Står din pension det rigtige sted?
Denne artikel blev bragt i Aktionæren 4, 2021.
Hvor meget får du ud af din obligatoriske pensionsopsparing? Det afhænger af hvordan opsparingen bliver investeret, og hvem der investerer den, så på den måde er svaret enkelt. Komplikationerne opstår, når vi dykker lidt længere ned.
Din opsparing er fordelt på forskellige typer af investeringer eller aktivklasser, og to gange om året fastsætter Rådet for Afkastforventninger, som CBS-professor Jesper Rangvid står i spidsen for, de forudsætninger, som pensionsselskaber og banker anvender til beregning af pensionsprognoser. Resultatet af prognoserne samles på PensionsInfo, hvor du kan få det samlede overblik over, hvor meget du har sparet op i forskellige selskaber og ordninger, og hvor langt det vil række, når du trækker dig fra arbejdsmarkedet.