03. august 2018 kl. 00.00
Verdensmester i afkast: Sådan kan du gøre Warren Buffett kunsten efter
Hvis der fandtes et verdensmesterskab i afkast, ville Warren Buffett stå øverst på skamlen. Ingen har som han formået at få sine investeringer til at vokse. Hvis du fra starten havde købt for 1000 dollar i hans selskab Berkshire Hathaway, ville du i dag eje 10,5 millioner dollar. Her gennemgår vi de fire vigtigste principper bag denne succes – og giver dig en stor analyse af de selskaber, Warren Buffett har investeret i.
Af Steen Andersen, Analytiker og freelancejournalist | steenjbandersen@gmail.com

Hvert forår samles over 40.000 mennesker i et provinshul i det amerikanske Midtvesten for at høre en 87-årig mand tale og muligvis endda at få et glimt af ham på tæt hold. Manden omtales ofte som ’Oraklet’ eller ’Vismanden fra Omaha’ - byen, hvor han er født, stadig bor, og hvor begivenheden afholdes. Der er ikke tale om kultmesse i en mystisk religiøs sekt, men om generalforsamlingen i det børsnoterede selskab Berkshire Hathaway - en begivenhed, som også kaldes ’Woodstock for kapitalister’.

 

Den ældre mand er selskabets hovedaktionær, Warren Buffett, som i kraft af et langt livs dygtige investeringer er verdens tredjerigeste person med en personlig formue på 87,5 milliarder dollars – kun overgået af Amazons stifter Jeff Bezos og Microsofts grundlægger Bill Gates.

 

Ved Buffetts overtagelse producerede Berkshire Hathaway tekstiler, men alle de oprindelige aktiviteter er siden blevet afviklet eller frasolgt. Buffett betegner i dag investeringen i tekstilproduktion som sin dårligste investering nogensinde, men navnet og selskabet har overlevet, og gruppen omfatter i dag en vifte af aktiviteter inden for en lang række brancher bl.a. forsikring, jernbaner, energiproduktion, industriel produktion, fødevarer og medier. Desuden har Berkshire betydelige aktieposter i en række børsnoterede selskaber som Coca-Cola, American Airlines og Bank of America.

 

Afkast trodser tyngdekraften

Warren Buffetts ry som verdens muligvis dygtigste investor bygger på udviklingen i Berkshire Hathaways indre værdi og aktiekurs, siden han overtog aktiemajoriteten i selskabet i 1965. I de forløbne 53 år har den årlige værdiforøgelse været – og hold nu fast -  19,1 procent målt på indre værdi og 20,9 procent målt på aktiekursen! S&P 500 er i den samme periode steget 9,9 procent inklusive geninvesterede udbytter, men før skat, hvor Berkshires afkast er målt efter skat, hvilket gør præstationen endnu mere imponerende. Kun i to af de 53 år er egenkapitalen skrumpet.

 

19,1 procents afkast i et enkelt år er allerede ganske pænt, mens 19,1 procent årligt i fire år betyder en fordobling af investeringen. Og efter 13 år er pengene tidoblet. Set over Berkshires 53-årige levetid er en investering på 1000 dollars blevet til 10,5 millioner dollars.

 

Baggrunden for Warren Buffetts omdømme er altså ikke et godt afkast i et enkelt år eller tre, men at han har leveret et overnormalt afkast i årtier. Statistisk set er dette umuligt. Over en længere årrække – og her taler vi blot om en periode på ti år – vil 99,9 procent af alle kapitalforvalteres akkumulerede afkast klumpe sig sammen tæt på gennemsnittet. Dette er nærmest en naturlov, der går under navnet regression mod gennemsnittet.

 

I en vis forstand er virkeligheden da også ved at indhente Warren Buffett, ikke på grund af dårlige investeringer, men fordi det er svært – selv for en troldmand - at skabe næsten 20 procents afkast af en egenkapital, der nu er på 348 milliarder dollar, uden at løbe en større risiko, eksempelvis ved at geare investeringerne. Konsekvensen er, at det årlige afkast set over de seneste 15 år ”blot” har været 10,8 procent (korrigeret for effekten af ændrede skatteregler i 2017).

 

I starten af selskabets levetid tjente Berkshire penge ved at købe åbenlyst undervurderede selskaber, populært sagt ved at købe en dollar for 50 cent. Denne type investeringer er der ikke mange af og i en forretning med aktiver for 702 milliarder dollar ville de under alle omstændigheder kun fylde lidt.

 

Gearing kunne øge afkastet, men på bekostning af en højere risiko, hvilket ville være i modstrid med Warren Buffetts grundlæggende investeringsregler.

 

Investér i forretninger du forstår

Berkshires årsberetning er hvert år en kilde til inspiration for investorer verden over og kan varmt anbefales. Warren Buffett giver i formandsberetningen indsigt i sine investeringsovervejelser og har også opstillet nogle enkle principper, for hvordan han spotter god investering.

 

Oversat til gode råd til den private investor er de fire vigtigste principper:

 

1 - Investér kun i virksomheder med forretningsmodeller, du forstår. 

Det vigtige er ikke om du forstår få eller mange selskaber, det vigtige er at du kender dine begrænsninger. De færreste forstår teknologi- eller biotekselskaber, men alligevel er det ofte denne type aktier, der tiltrækker håbefulde investorer. Warren Buffett undgår dem og tabte da også kun lidt, da aktiemarkederne styrtdykkede efter dotcomboblen. 

2 - Vælg virksomheder med godt langsigtet potentiale. 

Det lyder naturligvis indlysende, at man skal holde sig fra døgnfluer eller virksomheder i solnedgangsbrancher, men Buffett leder især efter en ”voldgrav” (på engelsk ”moat”), der holder konkurrenterne på afstand – vel at mærke også på langt sigt - og dermed gør det muligt at opretholde et overnormalt afkast af den investerede kapital. Et eksempel på en ”voldgrav” er et stærkt varemærke som Apple eller Coca-Cola. 


3 - Søg kompetent og ærlig ledelse. 

Igen lyder rådet selvindlysende, men det Buffett også peger på, er, at virksomheden ikke skal være afhængig af en enkelt person. 


4 - Er prisen fornuftig? 

Lav en vurdering af aktien og find ud af, hvilke forudsætninger, den aktuelle kurs bygger på. Ting går galt, og Buffett ser derfor efter, om der er en sikkerhedsmargen, det vil sige om kursen er rimelig, også hvis selskabet ikke lever op til forventningerne. Han har dog også sagt, at det er bedre at købe et fremragende virksomhed lidt for dyrt end en halvdårlig virksomhed billigt. Konkret fokuserer Buffett på virksomheder med høj forrentning af egenkapitalen, men lav gæld.

Principperne fungerer for den langsigtede investor. Selv siger Warren Buffett, at hans forventede ejertid er uendelig, og at han køber aktier, som også kan tåle, at aktiemarkedet lukker i morgen og først åbner igen om fem eller ti år.

 

Berkshires A-aktie, der giver stemmeret på den årlige generalforsamling, handles til en astronomisk kurs omkring 300.000 dollars, så det er ikke alle og enhver, der kan få indflydelse på Warren Buffetts magi. B-aktien kan købes til knap 200 dollar.

 

Buffets bedste råd til småinvestorer er dog ikke at købe aktier i Berkshire Hathaway, men at sætte pengene i en bred indeksfond med lave omkostninger.

 

Her tilbyder vi et alternativ: Vi har analyseret ti af de selskaber, som Warren Buffett har investeret i – med hovedvægten på hans største investeringer. Så kan du forsøge at gøre mesteren kunsten efter.

 

 

 

 Tilmeld dig Aktionærens Nyhedsbrev

For medlemmer

For ikke-medlemmer

11 gode grunde til at være medlem

Læs om fordelene her

Læs Aktionæren

Medlemmer modtager investor-magasinet Aktionæren 9 gange om året.

Læs magasinet her.

 

Aktionæren udkommer:

  • Aktionæren 9/2018
    16.-18. december 
  • Aktionæren 1/2019
    28. januar - 1. februar
  • Aktionæren 2/2019
    4.-8. marts
  • Aktionæren 3/2019
    8.-12. april
  • Aktionæren 4/2019
    20.-24. maj
  • Aktionæren 5/2019
    24.-28. juni

InvestorOrdbogen er Dansk Aktionærforenings ordbog om aktier, obligationer, investering og meget mere.

 

Søg i InvestorOrdbogen her: