investere dem. Vær dog opmærksom på skatten, altså om du får ferie med løn eller feriepenge via FerieKonto (se boks).

Dine penge, dit valg

COVID-19 har ændret vores hverdag; måske er den finansielle situation blevet mere usikker – og det er altid fornuftigt at gøre sin økonomi så robust som muligt for at tilpasse sig tider som disse.

 

Uanset hvad du vælger at gøre med dine feriepenge, skal du overveje, hvordan du får mest ud af pengene og lave en plan for, hvordan de skal bruges. Det er dine penge, og det er dig, der bestemmer.

 

Desirée Ballegaard er foredragsholder, stifter og direktør af boovot.com, som er en online platform for uvildig rådgivning om karriereforhold og finansielle forhold.

 Tilmeld dig Aktionærens Nyhedsbrev

For medlemmer

For ikke-medlemmer

11 gode grunde til at være medlem

Læs om fordelene her

Læs Aktionæren

Medlemmer modtager Danmarks bedste magasin for aktieinvestorer, Aktionæren, 9 gange om året.

Læs magasinet her.

 

Aktionæren udkommer:

 

  • Aktionæren 8/2020
    9.-12. november
  • Aktionæren 9/2020
    15.-18. december

 

 

 

Investorviden: Se alle 10 afsnit af Aktionærerne, hvor vi går tæt på de private investorers rejse gennem et historisk Corona-forår.

Har du ikke modtaget det seneste nummer af Aktionæren?

Så udfyld denne formular

InvestorOrdbogen er Dansk Aktionærforenings ordbog om aktier, obligationer, investering og meget mere.

 

Søg i InvestorOrdbogen her: