Tager du for stor risiko – eller tager du for lidt?

Afkast er nemt at forstå - et højt afkast er bedre end et lavt afkast. Og vi ved, at der er risiko ved at gå over for rødt lys. Men investeringsmæssigt er risiko langt sværere at forstå og kvantificere.

I investering måler man generelt risiko ved at se på, hvor meget eksempelvis en aktie svinger i pris. Logikken er, at hvis en aktie svinger meget i pris, er det fordi investorerne er meget usikre på værdien eller den er meget påvirkelig af eksterne forhold.

Men det medfører noget lidt mærkeligt, for når noget kan svinge meget, kan det jo også svinge meget opad. Det vil sige, at når noget er risikabelt er der også ’risiko’ for gevinst. Men sådan er det og det illustrerer ganske godt den uadskillelige sammenhæng mellem risiko og afkast.

Hvor stor er min risiko?

Professionelle investorer bruger netop udsving til at måle risikoen i deres portefølje. De ser på, hvor højt afkastet har været i forhold til, hvor meget porteføljen har varieret i værdi. Om et højt afkast var godt, kan kun vurderes, hvis det sammenlignes det med den risiko, man har taget.

Når man skal måle udsving, måler man groft sagt, hvor langt porteføljens afkast hver enkelt dag har afveget fra det gennemsnitlige daglige afkast. Afvigelsen omregnes derefter til årligt afkast og det beregnes, givet visse forudsætninger, hvor ofte afkastet statistisk set vil ligge inden for et vist spænd. Dette mål betegnes volatilitet eller standardafvigelse eller slet og ret risiko.

Har man således beregnet en volatilitet eller risiko på 12 procent, så vil ens afkast statistisk set 68 procent af årene ligge maksimalt 12 procent fra det gennemsnitlige afkast. Har det gennemsnitlige afkast været otte procent, så kan man forvente, et afkast mellem minus fire procent og plus 20 procent (12 procent på hver side af de otte procent i afkast), 68 procent af årene.

Det du kan forvente forskyder sig desværre ikke opad, bare fordi du et enkelt år får 20 procent i afkast. Det skal ses over en længere periode. Bemærk også, at der jo er 32 procent sandsynlighed ’til overs’. Halvdelen af dem – altså 16 procent af årene eller hvert sjette år - vil statistisk set ligge under de minus fire procent i vores eksempel. Så lave afkast er helt almindeligt. Og de fleste private vil ofte også have en højere risiko end 12 procent.

Forholdet mellem afkast og risiko

Når man kender afkastet og risikoen - divideres de to simpelthen med hinanden. I vores eksempel otte procent afkast divideret med 12 procent risiko - og resultatet er således 0,67.

Dette forhold mellem afkast og risiko kaldes Sharpe-kvoten eller Sharpe ratio og er altså et udtryk for afkast i forhold til risiko. Jo højere tallet er, jo mere afkast har man fået i forhold til risikoen - og man hører af og til, at Sharpe ratioen skal være mindst 1 for at det er godt. Men verdens gennem tiden bedste investor, Warren Buffett, har haft en Sharpe ratio på 0,69 på den del af hans portefølje, der består af børsnoterede aktier.

Afkastet man beregner ud fra skal være fratrukket den såkaldt risikofrie rente. Lige nu er den nul, men normalt har den været flere procent. Det reducerer altså Sharpe-ratioen.

Visse banker – blandt andet Nordnet - opgiver i øvrigt din porteføljes Sharpe ratio. Hvis du har eller kan skaffe det daglige afkast på din portefølje hver dag det seneste år, kan du også selv beregne din Sharpe ratio - for regneprogrammet Excel har standardafvigelse som en indbygget funktion.

Ingen risiko - intet afkast

Generelt er det sådan, at de mindst risikable investeringer er de dyreste. Lad os sige, at du ikke ønsker at løbe nogen risiko. Du vil kun investere i det allermest sikre, der findes, hvilket er statsobligationer fra solide lande som Danmark eller Tyskland.

Køber du i dag en statsobligation fra et sikkert land, der ved udløb om et år betaler 100 kroner tilbage til dig - og der ikke er nogen mellemliggende udbetaling af rente - så vil du skulle betale omkring 100 kroner for den. Du betaler altså 100 kroner i dag og får 100 kroner retur om et år, så din rente - eller indtjening eller afkast - er altså nul procent.

Reelt er denne rente faktisk negativ for tiden. Da disse obligationer er den sikreste placering af penge kaldes denne rente for den risikofrie rente.

Lad os så sige, at du alternativt kan købe en aktie i et biotekselskab. De har ét lægemiddel under udvikling og om præcis et år afgøres det, hvorvidt medikamentet bliver godkendt eller ej. Det er der 50 procent chance for. I givet fald er aktien 200 kroner værd. I modsat fald er den værdiløs.

Det er altså en aktie med en meget usikker værdi og reelt et plat-og-krone-spil. Bliver det krone får du 200 kroner, bliver det plat får du nul. Hvor meget vil du betale for at være med i spillet? Ja, matematisk er værdien 100 kroner, da der er 50 procent sandsynlighed for at få 200 kroner og 50 procent sandsynlighed for at få nul kroner. Men du vil ikke betale 100 kroner, for der er 50 procent risiko for at tabe indsatsen, mens du modsat kan købe en statsobligation for det samme, men helt uden risiko.

Så hvis du skal købe en risikabel investering, vil du betale noget mindre. Lad os sige, at du vil betale 80 kroner. Er du heldig står du med 200 kroner, er du uheldig har du nul kroner. I gennemsnit er det 100 kroner og du kan således gennemsnitligt tjene 20 kroner eller 25 procent. Dit alternativ var nul procent på en statsobligation, så du får 25 procent for at løbe en risiko – man siger at din risikopræmie er 25 procent.

Den magiske spredning

Lad os nu sige – og nu kommer vi til det magiske – at du i stedet for én biotekaktie har mulighed for at investere i 100 biotekaktier med helt samme egenskaber og pris.

De enkelte aktier har imidlertid forskellige produkter under udvikling, så om det ene bliver godkendt er helt uafhængig af, om det andet bliver godkendt. Du kan altså i stedet for at satse dine penge på ét spil plat-eller-krone sprede dem ud på hundrede spil. Så hvor der før var 50 procent risiko for at stå med en lang næse og en tom pengepung, så er det nu fuldstændig utænkeligt, at alle nye medikamenter bliver en fiasko og alle aktier dermed falder til nul. I stedet vil omtrent halvdelen af aktierne give gevinst og den anden halvdel være nitter. Din risiko bliver altså betydeligt reduceret, men - og det er det magiske - dit afkast er ikke reduceret, det er uændret!

Spredning eller diversifikation reducerer faktisk risikoen uden at reducere afkastet! Det er derfor spredning af og til bliver kaldt den eneste gratis glæde i investering.

Men investorerne ved det godt

Se, nu er det desværre sådan, at de andre investorer også er klar over det magiske ved spredning. Så de vælger også at sprede deres investeringer på alle hundrede aktier. Og fordi de ved, at de derved reducerer risikoen meget betragteligt, så er de også villige til at betale noget mere for aktierne og de handler dem derfor op i pris – til tæt på, men lige under 100 kroner.

Det er imidlertid ikke et argument for, at det så kan være lige meget med spredning, tværtimod. Det gør det faktisk endnu mere vigtigt at sprede, for ellers ødelægger du fuldstændig dine odds. Hvor du før - da prisen på biotekaktien var 80 kroner - gennemsnitligt kunne tjene 25 procent, så kan du nu - hvor prisen er lige under 100 kroner - kun tjene ganske lidt. Så uden spredning har du fortsat 50 procent risiko for at tabe hele indsatsen, men din gevinst er blevet langt mindre.

Sætter du alle pengene på kun én biotekaktie, så betaler du alt for meget for den, for markedsprisen afspejler, at man som investor har en spredt portefølje. Spreder du dig ikke, begår du en kæmpe fejl og løber en stor risiko for at få et svagt eller negativt afkast.

Aktier svinger i takt

Nu er det bare sjældent at et selskab udelukkende er i gang med at udvikle ét produkt, hvis udfald er fuldstændig uafhængigt af alt andet.

De fleste selskaber producerer produkter, der mere eller mindre direkte købes af forbrugerne. Derfor har det for de fleste selskaber betydning, hvor meget forbrugerne køber og altså hvordan økonomien i det hele taget har det. Og selvom succesen for vores biotekaktier er fuldstændig uafhængige af hinanden, så vil aktierne alligevel ikke være uafhængige i den virkelige verden. For investorernes lyst til at investere i biotekaktier kan nemlig godt variere.

Typisk vil investorerne have større appetit på den slags lodsedler efter en god periode på aktiemarkedet. Dermed svinger biotekaktierne som gruppe alligevel delvist med markedet og hinanden.

Du kan således alligevel ikke slippe af med risikoen ved blot at købe mange biotekaktier. I vores eksempel vil det betyde, at investorerne alligevel ikke vil handle biotekaktierne op til en kurs tæt på 100 kroner, for der vil være en risiko, som påvirker alle aktierne. Denne risiko kaldes for markedsrisikoen og den skal man have betaling for i form af et højere forventet afkast – en risikopræmie.

Den del af en akties risiko som er uafhængig af den generelle økonomi, f.eks risikoen for at et nyt lægemiddel ikke bliver godkendt, kaldes derimod for selskabsrisikoen, og da den kan fjernes ved at købe mange forskellige aktier – skal man ikke have betaling for den.

Nogle svinger mere i takt end andre

Aktier svinger således mere eller mindre i takt med den generelle økonomi og med hinanden. Hvor meget findes der også et tal for – det hedder beta. Hvis beta er over én, er aktien mere påvirkelig af den generelle økonomi end markedet som gennemsnit. Er beta under én, er den mindre påvirkelig af den generelle udvikling. Vores hundrede biotekaktier burde have en beta under én, da en betydelig del af deres kursudvikling kommer fra godkendelsen af deres produkt. Men ofte har de faktisk en højere beta end markedet, fordi investorernes lyst til at investere i usikre lodsedler svinger meget med den generelle økonomi.

En aktie med en høj beta, skal alt andet lige have en højere risikopræmie og dermed en lavere pris, end en aktie med en lav beta. Bemærk også, at hvis et selskab låner penge vil det øge beta. Du kan finde beregninger af beta hos blandt andet Morningstar.

Nogle svinger modsat

Beta kan imidlertid også være negativ. Det vil den være, hvis noget svinger modsat det generelle aktiemarked. Det gør obligationer en stor del af tiden og det er meget attraktivt, hvis både aktier og obligationer i gennemsnit giver et positivt afkast. Så opnår man nemlig, at dele af porteføljen stiger når andre dele falder.

Obligationer vil typisk bevæge sig modsat aktier, hvis vi oplever en økonomisk krise. Så vil investorerne gerne af med deres risikable aktier og i stedet have sikre obligationer, så aktierne falder, mens obligationerne modsat stiger. Og da aktier og obligationer netop begge normalt giver positivt afkast, er det meget befordrende for risikoen i en portefølje at eje begge dele.

Det er imidlertid ikke altid, at aktier og obligationer bevæger sig modsat. Her i årene efter finanskrisen har centralbankernes pengeudpumpning betydet, at både aktier og obligationer er steget i kurs, da der er flere penge, som skal investeres.

Og så lige til sidst

Selvom du i teorien kan finde eller beregne et præcist tal for din risiko eller for en akties beta så er der en del forbehold.

Når man som ovenfor måler sin risiko, så er det jo en historisk beregning for en bestemt periode. Havde du målt på en anden periode eller med andre intervaller, så havde du fået et andet resultat.

Og selvom investorerne er usikre på en akties værdi og den svinger meget, er det ikke sikkert, at der reelt er stor usikkerhed for, at selskabet går ned. Som investorer jagter vi netop de steder, hvor vi mener, at markedet tager lidt eller meget fejl.

Og uanset, at magien i spredning teoretisk medfører, at det gælder om at sprede mest muligt, så er der en anden risiko ved spredning som Warren Buffett advarer os om - nemlig risikoen ved at investere i noget, du ikke forstår eller kender. Har du hundrede aktier, så kan du næsten umuligt kende dem alle godt. 15-20 aktier vil være bedre for en almindelig privat investor. Især hvis de er meget forskellige.

I teorien er der ingen forskel mellem teori og praksis. I praksis er der ... Så matematikken skal suppleres med en god del snusfornuft og omtanke.