30. juni 2016 kl. 19.41
Læsetips til sommerpausen
Foreningens sekretariat holder lukket i juli. Her fortæller fire ansatte, hvad de skal læse i sommerferien, og de kommer med bud på, hvad du kan bruge tiden på, hvis du skulle komme til at kede dig.

 

Lige som tidligere år holder Dansk Aktionærforening lukket i sommerpausen. Næste ordinære nyhedsbrev lander i din mailboks fredag den 5. august, og første nummer af magasinet Aktionæren udkommer fredag den 2. september.

 

Vi ønsker alle en rigtig god sommer. Hvis du har svært ved at vente så længe, er her fire bud på, hvad redaktion og sekretariat kan anbefale at bruge ventetiden på.

 


Jens Møller Nielsen

Jens Møller Nielsen,
direktør i Dansk Aktionærforening (et par måneder endnu … derefter kommunikationschef i it-virksomheden BEC):

Hvilke bøger skal du læse i sommerferien?

”Jeg skal læse om to ting. Jeg har været på biblioteket og låne bøger om kommunikationsteori, så jeg lige kan læse op på det, jeg engang har lært om kommunikationsstrategi og kommunikation i virksomheder. Det får jeg brug for i mit nye arbejde.”

 

”Og så skal jeg læse bøger om den teknologiske udvikling, kunstig intelligens, og hvordan det påvirker vores samfund. Jeg har bestilt tre bøger på Amazon. Blandt andet en biografi om Elon Musk, manden bag Tesla.”

 

Hvis læserne skulle få tid til overs i deres sommerferie, hvad vil du så anbefale dem at læse på foreningens hjemmeside?

”Jeg vil anbefale shareholders.dk/analyser. Det er oversigten over, hvilke analyser vi har bragt siden nytår på hjemmesiden. Jeg køber aldrig en aktie uden først at tjekke, om vi har skrevet om den på det seneste. Ikke at jeg behøver være enig med analytikeren, men jeg vil læse, hvad vi har skrevet.”

 


Leonhardt Pihl

Leonhardt Pihl,
kommende direktør i Dansk Aktionærforening:

Hvilke bøger skal du læse i sommerferien?

”I første del af sommerferien skal vi til Samsø og har barnebarnet med. Så det bliver nok mest noget med børnebøger, uden at jeg på forhånd kan sætte titler på.”

 

”I anden del af sommerferien skal vi på cykeltur i Østrig i ti dage. Jeg er meget historieinteresseret, så jeg håber, der bliver plads til at læse Orlando Figes bog ’The Wisperers’, som handler om almindelige russeres vilkår under Stalin-tiden.”

 

”Og så skal jeg helt sikkert også læse en masse om Dansk Aktionærforening – også de sager, foreningen er involveret i.”

 

Hvis læserne skulle få tid til overs i deres sommerferie, hvad vil du så anbefale dem at læse på foreningens hjemmeside?

”Hvis det skal være forholdsvis nyt stof, kan jeg varmt anbefale Per Juuls seneste to artikler i magasinet. Den seneste handler om, hvordan man kan bruge beta-værdien til at opnå et større afkast. Og forgængeren ’Drop jagten på de hotteste aktier’ handler egentlig om det samme, men med en anden indfaldsvinkel. Det er to velskrevne artikler, og det er god rådgivning.”

 


Asger Schulz Hansen

Asger Schulz Hansen,
kontorelev i Dansk Aktionærforening:

Hvilke bøger skal du læse i sommerferien?

 

”Lars Tvedes nye bog ’Det kreative samfund’. Den ligger klar hjemme på mit stuebord.”

 

Hvis læserne skulle få tid til overs i deres sommerferie, hvad vil du så anbefale dem at læse på foreningens hjemmeside?

”Jeg vil sige det på den måde, at hvis jeg lå på en strandstol på et eksotisk rejsemål, og der var adgang til internettet, så ville jeg ikke bruge tid på et eller andet ligegyldigt blad. Jeg ville gå ind og læse i gamle numre af Aktionæren. Det er jo helt vildt, så mange årgange der ligger på hjemmesiden. Det er altid godt at læse bagud, så man kan se, om eksperterne havde ret i deres forudsigelser."

 


Jørn Nielsen

Jørn Nielsen,
journalist og tovholder på Aktionæren:

Hvilke bøger skal du læse i sommerferien?

”Jeg har lige købt to bøger, som jeg længe har haft lyst til at læse. Jens Andersens biografi om Nordens største forfatter i nyere tid, Astrid Lindgren. Og Lars Halskovs bog ’Branden’ om branden på Scandinavian Star. Dem MÅ jeg bare læse, men det er ikke sikkert, det bliver her i sommerferien.”

 

Hvis læserne skulle få tid til overs i deres sommerferie, hvad vil du så anbefale dem at læse på foreningens hjemmeside?

”Åh, der er meget. Interviewet med Michael Voss ’Kig Michael Voss over skulderen’. Ikke fordi det er mig, der har skrevet det, men fordi det er vanvittig spændende at få et indblik i, hvordan han tænker og arbejder. Det er guld.”

 

”Jeg har lige hørt paneldebatten på InvestorDagen i Aarhus om ETN’er igen. Det er den bedste debat om det emne.”

 

”Og så er jeg stadig begejstret for Ulrik Dalls artikel ’Sådan styrer du din risiko’ i Aktionæren nummer 9/2014. For mig står den stadig som en af de bedste artikler, Aktionæren har bragt i den tid, jeg har arbejdet med magasinet.”

 Tilmeld dig Aktionærens Nyhedsbrev

For medlemmer

For ikke-medlemmer

11 gode grunde til at være medlem

Læs om fordelene her

Læs Aktionæren

Medlemmer modtager investor-magasinet Aktionæren 9 gange om året.

Læs magasinet her.

 

Aktionæren udkommer:

  • Aktionæren 1/2018
    11.-13. februar
  • Aktionæren 2/2018
    25.-27. marts
  • Aktionæren 3/2018
    22.-24 april 
  • Aktionæren 4/2018
    20.-22. maj 
  • Aktionæren 5/2018
    1.-3. juli 
  • Aktionæren 6/2018
    19.-21. august
  • Aktionæren 7/2018
    7.-9. oktober 
  • Aktionæren 8/2018
    18.-20. november 
  • Aktionæren 9/2018
    16.-18. december 

InvestorOrdbogen er Dansk Aktionærforenings ordbog om aktier, obligationer, investering og meget mere.

 

Søg i InvestorOrdbogen her: