01. marts 2019 kl. 14.12
Min bobleliste tøjler jægerinstinktet.
Louise Fredbo-Nielsen købte sin første aktie for fem år siden – efter et halvt års grundigt forarbejde. I dag styrer hun selv investeringerne i en aldersopsparing og en privat opsparing. For at undgå fejlkøb arbejder hun med en bobleliste, hvor nye ideer får lov til at ruge, indtil hendes egen eufori har lagt sig.
Af Jørn Nielsen, journalist og redaktør, Dansk Aktionærforening

Louise Fredbo-Nielsen har oprettet en privat aldersopsparing, som hun indbetaler fuldt ud til – 5100 kroner om året. Pengene i denne pensionsordning investerer hun selv.
Desuden har hun en opsparing i frie midler, som hun også selv styrer.
Det er nu fem år siden, hun satte sig for at lære at investere.

 

Hvordan kom du i gang?
”Jeg er en meget nørdet type og kontrolfreak. Så jeg læste og lyttede til alt, jeg kunne komme i nærheden af i et halvt år. Jeg læste på nettet, lyttede til Millionærklubben hver morgen, hørte podcasts og lånte lydbøger om investering. Imens sparede jeg op. Jeg gennemgik mit budget og skar alt overflødigt væk for at kunne spare så meget op som muligt.”
”Jeg er vokset op i Nordjylland, og dér var investering og økonomi ikke noget, man talte om. Det var først, da jeg fik kæreste fra Nordsjælland, at det blev et naturligt samtaleemne. I hans familie investerede de, og de talte om det.”


”Fra starten satte jeg en deadline for, hvornår jeg skulle købe min første aktie. Det gjorde jeg efter et halvt år – den første juli for fem år siden. Da havde jeg sparet 50.000 kroner op.”

 

Hvordan finder du de aktier, du vil investere i?
”Jeg har en bobleliste med selskaber, jeg har hørt om, og som jeg vil undersøge nærmere. Den er god, fordi den tøjler jægerinstinktet. Den skal forhindre, at jeg køber det, jeg bliver fristet af, fordi jeg lige hører om et spændende selskab i Millionærklubben eller et andet sted. Når jeg så har penge til at købe, kigger jeg på listen, undersøger aktiens historik, ser hvem der står bag og så videre.”
”Jeg er ikke daytrader. Jeg investerer meget langsigtet. Og jeg investerer kun i virksomheder, jeg tror på, og som jeg kan stå inde for. På det punkt har mit fokus ændret sig, efter jeg er blevet mor, kan jeg mærke. Det får større betydning, at det, man investerer i, er ordentligt, når man har et lille barn.”

 

Hvor tit handler du?
”Ikke særlig tit. Et par gange om året. Lige nu har jeg ikke investeret så meget, fordi jeg har brugt penge til udbetalingen på et sommerhus. Så jeg solgte ud.”

Har du lært noget undervejs?
”Jeg læser stadig meget om emnet. Det er vigtigt at blive ved med at lære noget. Jeg er meget ydmyg overfor, at der er andre, der ved meget mere om investering, end jeg gør. For eksempel er jeg meget inspireret af Kurt Kara fra Maj Invest og hans tanker om at tænke rationelt, når man investerer. Jeg prøver i det hele taget at lære af andre.”
”Jeg har en enkelt gang købt for hurtigt ... jeg kørte med på en hype uden at undersøge selskabet ordentligt. Og jeg holdt fast, selv om det så skidt ud – for så til sidst at sælge med tab. Det gjorde mig mere forsigtig. Og det er derfor, jeg har min bobleliste.”

 

Har du et mindstebeløb, når du handler?
”Jeg handler ikke for mindre end 5000 kroner. Nok hellere over 10.000 kroner for at holde omkostningerne nede.”

Har du forskellige strategier til din aldersopsparing og dine frie midler?
”Ja. Aldersopsparingen indeholder udelukkende ETF'ere og danske investeringsfonde. Når jeg køber aktier, er det til opsparingen i frie midler. Fordelingen på sektorer er fornuftig.”

 

Har du nogle gode råd til andre, der vil kaste sig ud i at investere?
”Det kommer let til at lyde så fortærsket, men det vigtigste er at komme i gang. Så: Vælg en mægler og opret et depot. Du behøver jo ikke købe noget med det samme. Men du kan se, hvordan det fungerer. I virkeligheden er det jo lige som et auktionshus.”
”Sæt et mål – for eksempel hvornår du vil købe din første aktie. Læg en strategi, og hold fast i den. Og bliv ved med at lære. Læs alle de bøger, du kan komme i nærheden af.”
”Og snak med andre om det. Det er vigtigt, at vi får brudt tabuet om, at økonomi ikke er noget, vi snakker om. Snak også med dine børn, når de er store nok, og invester sammen med dem.”

Har du ikke modtaget det seneste nummer af Aktionæren?

Så udfyld denne formular

 Tilmeld dig Aktionærens Nyhedsbrev

For medlemmer

For ikke-medlemmer

11 gode grunde til at være medlem

Læs om fordelene her

Læs Aktionæren

Medlemmer modtager Danmark bedste magasin for aktieinvestorer, Aktionæren, 9 gange om året.

Læs magasinet her.

 

Aktionæren udkommer:

 

  • Aktionæren 6/2019
    19.-23. august
  • Aktionæren 7/2019
    30. september - 4. oktober
  • Aktionæren 8/2019
    4.-8. november
  • Aktionæren 9/2019
    9.-13. december

InvestorOrdbogen er Dansk Aktionærforenings ordbog om aktier, obligationer, investering og meget mere.

 

Søg i InvestorOrdbogen her: