20. marts 2020 kl. 09.30
Gæt ikke på retningen – se på odds i stedet
”Hold op med at prøve at forudsige retningen på aktiemarkedet, økonomien, renter eller valg.” Sådan lyder et berømt citat fra en endnu mere berømt investor, Warren Buffett – verdens gennem tiden mest succesfulde af slagsen. Det er sådan et citat mange kan se det rigtige i – "i fredstid". Men når retningen bliver stejl nedad, bliver det straks sværere.
Af Per Juul, Juul Value Invest A/S

 

Jeg har talt med flere investorer, som er blevet meget nervøse. Som gerne vil ’stå lidt på sidelinjen’ - fordi de forudsiger, at retningen fortsat er nedad. Eller som ærgrer sig over, at de ikke var smarte nok til at sælge ud – fordi de synes, de burde have forudsagt, at retningen ville blive nedad.

Aktiemarkedet som et møntkast

Buffett er imidlertid ret smart, og hvis man skal forstå hans holdning, kan man sammenligne aktiemarkedet med et møntkast. Krone er et positivt år. Plat er et negativt. Aktiemarkedet er dog en ret skæv mønt. Det amerikanske aktiemarked (S&P 500-indekset inkl. udbytter) har de sidste 50 år haft hele 40 positive år og kun ti negative. Samtidig har de positive år i snit givet en højere gevinst (+18 pct.), end de negative år har givet i tab (-14 pct.).

Et godt væddemål

Gevinst otte ud af ti gange - og tilmed gevinster, der har været højere end tabene. Man behøver ikke være statistiker for at se, at det har været et relativt godt væddemål. Deltager man i sådan et spil i mange runder – i mange år - er sandsynligheden for gevinst meget høj.

 

Men nogle gange lander mønten på plat. Af og til flere gange i træk. Det uventede vil ske. På sin vis er det ikke engang uventet ... Vi ved, at noget uventet vil ske. Vi kan bare ikke vide hvad og hvornår.

Usikkerhed er forudsætning for afkast

Paradoksalt nok er det denne usikkerhed - at mønten kan lande på plat - der er fundamentet for gode afkast. Det gør nemlig aktierne billige nok til, at vi kan forvente solide afkast.

 

Så tilbage til aktiemarkedet som et møntkast. Vi kan have en holdning til, om odds for at få gevinst er gode. Men vi kan ikke forudsige om mønten vil lande på plat eller krone det enkelte år.

 

Eller udtrykt mere konkret, hvad Buffett gør: Han ser på, om aktierne er attraktivt prissat, i forhold til de forretningsmæssige resultater, som selskaberne - på lang sigt - kan forventes at skabe. Altså om prisen for at deltage i møntkastet, er lav nok til, at det er sandsynligt, at vi får gevinst væsentligt oftere end tab. Og at disse gevinster er store nok i forhold til tabene.

 

I 2018 – hvor aktiemarkedet faldt – øgede Buffett sin beholdning af børsnoterede aktier med 16 procent i forhold til værdien i starten af året. Og i 2019 – hvor vi som bekendt fik en stor fremgang – øgede han stadig beholdningen – dog kun med tre procent.

 

Men Buffett har samtidig haft en stor bunke kontanter. Måske fordi han ikke har fundet odds rigtigt attraktive. Måske fordi han i dag - frem for aktier i børsnoterede selskaber - foretrækker virksomheder, som han kan overtage 100 procent. Og den slags har været handlet alt for dyrt, ifølge Buffett.

 

Jeg vil gætte på, at Buffett synes, at odds på i hvert fald nogle børsnoterede aktier er blevet ret attraktive på det seneste.

 Tilmeld dig Aktionærens Nyhedsbrev

For medlemmer

For ikke-medlemmer

11 gode grunde til at være medlem

Læs om fordelene her
Investorviden: Se alle 10 afsnit af Aktionærerne, hvor vi går tæt på de private investorers rejse gennem et historisk Corona-forår.

Har du ikke modtaget det seneste nummer af Aktionæren?

Så udfyld denne formular

Læs Aktionæren

Medlemmer modtager Danmarks bedste magasin for aktieinvestorer, Aktionæren, 9 gange om året.

Læs magasinet her.

 

Aktionæren udkommer:

 

  • Aktionæren 7/2020
    6.-9. oktober
  • Aktionæren 8/2020
    9.-12. november
  • Aktionæren 9/2020
    15.-18. december

 

 

 

InvestorOrdbogen er Dansk Aktionærforenings ordbog om aktier, obligationer, investering og meget mere.

 

Søg i InvestorOrdbogen her: